Biskops bøn
Af Kirsten Christensen, Frivadvej 91, 6800 Varde
Der har her i Ribe Stift været en del skriveri om nye gudstjenestebønner, som en af bispekandidaterne har været medforfatter til. Det er dog ikke en kommentar til disse, der er mit ærinde. Derimod ville jeg gerne, at mange flere end jeg kunne stifte bekendtskab med en bøn af Ribe-biskoppen Oluf Olesen fra 1924 – en bøn jeg hørte for nylig, og som lyder således:
Matt. 17,8: De så kun Jesus alene…
Jeg tror Guds ords vidnesbyrd om dig, Jesus Kristus, at alle mine synder er lagt på dig, og at du bar dem på dit legeme på korset.
Jeg regner dig som min personlige frelser og vil hvile i forvisningen om, at du døde i mit sted.
Jeg vil bøje mig for dig og lægge herredømmet over på dine skuldre. Du må styre mig og alt, hvad jeg er og har; jeg giver dig mine tanker, ord og gerninger; jeg er din ejendom.
Jeg vil bekende dig åbent for mennesker som min trøst i liv og død. Jeg vil stræbe efter at være dig til behag i alle ting. Du og ingen anden er og skal være mit forbillede.
Jeg vil tro dig uden at kræve følelser; jeg vil lyde dit ord uden at spørge hvorfor. Jeg vil hvile i, at alt hvad du sender mig, tjener mig til gode. Jeg vil i sorg og i glæde søge dig ved dit bord. Jeg vil gøre dig til min fortrolige i alt.
Jeg vil fastholde min første fortrøstning urokket indtil enden. Jeg er din. og jeg vil være din. Amen.
(Regnbuen. Tanker for Jesu ansigt. Oluf Olesen. Biskop over Ribe stift. Lohse 1924)