Religionsfrihed: Det går ad hekkenfeldt til
I anledning af konferencen om Religionsfrihed, Religionsforfølgelse og Mission på Dansk Bibel-Institut fredag d. 27. marts, vurderer Jonas Adelin Jørgensen, hvordan det går med religionsfriheden.
”Tavshed i mødet med det onde er ondt i sig selv. Gud vil ikke regne os for skyldfri. At lade være med at tale svarer til at tale. At lade være med at handle svarer til at handle.”
Dietrich Bonhoeffer, Modstand og hengivelse.
I dag ser udviklingen for religionsfriheden mørk og truende ud mange steder. I flere lande er udviklingen gået fra dårlig til værre, og barbari med religiøst fortegn er blevet ugentlige begivenheder i internationale medier.
Ved indledningen til høringen om religionsfrihed og forfølgelse af kristne i Folketinget, d. 12. november 2014 sagde direktøren for Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen, at det ’går ad hekkenfeldt til’ for religionsfriheden.
Ikke frihed i 64 lande
Forskning omkring religionsfrihed (Pew Research, Human Rights Watch, FN og det amerikanske udenrigsministerium) viser, at i 64 ud af verdens 198 stater, dvs. 1/3 af alle verdens lande, hvor omkring 70% af jordens befolkning bor, var religionsfriheden i 2012-2013 enten stærkt begrænset eller ikke-eksisterende.
Især i Mellemøsten
Især i Mellemøsten og Nordafrika er problemet blevet større i de senere år, i forbindelse med eller i forlængelse af det arabiske forår.
Når det går af hekkenfeldt til, handler det for det første om, at religionsfriheden mange steder bliver mindre, og diskrimination og chikane vokser.
Især er forfølgelsen af kristne i lande som Irak, Syrien og Egypten vokset kraftigt de sidste par år. Irak havde næsten 2 millioner kristne indbyggere, da Saddam Hussein faldt.
I dag er der mindre end 100.000 tilbage. Resten er flygtet eller dræbt.
I Syrien har de ældgamle kirker holdt deres sidste gudstjenester i byer som Mosul. I byen Raqqah i Syrien har ISIS givet de kristne valget mellem at konvertere til islam eller blive erklæret som fjender.
I Egypten prøver den koptiske kirke at holde stand, men de seneste begivenheder med drab på koptiske kristne i Libyen betyder, at mange er på spring til Vesten. Saudi Arabien anerkender islam som statsreligion, og styret er sunni-muslimsk. Alle andre former for religion, inklusive andre former for islam, er forbudt ved lov.
Bombe-angreb i Pakistan
I Pakistan ser vi bombeangreb på kristne kirker og på skoler med kristne elever.
Pakistan har længe haft blasfemilovgivning, som har tjent til at marginalisere den islamiske minoritetsgruppe Ahmadiyya.
Det drejer sig om love, som begrænser religionsfriheden, og som sanktionerer den sociale religiøse intolerance, og der er rapporter om et antal personer, som er dømte og fængslede efter blasfemilovene.
Samtidig har der i det seneste år været en ændret officiel tone i forhold til vold og forfølgelse af religiøse minoriteter som shiamuslimer og kristne, hvor der har været officielle fordømmelser af bombninger af moskeer og kirker, dog uden at det er lykkedes myndighederne at anholde gerningsmændene.
Hinduer forfølger også
I Indien hævder den magtfulde populistiske og nationalistiske bevægelse Hindutva og dens politiske gren BJP, som for tiden er regeringsparti, suverænitet for hinduer i lokale områder.
Syv delstater har indført anti-konversionslove som følge af de nationalistiske bevægelsers lobbyvirksomhed. Lovene indeholder alle et forbud mod omvendelse ’med svigefulde midler’, som dog ikke er nærmere karakteriseret.
Ironisk nok har de delstater, som har anti-konversionslove, samtidigt en høj rate af vold mod religiøse minoriteter, fx muslimer i Gujarat og kristne i Madhya Pradesh.
Boko Haram
Situationen i Indien og Pakistan har paralleller i Nigeria, hvor de to hovedregioner – nord og syd – udgør to religiøse og politiske blokke, som konkurrerer om den politiske og økonomiske magt, og hvor den ekstremistiske islamiske bevægelse Boko Haram har været en stor udfordring.
Samtidig har centralmagten i Nigeria forholdt sig ganske passivt, og det er først i de seneste måneder, at den nigerianske hær har taget kampen op mod bevægelsen.
Håb?
Håbstegnene må vi også have med: Her er tale om vanskelige konflikter, hvor religion og religiøse ledere spiller en positiv rolle i forhold til at løse konflikten.
Jeg tænker specielt på Cypern, hvor religiøse ledere har spillet en central rolle i fredsforhandlingerne mellem Tyrkiet og Grækenland.
I Vietnam er religiøse ledere modige i den politiske opposition, hvor de kritiserer regeringen. Også Indien kan fremvise håbstegn, nemlig hvor præsident Modi i hvert fald på et retorisk plan har bekræftet religionsfrihed.
Så mangler vi blot at se handling bag ordene!