25 år med sport og teenagere

s2_Erik KnudsenErik Knudsen fejrer sit jubilæum på Hestlund Efterskole den 8. august.

Erik Knudsen fejrer 25 års jubilæum på Hestlund Efterskole den 1. august, hvor han har undervist mindst 1200 elever i matematik, samfundsfag, geografi og ikke mindst idræt.

Hestlunds ’Mister Sport’ er optaget af at finde det bedste frem i den enkelte elev – og han glæder sig bl.a. over de gange, eleverne har vundet DM i volley. Netop kombinationen af lærer og træner giver optimale oplevelser for både ung og voksen pga. engagement og interesse for sporten. Og teenagere er en aldersgruppe, han trives med.
Lykken er derfor også, når en elev føler sig hjulpet videre, fordi det ofte er de elever, han tager livtag med, han kommer til at holde mest af. Udover undervisningen er han også afdelingsleder – en aktiv medspiller i administration, udvikling og planlægning.
For Erik har Hestlund Efterskoles kristne grundlag og menneskesyn været en altafgørende faktor for, at han stadig arbejder her:
”Det at kunne møde de unge med et budskab om, at de er Gud-skabte, værdifulde og unikke mennesker, giver en helt speciel måde at se hinanden på og et godt fællesskab”.
Erik er uddannet lærer fra Herning Seminarium i 1983, har arbejdet som konsulent i KFUM & KFUK samt været lærer på Østre Skole i Ikast, inden han kom til Hestlund Efterskole i 1989.
Privat bor Erik i Tulstrup ved Ikast, hvor han bl.a. er aktiv i Ikast KFUM & KFUK samt Fonnesbæk Y´s Men´s Club. Efter en svømmetur, gåtur med hundene eller en tur i sauna er Erik klar til en ny dag på jobbet. Han brænder stadig for efterskolelivet. Lærerrollen har ændret sig, men det har engagementet ikke.
Dagen fejres den 8. august fra 14.30-17.00 med en reception på Hestlund Efterskole, hvor alle er meget velkomne.
Hanne Baltzer