Sort dag på begge sider – krigen gået ind i dødelig fase
Såvel palæstinensere som israelere oplevede dagen i går som den hidtil mest sorte under krigen i Gaza. hvorunder Israel meldte om 13 dræbte soldater fra Golani-brigaden og palæstinenserne om 87 dræbte.
Krigen er nu nået ind i en svært dødelig fase.
Til trods for israelske ødelæggelser af et stort antal raket-afskydningsramper i Gaza, fortsætter raketafskydningen mod Israel derfra, og nu til morgen meldes om svær raket-ild mod Sdeot og Sha’ar HaNegev. Værst ramt var Sderot, der blev beskudt flere gange. En bygning i byen blev ramt og brød i brand.
Raketsalverne kom kort efter, at to terroristceller dukkede op fra den samme tunnel fra Gaza til Israel. De to grupper infiltrerede ind i Israel mellem kibbutzerne Erez og Nir Am. Efter to timer,
hvorunder kibbutzmedlemmerne var instrueret om at forblive hjemme og låse deres døre, blev vejene lukket for trafik syd for Ashkelon. Militæret dræbte infiltratorerne.
De første skud hørtes kl. 6.40 i morges, hvorefter beboerne i flere sydlige områder, omfattende Nirim og Kissufim, blev opfordret til at blive indendørs.
De intense kampe i bydelen Shuja’iyya fortsatte natten til mandag. Herunder dræbte israelsk militær 10 terrorister, oplyser en militær talsmand. Ved at finkæmme området fandt militæret en terrortunnel, der blev ødelagt.
Et dilemma
Den israelske klummeskriveren Nahum Barnea skriver i dag: – Regeringen er konfronteret med et svært dilemma. Skal styrkerne bevæge sig fremad, dybt ind i Gaza, og risikere tabet af mange soldater og massedrab af palæstinensiske civilpersoner – eller trække sig tilbage, mens det bliver beskudt og give Hamas sejren?
Hamas har mistet indflydelse
Barena skriver videre:- Meget har ændret sig på den arabiske side siden operation “Cast Lead” omkring årsskiftet 2008-09. Den dobbelte revolution i Egypten har givet Hamas en bitter fjende: Et Egypten ledet af general Abdel Fattahl-Sisi. Hamas er blevet svækket, og den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, er blevet styrket. Hamas blev tvunget til at hilse oprettelsen af en palæstinensisk enhedsregering velkommen – en regering, hvor den ikke er repræsenteret. Aftalen var fingeret, men den åbnede døren for Abbas’ tilbagevenden til Gaza. Det synes, som om den israelske regering er begyndt at forstå, at Abbas ikke er problemet, men snarere løsningen.
Statsminister Benyamin Netanyahu siger: – Vi bøjer vores hoveder for de faldne soldater. Deres død smerter, men Israel fortsætter Gaza-operationen for fuld kraft.