Fællescamp – også for unge
Der var ikke mange unge på camping i Mørkholt i uge 31, men alligevel bød lederne på et spændende program.
På Mørkholt var der lejr for både familier og singler i uge 31. Men der var også noget for de unge.
Anne Krab, 25, var ansvarlig for teen-programmet, mens hendes bror, Peder Jørgensen, 21, var lovsangsleder i teen-teltet. Til daglig studerer Peder teologi og har netop afsluttet 2. år på Menighedsfakultetet (MF) i Aarhus. Han fortæller:
– Der er tre teenagere i bandet og en sanger. Jeg øver med dem og lærer dem lidt om mine tanker om lovsang. For det meste spiller vi bare for teenagerne. Men på torsdag skal vi stå for lovsangen i det store telt. Vi arrangerer også en lovsangaften for alle.
Ikke en ”Unge-uge”
Men der er ikke så mange på campingpladsen i disse uger – kun 200, mener Peder.
– Der var 500 med på Ung camp i uge 29 – det er for de unge fra 16 til godt 20 år.
– På MTC-ugen for de 14-16-årige i uge 30 var der 3-500. Der holdt jeg bibeltimer sammen med to andre fra MF. Så i år har jeg været med på lejre for at arbejde – men der er også tid til godt fællesskab blandt os ledere.
– I denne uge har jeg holdt bibeltimer for de 15 teenagere her. Der er også et eftermiddagsprogram og et aftenprogram. Vi har bl.a. geocatching, det er en slags GPS-skatteløb, hvor man skal finde posterne ved hjælp af telefonen, forklarer Peder.