Jeg er blevet en kaktus som stikker alt og alle

Kære Orla Lindskov.
Jeg synes efterhånden, at alt her i livet er så tordnende uperfekt. Ikke mindst mit eget helbred. Jeg er virkeligt nu begyndt at falde af på den. Det sker allerede nu, selv om jeg kun er en mand på 58. Det overrasker mig.
Jeg har fået så mange skavanker efterhånden. Her til sidst har jeg fået at vide, at mit hjerte og mit kredsløb er begyndt at fungere dårligt.
Jeg er også, uden at jeg egentlig rigtigt har lagt mærke til det, blevet overvægtig. Det er kommet stille og roligt.
Jeg skriver til dig, fordi jeg har fået et nummer af Udfordringen af en arbejdskammerat, som er kristen.
Alligevel synes jeg, han er helt almindelig. Han virker ikke særlig kristen i min forstand. Han har af og til trådt mig over tæerne. Men det har jeg vel også selv gjort ved nogle stykker. Han tilhører en frimenighed. Men jeg kan faktisk godt lide ham.
Når jeg tænker på det, synes jeg som sagt, at der er så meget, der er uperfekt alle steder. Mine gamle forældre, min kone, mine børn og også mine arbejdskammerater. Jeg synes, de gør og siger så mange dumme ting. Ting, som provokerer og irriterer mig. Ja, selv politikerne, som udtaler sig i fjernsynet, irriterer mig.
Jeg har ikke noget godt forhold til mine gamle forældre. De har såret mig meget.
Nu og da når vi er sammen med dem, siger min kone, at jeg er ond ved dem.
Det kan godt være, det er sandt. Men jeg har svært ved at styre det. Min kone siger, at jeg er et såret menneske.
Jeg har ikke rigtigt nogen venner mere. De har forladt mig en efter en. Det synes jeg er uretfærdigt. Jeg er skuffet over dem, og nu afviser de mig helt med undskyldninger, når jeg kontakter dem. Så jeg kontakter dem ikke mere.
Jeg er faktisk meget følsom af natur. Min kone siger, at det er den side af mig, hun holder mest af.
Men jeg er ensom. Som sagt: nu kontakter jeg ikke mine venner mere.
Min kone siger, at jeg er begyndt at mure mig inde, og at jeg nu er blevet lidt af en kaktus, fordi jeg stikker til alt og alle. Også til hende.
Min arbejdskammerat, som gav mig Udfordringen, siger, at jeg skal gå til et af dine møder og blive bedt for. Det har hjulpet ham, siger han.
Kan du skrive til mig og fortælle mig tid og sted. Som du kan se på min afsender-adresse bor jeg i København.
Venlig hilsen
K.

Svar:

Vov at tilgive og vise tillid til andre

Kære K.

Jeg har allerede sendt dig min mødeplan for København.
Men her følger så noget, jeg gerne vil sige til dig, efter at jeg har læst dit brev:
Ifølge Bibelens beretning lever vi i en verden, der er uperfekt. Uperfekt blev vores verden ved Syndefaldet. Syndefaldet var Adam og Eva årsagen til. Alt det kan du selv læse om i starten af Bibelen.
Syndefaldet var ikke Guds plan. Men Syndefaldet har menneskene lidt under lige siden.
Ingen mennesker, hverken forældre, ægtefæller, kristne eller børn er fejlfri. Alle kan derfor komme til at såre hinanden og gøre noget dumt.
Derfor har vi alle behov for at kunne tilgive. Og vi har også behov for at blive tilgivet.
Det er vigtigt, at vi ser det onde i øjnene, både hos andre, men sandelig også hos os selv. Det er forudsætningen for tilgivelse og for, at vi kan komme videre i vores liv.
Langt de fleste har oplevet kritik og afvisning, uretfærdighed og skuffelser, konflikter og kriser. Både i og udenfor familien, og det er det, du oplever nu.
Forbavsende mange har oplevet forbavsende meget, som var ondt og vanskeligt.
Når sådan noget sker for det følsomme, sårbare menneske, begår han eller hun ofte den fejl at mure sig inde og at mure andre ude. Det er nok det, din kone mener, der sker for dig nu, og det medfører ensomhed.
Derfor, kære K, pas på med ikke at havne i negativitet overfor alt og alle.
Dine kone siger, at du er blevet lidt af en kaktus, fordi du stikker til alt og alle. Også til hende.
Men vi skal huske, at kaktussen faktisk har pigge for at beskytte sig.
Jeg tror, at din kaktus-opførsel skyldes en ubearbejdet angst, som du går med. Måske angst for afvisning. Angst for skuffelser. Angst tager energi og styrke ud af din krop. Påvirker helbredet dårligt.
Gud har ikke skabt os mennesker som kaktusser. For at blive i planteriget, så har Gud snarere skabt os som slyngplanter, der trænger til hinanden; som trænger til hinanden at klynge os til; som trænger til nærhed fra hinanden.
Nu har du altså oplevet tab og svigt; senest fra dine venner, som har forladt dig, så du nu murer dig inde.
Men vi mennesker er nu engang sådan, at når vi stiller spørgsmålet: ”Holder du af mig?” så har vi brug for at få det besvaret med et ”ja”, som vi næsten kan tage og føle på.
Du skriver, at du ikke rigtigt har nogen venner mere. De har forladt dig en efter en. Det synes du er uretfærdigt. Du er skuffet over dem.
Men har du nogensinde tænkt over, hvorfor de har forladt dig?
Jesus siger: – ”Giv, og der skal gives jer.” – Det er faktisk fundamentet under ethvert venskab og under ethvert godt forhold mellem mennesker. Har du ydet og givet rimeligt til dine venner ?
Som situationen er nu, må du i hvert fald ikke mure dig inde. Jeg tror, du skal blive ved med at kontakte dine venner.
Du kan fx gøre det utraditionelt. Ring til ham, der sidst har forladt dig og spørg:
”Holder du ikke af mig mere?”
Så svarer han måske: – ”Joooh, — men –”
Efter det men skal du lytte godt efter, hvad han siger. For da får du måske en forklaring, som gør dig klogere på dine venners opførsel. Men sandelig også en forklaring, der gør dig klogere på din egen opførsel og på dig selv.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov.

Min oplevelse:

Kære Orla Lindskov
Jeg vil hermed gerne sige dig tak for stor lægedom og trøst til sind, hjerte og tanker via din tilsendte salvedug.
Kærligst
I.M.