Hvad kan vi lære?

Hvorfor vokser antallet af kristne – nogle gange nærmest eksplosivt – i mange af de områder og lande, hvor kristne forfølges? De forfulgte kristne har oplevet at komme fra mørke til lys – og de har kun Gud at stole på, siger kronikøren.

Trods forfølgelse og modstand er mange menigheder fyldt til bristepunktet. Det sker i forskellige lande, uanset om de kristne forfølges af politiske eller religiøse grunde.

I fx Cuba var der for blot nogle få år siden kun ganske få evangeliske kristne. I dag er Cuba et af de lande, hvor antallet af kristne vokser hurtigst.
For nogle år siden talte jeg med en kristen familie fra Nigeria, som netop var kommet tilbage til Danmark efter en rejse til deres hjemland.
– Mange af de kristne er blevet overfaldet, dræbt og tortureret, og kirker er blevet brændt ned, fortalte de.
Alligevel vokser mange af kirkerne, og vi så, hvordan nedbrændte kirker er blevet bygget op igen, og at der nu kommer endnu flere i dem.
Og i Kina traf jeg en ydmyg pastor for en mellemstor menighed med langt over 100.000 kristne.
Samtidig er antallet af kristne efter alt at dømme for nedadgående her i Vesten. Mange kristne ledere og forkyndere kæmper en næsten desperat kamp for at holde sammen på tropperne og om muligt få blot nogle få med.

Hvorfor vokser de?

Hvad skyldes denne forskel? Skyldes den måske forfølgelsen? Til det svarede den kendte, nu afdøde kinesiske pastor, Samuel Lam, en gang:
– Vi vokser ikke, fordi vi forfølges. Vi forfølges, fordi vi vokser.
Og Guds Ord siger det samme: Det er, når Guds Ord bliver spredt rigeligt ud til mennesker uden for kirken, at forfølgelsen og modstanden begynder (Matt. 13,21). Det ser vi også tydeligt i Apostlenes Gerninger.
Egentlig er det jo lidt forkert at tale om forfulgte kristne, som om de var en helt speciel gruppe. For Bibelen siger jo, at alle kristne før eller siden vil opleve forfølgelse på en eller anden måde (Joh. 15,20; 2. Tim. 3,12).
Når jeg her alligevel taler om ”de forfulgte kristne”, mener jeg kristne, som oplever hård forfølgelse.
Der er selvfølgelig forskel på de forfulgte kristne. De er ikke en homogen gruppe, men er forskellige ligesom os. Men der er nogle generelle tendenser, som ofte går igen.
Men hvorfor vokser antallet af kristne i mange af de forfulgte kristnes områder – i modsætning til store dele af Vesten? Lad mig pege på to vigtige og tæt forbundne faktorer.

Fra mørke til lys

Mange af de forfulgte kristne har en frimodighed, der står i skarp kontrast til mange vestlige kristne.
Det er lidt paradoksalt: De kristne, som lever under hård forfølgelse, risikerer rigtig meget, hvis de fortæller om Jesus. Alligevel vidner de om Jesus. Vi risikerer så lidt her i Vesten ved at fortælle om Jesus. Alligevel tier vi ofte og er lænket af menneskefrygt. Hvorfor?
Mange af dem, der bliver kristne i lande med forfølgelse, har en baggrund, hvor de åndelig talt har slidt sig til døde under hinduisme, buddhisme, islam eller kommunismens strenge doktriner.
Ligesom jøderne på Jesu og apostlenes tid har de lært, at den eneste vej til frelse går gennem deres egne gerninger og slid. De har virkelig lært deres egen syndighed at kende.
Men så hører de om Jesus, som døde i deres sted for at fjerne Guds vrede og straf. Og de forstår, at de har en fuldstændig tilgivelse og retfærdighed i Jesus.
Og som Jesus forklarer: Den, der får tilgivet meget, vil også elske meget (Luk. 7,36-50). På samme måde med mange af vor tids forfulgte kristne: Når det går op for dem, at Gud elsker dem, selvom de er fortabte i sig selv, kan de ikke andet end at elske ham igen, og nu er de villige til fuldt ud at leve for Jesus og vidne om ham, koste hvad det vil.
Her i Danmark derimod bliver kristendommen ofte præsenteret som et ekstra ”krydderi” i tilværelsen, som kan træde hjælpende til, når vi kæmper med fysiske eller psykiske problemer, søger efter mere mening i tilværelsen eller blot vil have lidt spræl i en grå hverdag.
For de færreste er baggrunden fx islams strenge lov, men derimod humanismens lovløshed og konsekvenserne heraf. Syndernes tilladelse har afløst syndernes forladelse.
På den baggrund ved mange forkyndere og præster, at det vækker modstand, hvis de virkelig afslører synden, taler om fortabelsen og peger hen på Jesus som den eneste frelser.
Derfor nedtoner mange desværre denne tale. Og fordi vi nedtoner det, Gud siger om sin vrede over synden og om fortabelsen, tømmer vi også forkyndelsen for evangelisk indhold. For det giver jo ikke ret megen mening at tale om Guds tilgivelse, hvis der ikke rigtig er noget at tilgive.
Konsekvensen er: ”Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.” (Luk. 7,47).
Så det er den første faktor: Jo mere det bliver stort for os, hvor meget synd Gud har tilgivet os, og hvilken pris det kostede Jesus at lide straffen for vores synd, jo mere elsker vi.
Er det mon derfor, at vi ofte er så præget af menneskefrygt og mangel på iver for Jesus – fordi vi ikke forstår, hvor meget vi har fået tilgivet?
Vi forsøger at nedtone det, Guds Ord siger om synd og fortabelse, men derved nedtoner vi også evangeliet om Guds nåde. Og derved når mange heller ikke frem til den frimodighed og brand, som mange af de forfulgte kristne har.
Husk på, at Jesus ikke kaldte os for ”jordens sukker”, men for ”jordens salt”.

Guds kraft

Vi kristne i Vesten tror ofte, at det, vi har brug for, er smartere teknikker og metoder, flere penge, bedre bygninger, mere professionelle møder og gudstjenester, de nyeste markedsføringsmetoder, mere professionel musik osv.
For de forfulgte kristne er mange af disse hjælpemidler og metoder totalt uden for rækkevidde. Alligevel vokser de ofte langt mere end mange vestlige kirker.
Hvorfor? Jo, de har kun Gud at stole på! De står menneskelig set over for så umulig en opgave, at de er nødt til at stole på Gud. I sig selv er de totalt magtesløse. Men netop derfor er de stærke i Gud (2. Kor. 12,9-10).
De forfulgte kristne har ofte ikke andre at stole på end Gud. De kan ikke som os lave sig falske krykker, som de kan forsøge at læne sig op ad. Derfor lægger de forfulgte kristne også ofte langt større vægt på bøn, end vi gør.
Som en vietnamesisk pastor sagde: ”Når vi har problemer, beder vi. Når vi har mange problemer, beder vi endnu mere.”
For nogle få år siden traf jeg en kristen pastor på Cuba. Han fortalte, at da han kom til sin nuværende menighed, kom der kun 16 mennesker.
– Nu må vi bede sammen, sagde han til sin nye menighed. Og så bad de sammen, time efter time, dag efter dag.
Efter et års tid kom kirkesamfundets tilsynsmænd på besøg i kirken for at se, hvordan det gik. Antallet af kirkegængere var skrumpet ind til otte. Resten havde givet op.
Men pastoren og de otte kristne fortsatte med at bede. Næste år kom tilsynsmændene igen. Nu kunne de næsten ikke komme ind i kirken, hvor der kom flere hundrede mennesker. Alt sammen som resultat af udholdende bøn. Hvorfor? Fordi det, der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud: At omvende mennesker (Matt. 19,26).
Hvem stoler du og din menighed på – i praksis? Er det Gud, du stoler du på – eller er det mennesker og smarte metoder? Og tror du på og brænder for at forkynde det samme budskab som de første kristne?