Giv hellere en ged

Det er da det mindste, vi kan gøre, siger folk somme tider, når de kommer med blomster efter et tragisk dødsfald.

Ved livets store begivenheder prøver vi at leve op til takt og tone. Især ved de tragiske begivenheder er vi bange for at træde ved siden af. Vi ty’r til blomsterne endnu en gang. Men somme tider skulle vi måske overveje, hvad der er mest omsorgsfuldt mod de sørgende.

Da min mands tante i Holland for nylig skulle begraves, skete det ifølge stedets skik uden blomster, bortset fra en enkel opsats på kisten. Årsagen er vist nok, at man normalt forbinder blomster med noget glædeligt, og at de derfor ikke hører hjemme ved en begravelse.

Nu har vores familie fået lov til at opleve den etiopiske kultur gennem mange år. Og begravelsesskikkene hører absolut med i helheden. Jeg mindes kæmpebegravelser, hvor folk strømmede til fra nær og fjern. Der er en tendens til, at folk begynder at græde, når de kommer hen i nærheden af ’sørgehuset’. Men jeg mindes også en præst, som gik i rette med en af de grædende: Vi er kristne, vi sørger ikke, som hedningerne gør!
Der findes en speciel, smuk tradition i Etiopien. De mange begravelsesgæster bliver beværtet med fx te og kogte kikærter. Kvinderne blandt de efterladte sidder på madrasser på gulvet inde i huset med tæpper over benene, mens de besøgende kommer og går i op til flere uger.
Men derefter sker der noget nyt: Naboer og venner vil lave mad og bringe den til sørgehuset for at holde et fælles måltid. Det hed sig vist engang, at det kun var for kvinderne. Men af en eller anden grund var mændene i de kristne familier også altid med. Måske har det noget at gøre med, at den gode mad er der, hvor kvinderne er?
Under alle omstændigheder oplevede jeg det som en overgangsrite. Fællesmåltidet markerede en afslutning på sørgetiden, som om gæsterne sagde til de sørgende: ”Vi ved, at I har grund til at sørge, og det respekterer vi. Men I hører til ude blandt os, der lever. Kom ud til os igen!”

Det handler om de levende, ligesom da bibelkredsen forærede mig en plante efter min fars begravelse. Og det varmede på en helt anden måde, end hvis de havde givet en buket til begravelsen af en mand, de aldrig havde kendt.

Så måske skulle vi overveje vores begravelsesskikke og spare nogle af de dyre bårebuketter. Måske skulle vi give en ged eller en blomst eller et besøg til en, der lever. Og så i øvrigt huske præstens ord: Vi har ikke grund til at sørge, som hedningerne gør.