En nat i februar 1945

Kamma Ankjærøs familie var selv involveret i frihedskampen under 2. verdenskrig. Bl.a. ved at forsyne nedkastningchef Jens Toldstrups (billedet) folk med brændstof.
Kamma Ankjærøs familie var selv involveret i frihedskampen under 2. verdenskrig. Bl.a. ved at forsyne nedkastningchef Jens Toldstrups (billedet) folk med brændstof.

“Den aarhusianske massemorder” er titlen på bogen om “Bothildsen Nielsens hævntogt og Petergruppen i Aarhus”. Forfatterne er Jens Kaiser, tidligere redaktør af Jyllands-Postens Aarhus-udgave JP Aarhus, og Søren Tange Rasmussen, cand. mag. i historie og leder af Besættelsesmuseet, en afdeling af Den Gamle By. Bogen er, som der står i forordet: “Beretningen om den værste blandt de værste under Besættelsen – og hvorfor det gik så galt.” Ved retsopgøret blev han dødsdømt for 55 drab. Massemorderen fra Ny Munkegade 66 vidste meget om mange, og alt, hvad han vidste, blev brugt imod dem, hvilket fremgår af bogen med uhyggelig tydelighed.

Men hvad han ikke vidste, var, at i en ejendom lidt længere oppe i gaden kom Jens Toldstrup, nedkastningschefen i Jylland, en dag og aftalte med min far, som var autoforhandler, at modstandsfolk kunne hente brændsel til deres bilers gasgeneratorer i garagegården Ny Munkegade 74, hvor min far havde et lager. Bothildsen Nielsen vidste heller ikke, at min bror og hans kammerater om natten kørte ud til nedkastningspladserne i Frijsenborgskovene og hentede våben til sabotageaktioner. På et tidspunkt blev det for risikabelt for min bror at have adresse og opbevare våben i Ny Munkegade, og en aften i februar 1945, fastelavnsmandag, gik han “under jorden”.

Af sikkerhedshensyn fortalte han os ikke hvorhen. Godt det samme, for natten efter hørte vi en rude blive knust i kælderen til gårdsiden, og et øjeblik efter ringede det på hoveddøren til vores lejlighed i stueetagen. Min far var sengeliggende på grund af en svær bronkitis, og hans seng derfor flyttet ind i varmen i stuen. Min mor fik hastigt illegale blade stoppet i kakkelovnen, mens jeg var på vej ud for at lukke op. “Må jeg få den gadedør låst op, ellers skyder jeg låsen i stykker!,” lød kommandoen fra danskeren, der sammen med en Gestapomand stod udenfor på trappen. I havegangen var der flere Gestapofolk, og en bil ventede på dem. Mens Gestapomanden læste navnene, heriblandt min brors, op fra en liste, henvendte min mor sig – med isnende stemme – til danskeren: “Er De dansk?.” “Ja,” lød svaret, uden tegn på skam.

Min mor sagde ikke mere, så kun med foragt på ham. Gestapomanden viste et menneskeligt ansigt: “Ruhig, ruhig,” beroligede han min far, da han så, hvor oprevet og syg han var. Vi kunne med sandhed sige, at vi ikke vidste, hvor min bror var. Frihedskampen var også en kamp for den ytringsfrihed, som i dag i politisk korrekthed skændigt bliver misbrugt både til forvanskning af modstandskampen og ringeagt af, hvad der blev kæmpet for. Det er en hån mod dem, blandt andre Hvidsten Gruppen, der skrev de breve, som er gengivet i bogen “De sidste timer. Afskedsbreve fra de henrettede danske patrioter”. Det er bevægende at læse deres udtryk for, hvad “Gud, konge og fædreland” betød for dem. Frihedskampen blev også kæmpet “med et Fadervor i pagt”. I dag er Fadervor forbudt i folkeskolen, fordi det er indoktrinerende efter nogles mening. Det er sikkert de samme, der kunne finde på at forbyde “I Danmark er jeg født”, fordi den er nationalistisk. Der er stadig grund til at spørge: “Er De dansk?”

Kamma Ankjærø
Ny Munkegade 80
Aarhus C