Hvorfor forlader Ulf Ekman Livets Ord?

Grundlæggerne af den store karismatiske bevægelse i Sverige, Livets Ord, har meget overraskende besluttet at gå over til den katolske kirke. De betegner det selv som ’en helt utænkelige tanke’. Men i dette eksklusive interview med Udfordringens søsterblad i Sverige, Världen Idag, fortæller de om den lange og svære proces, om hvordan deres syn på katolikker og den katolske lære har ændret sig.

Igennem længere tid har folk talt om, at Ulf Ekman nærmede sig den katolske kirke. I femten år har han talt om behovet for enhed, ikke mindst i forhold til de historiske kirker.

Da sønnen, Benjamin, sidste efterår valgte at konvertere, tog diskussionen til.
Ulf og Birgitta forklarer, at deres valg er sket uafhængigt af sønnens. De siger også, at de blev overraskede, da sønnen fortalte dem om sin beslutning.
– Vi troede længe, at han måske ville forene sig med den ortodokse kirke, for han har været interesseret i den og synes godt om den. Men så ringede han til os en dag i efteråret og fortalte, at han havde valgt at gå med i den katolske kirke. Da blev vi faktisk overraskede, fortæller Birgitta og tiløjer, at hun er glad for, at sønnen har fundet et åndeligt hjem i Lund.

Længsel efter enhed

På et tidspunkt i efteråret besluttede Ulf og Birgitta sig for at blive optaget i den katolske kirke.
– Vi har bedt, tænkt, forsket, undersøgt og spurgt Herren til råds i lang tid, siger Ulf.
– Ja, det er en proces, som har været undervejs helt fra årtusindskiftet, fortæller Birgitta.
Længslen efter kirkens enhed går dog endnu længere tilbage i tiden. Ulf nævner en oplevelse sidst i 70’erne. Han sad på en fortovsrestaurant sammen med en studiekammerat, da han pludselig begyndte at græde.
– Jeg fik en pludselig oplevelse af, hvordan Jesus oplever, at hans kirke er splittet. Det var som et lynglimt, at dette ikke behager Gud, og at Jesus sørger over det.
Oplevelsen på fortovsrestauranten dukkede op igen de seneste ti år, fortæller Ulf. I den proces, som han nu har været igennem, står opdagelsen af enheden centralt.
Ulf Ekman finder sin bibel frem og læser ordet fra Johannes 11:51-52, hvor apostlen skriver: ’Jesus skulle dø for folket; og ikke for folket alene, men også for at samle Guds adspredte børn sammen til ét’.
– I selve centrum af evangeliet ligger samlingen og foreningen. Ind imellem bruger vi evangeliet til at splitte mennesker, og det er jeg også delagtig i. Vi gør det måske ikke af ond vilje, men fordi vi lever i en meget splittet verden. Men jeg tror, at det ligger Gud meget på sinde, at vi skal forenes. Det var præcis derfor, Jesus døde.

Bad imod Paven

I starten af Livets Ords historie udtalte Ulf Ekman sig ind imellem kritisk mod den katolske kirke, og menigheden bad bl.a. imod Pavens planlagte besøg i Uppsala.
– Jeg skrev nogle kritiske artikler. Vi bad om, at Sverige måtte bevare sin evangeliske tro, når Paven kom til Uppsala, og jeg har undervist en del på bibelskolen om det. Men bortset fra det, som skete tidligt i forløbet, har vi ikke brugt særlig meget tid på disse spørgsmål. Derimod har vi afgjort været en del af den almene negativisme.
Ulf Ekman vægrer sig mod den opfattelse, at han skulle have været specielt kritisk.
– Det var ikke et altafgørende spørgsmål for os. Jeg var kritisk, ligesom så mange andre vækkelseskristne, siger han.
– Der findes jo rabiate katolik-hadere, og sådan har vi aldrig været. Men vi har været mistænksomme og endda uvidende, forklarer Birgitta.

Tror I, at den negative indstilling, som mange har til den katolske kirke, bygger på uvidenhed?
– Ja, det tror jeg absolut, siger Birgitta. – Vi udsættes jo ikke så meget for at blive influeret af den katolske kirke i Sverige. Vi har opfattet den katolske kirke her som en mindre indvandrerkirke, som man ikke stødte ret meget på.

Opgør med fordomme

De fortæller om den proces, de har været igennem. Her er fordomme blevet gjort til skamme, og ægteparret har måttet revidere deres opfattelse af forskellige katolske læresætninger. Birgitta fortæller, at hun nærmest følte sig snydt, da hun begyndte at opdage, hvad der findes i den katolske kirke.
– Da jeg opdagede alle disse positive sider, tænkte jeg: Hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt det? Nogen må have holdt det skjult for mig og alle andre frikirkefolk, tænkte jeg.
Der har været den ene aha-oplevelse efter den anden, når jeg læste om det. Forsoningen, frelsen, troen på undere, alt dette findes både stærkt og klart beskrevet – og vi vidste intet om det. Så vi har stået der og rødmet af skam, når vi har opdaget vor egen uvidenhed.
Ulf fortæller, at meget af det, han har stødt på, har provokeret ham og forandret hans syn på den katolske kirke.
– Da jeg læste den katolske lære om kirkens sociale ansvar, indså jeg, at alt det, jeg tror på, står der. Da jeg læste grundlæggende troslære, indså jeg, at det var noget, jeg altid har troet på, men som ingen andre har kunnet formulere lige så godt.

Samme forfølgelse

Birgitta sammenligner fordommene mod den katolske kirke med de fordomme, som de selv var udsat for, mens de var med i Livets Ord.
– Mennesker i Livets Ord har lidt, fordi andre mennesker har fået deres oplysninger fra Aftonbladet og Expressen. Så begyndte jeg at indse, at vi gør præcis det samme, når det gælder den katolske kirke. Vi tror, at vi ved, hvordan det er, fordi vi har læst anti-katolske bøger og har det sort på hvidt. Men som udgangspunkt drejer det sig om fordomme.
Hun nævner Maria.
– En eller anden siger måske til katolikkerne: ’I tilbeder Maria’ og de tænker: ’Nej, det gør vi ikke. Maria er et menneske og vi ville aldrig bede til Maria som vi beder til Gud’.
Så det er ikke fair at dømme en kirke eller en bevægelse ud fra sekundære kilder. Det er derfor, jeg har set det som en anledning til at få rede på, hvad de virkelig siger, ud fra deres egne skrifter.

Behov for afklaring

Ulf og Birgitta er vel vidende om, at der findes katolske læresætninger, som protestantiske kristne stiller spørgsmål ved.
I efteråret skrev Ulf Ekman en artikel i det teologiske tidsskrift Keryx, som fik stor opmærksomhed. Her beskrev han behovet for et lære-embede, som kan træffe afgørelser, hvor der er forskellige tolkninger af Bibelen. Ulf mener, at der er et stort behov for et sådant læreembede.
– For mig er det fuldstændig ubegribeligt, at man kan sige, at vi ikke har brug for et sådant læreembede. Hvis vi har fem bibelord og atten udtalelser om disse bibelord, hvem skal så afgøre det? Hvis min opfattelse vinder over din opfattelse, er det enten fordi mit intellekt er bedre end dit, at jeg har læst mere end dig, at jeg er bedre til at overbevise folk, end du er, eller at jeg er mere passioneret, end du er.
Alternativet er, at der findes et læreembede, som siger: vores troslære fortæller, at det er sådan her, man skal dømme i det spørgsmål.

Kan et sådant læreembede findes i frikirkerne, eller peger det automatisk på Paven?
– Der findes frø af dette overalt i jorden. Guds nåde over frikirkerne og protestantisk kristendom er fantastisk. Gud virker jo i alle lemmer på Kristi krop.

Men du opfatter Paven som den ultimative lærer i et sådant læreembede?
– Ja, det er han absolut. Ja, jeg tror på nødvendigheden af en yderste instans.

Reformationen

I den nævnte Keryx-artikel problematiserede Ulf endda reformationen og beskrev den som et ’ekklesiologisk trend-brud’ (ekklesiologi er læren om kirken, red.), som ændrede synet på kirken radikalt. Men han mener alligevel, at reformationen var nødvendig.
– Der var et stort behov for en reformatorisk forandring. Det, som skete, var, at det gik over i en protestantisk revolution, hvor man polariseredes fra begge sider. Og dér sker det store brud. Resultatet blev, at man efterhånden afskaffede læreembedet, og kontinuiteten blev brudt meget tydeligt. Man forsøgte at starte forfra.
Ulf Ekman ser et behov for en fortsat reformation, men spørger, om det er nødvendigt at starte forfra i hvert enkelt tilfælde.
– Resultatet af ’omstarten’ ved reformationen var ikke bare det, vi har lært – at kirken blev friere og bedre – men at kirken i stedet blev mere sekulariseret og splittet. Så efterhånden fortyndes kirkesynet, og den kristne tro bliver individualiseret.

Ren eller begrænset

Om reformationen nu også resulterede i hele den splittelse, Ulf Ekman ser, så er den siden fortsat gennem forskellige vækkelsesbevægelser, mener han.
– Der findes en tanke gennem vækkelseshistorien, at man skal ’drage ud’ fra noget, fordi de andre ikke er ’rene’ nok. Det har ført til den ene splittelse efter den anden. Man tænker nok, at hvis man gør det, så bliver man forædlet og bedre, og så bliver man stærk. Men det, vi har opdaget på vor rejse, er, at det ikke forholder sig sådan. Tværtimod. Man bliver mere begrænset.

Revitalisering

Hensigten med vækkelse – eller reformation – er ifølge Ulf Ekman at revitalisere hele Kristi legeme.
– Gud lader forskellige åndelige vækkelser komme, fordi han vil løfte noget og gøre det levende, og det er jo forunderligt. Men siden vil han gøre det nye til en del af Kristi legeme.
Da pinsevækkelsen blev til en (bredere) karismatisk vækkelse og for alvor blev en del af Kristi legeme, i stedet for bare at være isoleret, så blev det til velsignelse for alle kirkesamfund. Og nu har vi 120 millioner katolske karismatikere som et resultat af det.

Skriften alene

Hvordan ser du på begrebet Sola Scriptura (Skriften alene)?
– Det som mange i dag mener med sola scriptura er, at vi tror på Bibelen, og det er jeg selvfølgelig enig i. Man kunne lige så godt tale om Skriftens primat, som jo betyder, at vi sætter Skriften først.

Respekt for andre

Ulf og Birgitta fortæller, at erkendelsen af enhedens betydning har ført til en forandring i holdningen til andre kristne, og ikke mindst netop til katolikkerne.
– Opdagelsen af dem og fællesskabet med dem forvandlede os og provokerede og udfordrede vor egen uvidenhed og vore egne fordomme, fortæller Ulf.
– I kontakten med katolikker opdagede vi dels, hvor levende de er, hvor dygtige de er, hvor vidende de er, hvor dedikerede de er, og hvor stærke de er i troen. Det er jo noget, som vækkelseskristne tror, de selv har monopol på. Så for mig var det en nedslående oplevelse at se, at vi overhovedet ikke har monopol på det, siger Ulf.

Wilfrid Stinissen

Ulf og Birgitta fremhæver især to personer, som har betydet meget for dem i den proces, de har gennemgået. Den første er biskop Anders Arborelius.
– Hans liv og hans eksempel har talt stærkt til mig personligt, næsten lige siden den dag, da han blev biskop i december 1999, siger Ulf. Hvis der er en svensker, der har betydet noget for os i den her sag, så er det ham.
Men også Wilfrid Stinissen, som fornylig gik hjem til Herren, har spillet en vigtig rolle i Ulf og Birgittas beslutning.
– Han har været en herlig, herlig ven og far, som vi kunne sidde og tale med, fortæller Birgitta. Vi savner ham meget, for han hjalp os virkelig.

Behov for enhed

Når man taler om enhed, vil mange nok tænke på forholdet mellem mennesker frem for en organisatorisk enhed. Hvordan ser I på det?
– Alle kristne holder jo af enhed, men man mener forskellige ting med det. Det er jo rigtig fint at have et godt forhold til mennesker i forskellige (tros)samfund. Det er godt at komme ud over forskellighederne og holde op med at strides. Og selv om man ikke kan enes, kan man godt have en forsonlig og saglig indstilling til hverandre. Det er jo et godt og nødvendigt arbejde, men det er ikke tilstrækkeligt, mener Ulf.

Er det ikke nok, at vi elsker hverandre?
– Sådan siger folk i dag jo også, når de bor sammen uden at være gift. Men Jesus har ikke 20.000 hustruer, han har heller ikke et bofællesskab med nogen, men der er et konkret indre og ydre forhold med én brud, siger Ulf.

Så der skal en organisatorisk enhed til?
– Det her går tilbage til hvilket kirkesyn man har. Kirken er Kristi legeme, en struktureret enhed. Den er konkret, den er afgrænset, den er til at tage og føle på. Det er ikke en gassky, men noget, der har både en yderside og en inderside, krop og ånd. Og kroppen kan ses.
Jesus vandrede omkring i 30 år og var synlig. På samme måde må kirken have et konkret udseende. Og hvordan var det i begyndelsen? Vi karismatikere elsker jo at sige, at vi skal tilbage til Apostlenes Gerningers kristendom. Og dengang fandtes der bare én kirke, siger Ulf og ler.

Forlader Livets Ord

En konsekvens af beslutningen om at blive optaget i den katolske kirke er, at Ulf og Birgitta forlader Livets Ord.
De forlader alle bestyrelsesposter (bortset fra, at Birgitta fortsætter arbejdet med Indian Children, som hjælper fattige børn i Indien), og de forlader menigheden. Tanken om at forlade den menighed, som de elsker, har ikke gjort ægteparrets beslutning lettere.
– Der har været en stor kamp i det skjulte, for vi elsker jo vore venner i Livets Ord. Og vi har jo også startet det her. At gå fra det her for at gå et andet sted hen, det er jo egentlig den utænkelige tanke, siger Birgitta. Vi vil ikke såre nogen, ikke forskrække nogen og heller ikke nedvurdere nogen. Så det er klart, at dette har været en stor hindring på vejen.
Men overbevisningen har alligevel fået dem til at træffe denne afgørelse.
– Vi har talt, tænkt og bedt Jesus om hjælp til, hvordan vi skal gøre det. For vi indser, at vi tror på den katolske kirke og tror, den stammer fra Jesus og apostlene, og da føles det jo smerteligt ikke at kunne være en del af den. Hvad gør man? Det har været en tid med smerte, men på et eller andet tidspunkt må man tage en afgørelse, forklarer Birgitta.

Profetisk bekræftelse

Han fortæller, at han ved hver eneste vigtig skillevej i livet har fået en bekræftelse, ofte gennem en profetisk hilsen. Og denne gang var ingen undtagelse.
For nylig sendte Paven en hilsen til en konference, som Kenneth Copeland holdt i USA. Samme dag fik Ulf en telefonsamtale fra en prædikant, som netop havde været med på konferencen, men som ikke vidste noget om den situation, som Ulf og Birgitta Ekman stod i.
– Manden som ringede, fortalte, at han havde været med til det omtalte møde. Derefter råbte han i telefonen: ’Gud siger til mig: Det, I vælger er det rigtige. Det sted, hvor I er på vej hen, er det rigtige sted. Det, I føler, I skal gøre, skal I gøre. I skal gå til katolikkerne. I skal gøre det, I har valgt at gøre’. For Ulf og Birgitta blev dette endnu en bekræftelse på den beslutning, de allerede havde taget.

Reaktioner

Hvilke reaktioner har I mødt fra Livets Ords bestyrelse, da I fortalte denne nyhed?
– En reaktion: ’Ja, men det har vi jo anet længe’, siger Ulf og ler hjerteligt.
– Ulf har jo skrevet meget, som peger i den her retning, i Keryx-artikler og andet, så det er måske ikke så overraskende, forklarer Birgitta.
At en pinsemand og karismatisk pastor af Ulf Ekmans kaliber bestemmer sig for at blive optaget i den katolske kirke, er ikke noget, der sker hver dag. Det er intet mindre end en historisk begivenhed.
Både Ulf og Birgitta er glade for at kunne sige, at der ikke har været nogen konflikt i forbindelse med beslutningen, men at alt er foregået i god forståelse med menigheden Livets Ord. Det har heller ikke handlet primært om at tage afstand fra noget, men snarere om at sige ja til et kald.
Der findes ingen ydre årsag til, at jeg skulle forlade Livets Ord, at jeg skulle være blevet træt, eller at der skulle være en konflikt eller sådan noget. Tværtimod – jeg stortrives. Så egentlig er det jo meget underligt at tage sådan en beslutning.
Den eneste logiske årsag til denne beslutning er, at Gud har talt til os om det og overbevist os inderst inde om, at det var dette, vi skulle gøre, siger Ulf.
Vi har følt, at vores opgave nu var afsluttet efter 30 år. Herren sagde til os: ’Opgaven er afsluttet, men venskabet består’. Så forholdet til Livets Ord kommer selvfølgelig til at fortsætte så længe, vi lever, men det bliver naturligvis anderledes, fortsætter han.

Ny leder af LO

Det, at Livets Ord har fået Joakim Lundqvist som pastor, gør, at både Ulf og Birgitta føler en frihed til at gå videre.
Vi er så taknemmelige, fordi Gud har givet menigheden pastor Joakim. Han er en helhjertet og entusiastisk pastor. Det er sjovt. For man vil jo tage sig af sine børn, man kan ikke forlade dem, siger Birgitta.
Men det er jo også vigtigt at sige, at Joakim ikke er årsag til, at vi kan blive katolikker. Derimod kunne jeg tænke klarere, da Joakim kom. Da vi havde indsat Joakim som førstepastor, blev denne mulighed tydeligere, siger Ulf.

Ikke ny Exodus

Tror I, at flere vil gå ind i den katolske kirke som følge af jeres beslutning?
– Det her er noget dybt personligt for den enkelte, så det kan man ikke spekulere i, mener Birgitta. Det her er vort dybt gennemarbejdede skridt, og derefter må den enkelte leve sit liv med Herren og tage ansvar for det.
Men de tror ikke, at deres beslutning bliver startskuddet for ’en lang exodus’. Og de vil også pointere, at deres vej nu skilles fra Livets Ords vej.
– Vi har naturligvis ingen problemer med, at andre i vores menighed gør den samme opdagelse som vi gjorde, for vi tror, at det er baseret på sandheden. Men den beslutning, vi tager, er vores egen, og den vej, vi tager, er vores egen vej, siger Ulf.
Samtidig understreger de, at Livets Ord stadig har en vigtig rolle i arbejdet for enhed.
– Jeg tror, at Livets Ord har en funktion i at kunne nedbryde fordomme og øge forståelsen for bredden i Kristi legeme. Livets Ord har også et kald til at prædike tro og missionere, siger Ulf.

Kan ændre katolikkers syn på protestanter

Ulf og Birgitta bor i landsbyen Storvreta, ca 70 km nordvest for Uppsala.
Rent formelt vil de komme til at tilhøre Sankt Lars katolske menighed i Uppsala, men de tror selv, at de kommer til at bevæge sig i katolske miljøer både i Sverige og i udlandet.
– Vi har brugt nogle år på at forklare for vor egen sammenhæng, hvad den katolske kirker er, og hvad den ikke er. Det ville være skønt at blive en del af det, men samtidig tror jeg, at vi har en rolle med at forklare, hvordan protestanter og pinse-karismatikere tænker. Og hvordan Gud bruger dem. Enhed bygger jo på en gensidig forståelse, fra begge sider, og hvis man kan bidrage til det, er det ikke så galt, siger Ulf.

Er der stadig ting, som den katolske kirke kan lære af protestanter?
– Ja, jeg tror også, at man fra katolsk hold ser, der findes noget inden for protestantisk kristendom, som man kan sige ja til og lære af. Ikke mindst frimodig personlig evangelisation, siger Ulf.

Ser I en opgave for jer selv netop her?
– Vi kommer ikke med ’høj haleføring’, men vi kommer, fordi vi behøver det, Jesus har lagt i den katolske kirke.
Jeg har brug for sakramenterne, jeg har brug for læreembedet, jeg har brug for Paven, jeg har brug for den tradition, som de forvalter. Jeg har brug for kirken for selv at blive frelst. Så det er dybt personligt, forklarer Ulf.

Som Abraham og Sara

Ulf og Birgittas trosvandring fortsætter. For de giver ikke indtryk af at vide præcis, hvordan fremtiden kommer til at se ud.
– Vi føler os lidt ligesom Abraham og Sara. De gamle mennesker, som går til et land, de ikke rigtig kender til, siger hun og ler.
– Vi har fået lov til at leve hele vort liv i tro, og Gud lader os ikke leve på nogen anden måde. Vi har aldrig haft nogen anden tryghed end i Gud, og sådan er det også nu, siger Ulf.

 Af Lukas Berggren
Oversat af Bodil Lanting