Nydefinerede mig

Nogle gange kan vi vide noget i rigtig lang tid, før det går op for os. Sådan er det i hvert fald for mig. Så en weekend i februar fik jeg mig lidt af en øjenåbner.

Jeg var på en retrætelejr og havde i weekendens løb fået øje på en hel del ting i mit liv, som ikke var, som Gud ønskede dem – og som stod i vejen for at få Gud så tæt på, som jeg ønskede.
Den sidste aften var præget af syndsbekendelse og omvendelse. Vi skulle skrive de ting ned, som vi ønskede at omvende os fra, give dem til Jesus – og fik i stedet et rent stykke papir.
Det var jeg helt med på. Gud havde i løbet af weekenden også mindet mig om sin store nåde, så selvom min skyld var stor, var jeg tryg ved og kunne hvile i, at Guds nåde var større.

Men lige i det øjeblik, hvor jeg skal til at aflevere mine nedskrevne synder, er der noget, der går op for mig. Det bliver helt tydeligt, at hvis jeg giver min synd til Jesus, så kan jeg ikke beholde dem samtidig. Så kan jeg ikke længere gemme mig bag mine hofsynder og sige ”Jeg er jo bare sådan og sådan. Det kæmper jeg altid med.” For hvis jeg slipper retten til mine synder, ved at lade Jesus slette dem, så kan jeg ikke samtidig definere mig selv ud fra dem.

Helt ærligt, hvor absurd det end virker, så fik det mig til at tøve et øjeblik. Jamen, hvor dum kan man være? Åbenbart cirka så dum som mig, når jeg frygter livet i frihed mere end den bundethed, som synden er! For den så jo så tryg og velkendt ud – altså synden – og min kødelige natur kunne lide den. Gud kaldte mig bare til noget langt bedre.
Så, jeg gjorde det, jeg gav slip. Slip på min ret til at være alt det dårlige. Det betyder ikke, at jeg aldrig kan falde på de områder igen. Eller at jeg har styr på alt. Men det betyder, at Gud har renset
mig for den synd i sådan en grad, at den ikke længere er mig.

Det vilde er, at selvom det snart er seks uger siden, så er jeg faktisk ikke den samme – ikke på det punkt i hvert fald. Jeg må bare konstatere, at Jesus’ betaling på korset holder hele vejen. Også helt ud i hverdagen.