Venstre sidebanner eksempel

Min datter er blevet mut og fjern

s8_store_bigstock-Unhappy-mother-with-teenage-gi-23187845Kære Suh
Jeg skriver, fordi jeg er bekymret for min datter på 17. Hun er igennem den sidste tid blevet tiltagende mut og fjern.
Vi har nok aldrig haft den allerbedste kommunikation (pga. nogle problemer i familien), men jeg syntes egentlig, det var blevet bedre og er derfor ked af, at jeg ikke rigtig kan nå ind til hende. Når jeg spørger hende, hvordan hun har det, så svarer hun undvigende og kort, og det virker mest som om, at hun gerne vil lades i fred. Jeg vil gerne hjælpe hende med, hvad end det måtte være, men det kræver jo, at jeg ved, hvad der er er i vejen.
Hvordan kommer jeg videre med hende? Skal jeg respektere hendes behov for at være alene, eller skal jeg presse på?
KH L.

Kære L.
Jeg er ikke sikker på, at der findes et entydigt svar på dit spørgsmål, for det kan være både-og. Afhængigt af situationen. Din datter er en stor teenager, og der foregår rigtig mange ting både indeni og omkring sådan nogle. Nogle gange er det at skulle italesætte sine problemer over for en voksen, endsige sine forældre, en uoverstigelig forhindring. De antager mange gange, at den voksne ikke vil have den fjerneste mulighed for at kunne sætte sig i deres situation, og den manglende forståelse eller måske endda fordømmelse ville gøre deres situation endnu værre og sværere. Mange gange er der også en frygt for at skuffe forældrene.
Jeg synes ikke, du skal presse hende til at tale med dig – du er nødt til at respektere hendes afvisning af dig, både den fysiske og den verbale.
Samtidig synes jeg heller ikke, at du bare skal lade den ligge dér. Bliv ved med at stole på dine sanser, som fornemmer, at der er noget galt. Bliv ved med på mange forskellige måder at lade hende vide og mærke, at du stadig er der for hende – også selvom hun har afvist dig.
Prøv ud fra dit kendskab til hende at forestille dig nogle forskellige scenarier, som kunne være gældende: er hun mon bange for at ødelægge det nyligt opståede bedre fællesskab jer imellem ved at bringe et ”for tungt” emne på banen? Er hun bange for at skuffe dig/gøre dig ked af det? Er hun mon bange for, at du skal blive vred og afvise hende? Har du og hendes far haft nogle forventninger til hende, som hun måske ikke kan leve op til?
Skriv gerne de forskellige muligheder ned, og prøv derefter diskret at ”aflive” hendes frygt for disse muligheder én efter én. Det kan du gøre ved fx at sige: ”uanset, hvad det handler om, så vil far og jeg altid hjælpe og støtte dig” eller: ”det ville slet ikke være en byrde, men i stedet en stor tillidserklæring til mig, hvis du valgte at fortælle mig om dine problemer” osv. Med disse små tilkendegivelser gør du det langsomt mere og mere sikkert og trygt for din datter at kunne åbne sig for dig, når hun er parat til det.
Husk, at det værste for et barn er forældrenes afvisning/distancering, og at barnet derfor vil gå meget langt for at undgå det. Også at gå med noget tungt for sig selv.
Det er vigtigt, at dette ikke sker, og når din datter oplever, at afvisningen ikke er en risiko længere, vil hun formentlig komme til dig/jer.
Hilsen Suh