Velskrevet ”must”-album
Sing-and-songwriter på den fede måde!
”All Sons and Daugthers” er ude med deres 2. studiealbum og deres 3. album i alt. De har eksisteret siden 2009, og deres popularitet har siden deres første album været stigende. Det er moderne folk-musik og læner sig meget op af andre dygtige kunstnere i samme genre; ”Mumford and Sons”, ”The Civil war” og lignende.
Jordan og David Leonard er bandet, som bliver båret meget af deres akustiske guitar, klaver og rytme i baggrunden. Der er mange andre instrumenter og strygere, men det er primært de 2 instrumenter, der bærer sangene.
Sangene er stort set alle sammen selvskrevne, bortset fra et par enkelte sange. For eksempel er der blevet plads til ”Leelands” sang ”Christ be all around me”. Det er dog ”All Sons and Daughters”-præget hele vejen igennem.
Stort set alle sange bærer et stort præg af en enorm ro. Når man laver tingene så low-key, som Jordan og David gør det, så er det utrolig svært at bevare intensiteten. Det er et af de få sing-and-songwriters, hvor jeg ikke mister interessen ved at lytte til hele albummet og intenst være med i musikken.
De holder den samme folk-fornemmelse hele vejen igennem, hvor alle sangene er flerstemmige, og deres opbygning af musikken er ikke raketforskning. Det er svært at sætte ord på, hvad der gør ”All Sons and Daughters” så specielle fra andre i samme genre. Det er bare fængende og ærligt.
Hvis du er til velskrevet folk-musik og kan leve uden upbeatet gulvtrampemusik, så er ”All Sons and Daughters” et ”must”-album. Roen og intensiten får du svært ved at finde andre steder.
Filip Simonsen