Børn har ret til livet

 Kristendemokraterne

Inger Ottesen er byrådskandidat i Jammerbugten kommune og spidskandidat til Region Nordjylland.
Inger Ottesen er byrådskandidat i Jammerbugten kommune og spidskandidat til Region Nordjylland.

1. Hvilke tre sager er vigtigst for dig? 

– Børne-/ ungeområdet
– Socialområdet
– Infrastrukturen

2. Undersøgelser viser, at danskerne har meget lidt tillid til politikeres integritet. Hvordan sørger du for, at man kan stole på dig som politiker?
– Jeg holder mig til KD’s grundlæggende etiske vurderinger fra sag til sag. Jeg lægger ikke skjul på, hvilke rødder KD er rundet af. Jeg forbereder mig til møder og sørger for, at det jeg siger, er i overensstemmelse med det, jeg ved faktuelt, men at det også er i overensstemmelse med mine grundlæggende værdier.

3. Skal kristendommen sættes over de andre religioner i Danmark? Hvis ja, hvordan konkret?
– Den evangelisk lutherske kirke har en særstilling i Grundloven. Men vi må ikke glemme, at vi har mange andre kristne trossamfund, der er en styrke for vort land.
Den etik og moral, der er knyttet til den kristne arv, er i mine øjne uvurderlig. Det skal vi holde fast i. Den har givet os det gode samfund, som vi har i dag. Det skal vi være meget taknemmelige for.
Jeg går ind for religionsfrihed og lige rettigheder for alle. Denne ret skal vi stå ved. Det kristne grundlag er et værn mod eksklusion og forråelse af vort samfund.

4. Hvilken bibelsk figur (bortset fra Jesus) inspirerer dig mest og hvorfor?
– Salomon og hans visdomsfyldte tilgang til livet. Han er tænksom og handler ikke overilet. Det er et træk til efterfølgelse, som enhver politiker skal have med i hverdagen. Det kræver tid og etiske overvejelser, når der skal træffes beslutninger. Men tid brugt til tænksomhed er godt givet ud.
Salomon fælder en dom i forbindelse med to kvinders krav på et levende barn. Visdommen hvormed han handler, er givet af Gud. Tid til Gud og at se ham i det, der skal besluttes, bliver vigtigt.

5. Hvilket politisk område, som er knyttet til din kristne tro, brænder du mest for? Hvorfor?
– Børne- og ungeområdet. Her gemmer den etiske debat sig, som KD er optaget af. Alle børn har ret til et godt liv med muligheder for at udvikle sig til hele mennesker.
Alle børn har fra moders liv ret til at blive født. Jeg går ind for aktiv livshjælp.
Skal vi have et samfund, der er i udvikling og bæredygtigt fremad, så skal der altid være gode skole- og uddannelsestilbud. Kan vi som lokale politikere skabe gode forhold her, så kan vi være med til at løfte nationen.
En nation med overflod af omsorg for alle vil også kunne løfte andre nationer.

6. Kan du give et eksempel på en politisk sag, du kæmper for, som kommer ud fra din kristne overbevisning?
– Jeg vil arbejde for et godt samarbejdsklima i kommunalbestyrelsen. Jeg vil gerne være et godt eksempel. Jeg er sikker på, at det bliver nemmere at få svære politiske beslutninger igennem. Fx er der mange skolelukninger, og økonomi skal ikke præge hele dagsordenen.
Det kræver, at vi har vilje til at høre hinanden. Jeg ønsker for børnene, at de har mulighed for at være tæt på eget miljø. Derfor vil bevarelse af små decentrale enheder være et varmt emne.
7. Hvordan lever du konkret med din tro i hverdagen?
– Jeg er påpasselig med mit sprog. Jeg beder hver dag, synger, går i kirke og er i mange kristne sammenhænge. Jeg beder også med mine børnebørn, når de besøger mig. Troen er naturlig for mig. Det er dejligt at vide, at Gud er nær. Jeg er aldrig ene. Min mand og jeg lever med den klare bevidsthed, at Gud, han kan, og han misser aldrig sit mål.
8. Hvilken af Jesu lignelser har gjort størst indtryk på dig og hvorfor?
– Det er svært at svare på, idet de alle har dybder og kvaliteter, der ikke kan undværes. Men lignelsen om det vildfarne får er stærk. Tænk, at han aldrig slipper os.