Fokus på Jesus

Et liv med fokus på Jesus, hvor man bruger den tro, man har, er et liv, hvor alt kan ske.

Dagens tekst begynder, hvor Jesus sendte diciplene af sted i båden, for han havde brug for at være alene. Alene med sin far i himlen. Det var kilden til den guddommelige kraft, han havde brug for, når han skulle betjene folk.

Hvis Jesus havde brug for at bruge tid alene med sin far i himlen, så har vi det virkelig også.
Men der er kamp på! Djævelen ved godt, at vi bliver stærke kristne, når vi går ind i vores lønkammer. Derfor vil han gøre alt for at holde os væk fra at være alene med Gud. Kan djævelen holde os væk fra Biblen og væk fra bønnen, så ved han, at vi bliver slatne kristne, som ikke flytter noget som helst i Guds rige, men ender som religiøse bænkevarmere.
Nej, lad os være sammen med Gud dagligt. Vi kan have så travlt med alt muligt, men vi fortryder det aldrig, når vi vælger at bruge tid i vores lønkammer.

Hvorfor Jesus?

Disciplene kæmpede i båden. Vinden var imod, og bølgerne gjorde det næsten umuligt at komme frem. Det var ikke helt ufarligt. Måske har de tænkt tanker såsom: ”Hvorfor ville Jesus sende os herud? Han vidste, at det ville være hårdt. Hvordan kan Jesus tillade, at hans disciple skal have det så hårdt?”
Vi kan næsten høre os selv klage, når vi møder modgang på vores sejlads i livet. Vi vil så gerne kunne forstå meningen med det hele, men det vi må forstå og tro på er, at Jesus holder øje med os, og han kommer aldrig for sent til at redde os. ”Frygt ikke!” siger han.

Uventet svar

Disciplene havde aldrig regnet ud, at Jesus ville komme gående på vandet for at hjælpe dem, og de havde heller ikke regnet med, at han ville komme kl. 04 om natten.
Vi kan heller ikke regne ud, hvordan eller hvornår hjælpen kommer, når vi beder Jesus om hjælp. Det vigtigste er vel også, at han har styr på dette. Men det kan være svært ikke at bekymre sig, mens man venter på, at han griber ind.

Træd ud i tro

Da Peter forstod, at det var Jesus, som gik ude på bølgerne, spurgte han om lov til at komme ud på dybet og gå sammen med Jesus. Peter var hurtig på aftrækkeren, og måske fortrød han et kort øjeblik, at han havde været så hurtig i replikken. Men selv om det var med usikre skridt, trådte han ud og gik på vandet!
Tit misser vi de skridt, som Jesus kalder os til at gå, fordi vi først med vores intellekt og forstand skal vende og dreje det hele. Ofte ender det med, at vi aldrig kommer nogen vegne. Her kan vi virkelig lære noget af Peter. Jesus kaldte ham til at gøre det umulige, og Peter trådte straks ud i tro.

Omstændigheder eller Jesus

Så længe Peters øjne var rettet mod Jesus, gik det godt. Men da han så på omstændighederne, sank han.
Her er vi tilbage ved vores lønkammer. Hvis vi ikke bruger tid på at holde vores åndelige øjne rettet mod Jesus, så synker vi. Vi plumper nok ikke så hurtig i som Peter, men over tid bliver vi kolde.
”Din tro er lille,” fik Peter at vide. Men han brugte den! De fleste af os vil nok beskrive vores tro som værende lille, og vi mener kun, at vi har fået ganske få talenter betroet. Men lad os som Peter satse det hele. Ikke grave vores talent eller tro ned, men kaste os ind i kampen. Der er brug for dig og mig og det, vi kan bidrage med i Guds rige.

Et liv tæt sammen med Jesus, hvor man bruger sin tro, er et liv, hvor alt kan ske. Både dengang og nu. Både for Peter og for os.

Matt. 14:22-33

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk

Vandringen på søen

22Jesus gav straks disciplene besked på at gå op i båden og sejle i forvejen over til den anden side af søen, mens han sendte folkemængden bort. 23Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at være alene og bede.
24Det var efterhånden blevet ud på natten. Jesus var alene på bjerget, mens disciplene var et godt stykke ude på søen, hvor de kæmpede mod bølgerne og en strid modvind.
25Kort før daggry kom Jesus ud til dem, vandrende hen over vandet. 26Da de så en skikkelse komme gående hen imod dem, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse. 27Men Jesus råbte til dem: »I skal ikke være bange – det er mig!«
28Straks råbte Peter tilbage: »Hvis det virkelig er dig, Herre, så sig til mig, at jeg skal komme ud til dig på bølgerne.« 29»Kom!« sagde Jesus.
Peter kravlede ud over bådens ræling og gik på vandet hen mod Jesus. 30Men da han så stormens rasen omkring sig, blev han bange, og han begyndte at synke.
»Herre, red mig!« råbte han.
31Øjeblikkelig rakte Jesus hånden ud og greb fat i ham. »Din tro er lille,« sagde Jesus. »Hvorfor blev du usikker?«
32Da de var kommet op i båden, lagde vinden sig. 33Alle i båden faldt på knæ for Jesus. »Du er virkelig Guds Søn!« udbrød de.