Hvad du formentlig ikke vidste om de hellige tre konger…

Anne Catherine Emmerich beskrev vismændene og deres lange rejse ud fra sine omfattende visioner, som ingen endnu har kunnet bortforklare.

Vi har netop fejret Hellig Tre Konger den 6. januar. Men det er meget lidt, vi véd om de tre vise mænd, som dukkede op i Betlehem med guld, røgelse og myrra. Og dog…

Anne Catherine Emmerich var en fattig tysk kvinde, som gennem sit korte liv – fyldt med sygdom og lidelser – oplevede meget omfattende og detaljerede visioner om Jesu liv og om mange andre personer fra Bibelen – bl.a. de tre vise mænd.
Faktisk havde Anne Catherine kun fire måneders skolegang, og hun skrev ikke selv sine visioner ned. Det gjorde derimod en kendt tysk romantisk forfatter, Clemens Brentano (1778-1842).
Brentano levede ellers et verdsligt liv, men under en depression i 1817 ledte digteren og veninden Luise Hensel ham tilbage til troen, og han konverterede til katolicismen. Han hørte om en tidligere nonne i Dülmen i Vestphalen i Sydtyskland, Anne Catharine Emmerich, som havde overnaturlige visioner om bl.a. Jesu liv.
Interesseret rejste Brentano i 1818 ned til den lille landsby, hvor han dag for dag besøgte den nu delvis lammede Anne Catherine de sidste år af hendes korte liv. Hun kaldte ham for ”pilgrimmen”. Hun havde set ham i sine syner og genkendte ham, da han trådte ind.
Omhyggeligt nedskrev Brentano, hvad Anne Catherine detaljeret kunne fortælle. Selv efterprøvede han mange af oplysningerne, ligesom andre senere har gjort uden at kunne forklare, hvordan en lille kvinde uden nogen viden eller rejser i de områder, hun beskrev, kunne vide alle disse detaljer. Hundrede år efter hendes død fandt man fx frem til det hus i nærheden af Efesus, som Anne Catherine havde beskrevet som Marias sidste hjem, efter at Jesu mor var flygtet hertil sammen med apostlen Johannes.

Hvem var hun?

Anne Catherine Emmerich blev født 1774 nær Coesfeld i Westphalen i det sydlige Tyskland.
Fra fødslen var hun svagelig og blev straks døbt af frygt for, at hun ikke skulle overleve.
Allerede fra hun var et lille barn var hun meget åndeligt følsom. Hun oplevede at blive ført tilbage til Bibelens tider og steder i ånden, og det fortsatte livet igennem, så hun detaljeret kunne beskrive personer og begivenheder.
Efter hårdt landarbejde og en læretid som syerske ønskede hun som 16-årig at komme i et kloster, men de fattige forældrene modsatte sig det.
Anne Catherine klarede sig derefter som omvandrende syerske, og hun var mere end almindeligt medlidende over for syge og nødlidende. Hun begyndte at ”påtage sig” andres sygdomme, hvis hun oplevede, at nogen ikke havde styrke eller tålmodighed til at bære sygdommen selv.
Selv om dette naturligvis strider imod både vores fornuft og teologi i dag, så gennemlevede Anne Catherine åbenbart ofte sygdomme, som hun havde påtaget sig af medlidenhed og i sin inderlige efterfølgelse af Jesus.
I 1802 blev hun endelig optaget i klosteret Agnethenberg i Dülmen efter først at have arbejdet gratis hos en fattig organist, da klosteret stillede som betingelse for hendes optagelse, at hun kunne betjene orgelet.
I de kommende år manglede hun ofte penge, men modtog ofte så mirakuløst penge som svar på bøn, at hun blev mistænkt for at have stjålet dem.
Også hendes overnaturlige oplevelser fik de mindre fromme medsøstre i klosteret til at mistænke hende for at være heks, hvilket de dog snart fandt ud af slet ikke var tilfældet.

Napoleons bror forbød kirkelige institutioner

I 1811 forbød kejser Napoleons bror, Jérôme-Napoléon Bonaparte, hvis bror kort før havde indtaget dén del af Tyskland, alle gejstlige institutioner.
Klosteret måtte derfor lukke, og Anne Catherine flyttede dødssyg ind på et lejet værelse. Her passede hendes hensynsløse søster hende.
Fra 1813 levede hun i en lang periode kun af vand, mens hun havde sine visioner og stigmatiseringer, og hendes læge dr. Wesener konstaterede, at hun under en henrykkelse endda svævede vægtløs over sengen.
Folk kom til hende for at blive helbredt ved at røre ved hendes stigmatiserede Jesus-sår.

Ateistisk modstand

Samtidig førte ateister og rationalister en kampagne mod åbenbaringerne, og Anne Catherine blev beskyldt for svindel.
En statskontrolleret undersøgelse blev iværksat. Flere læger holdt på skift vagt og undersøgte den stakkels svage patient for at afsløre den ”religiøse svindel”.
Efter to ugers intense og nedværdigende undersøgelser måtte de erkende, at stigmatiseringerne var reelle nok og ikke kunne forklares.

Ikke bare legender om De Hellige Tre Konger

Matthæusevangeliet kap. 2,1-2 fortæller:
”Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.”
I tidens løb er der fortalt mange legender om de tre, som man har kaldt for kongerne Caspar (en hvid europæer) Melchior (en gul asiater) og Balthazar (en sort afrikaner.)
Det fortælles også, at de tre blev døbt af apostlen Thomas (som rejste til bl.a. Indien), og at de døde i Armenien. Men det sidste er tvivlsomt.
Man véd nemlig, at Kejser Konstantins troende moder, den hellige Helena, under sin efterforskning i Jerusalem år 325 fandt frem til de vise mænds jordiske knogler. Hun bragte relikvierne til Konstantinopel (Istanbul), hvor de blev opbevaret i Hagia Sofia katedralen (senere omdannet til moské).
Herfra blev de foræret til Milano, hvor man byggede en ny basilika til knoglerne.
Da Frederik af Barbarossa i 1164 erobrede Milano, blev relikvierne sendt til domkirken Kölner Dom. Den blev herefter et af Europas største valfartssteder. Senere sendte tyskerne for venskabs skyld nogle af de hellige tre kongers rester tilbage til Milano.

Hvad så seeren?

Da Anne Catherine Emmerich åbenbart har haft ret mht. nogle af sine andre overnaturlige iagttagelser, er det interessant at læse, hvad hun kunne fortælle om vismændene.
Anne Catherine fulgte dag for dag i sine visioner de tre vise mænd på deres rejse.
Det er imidlertid utroligt detaljeret – lige fra påklædning til madvarer – så vi vil her nøjes med nogle få oplysninger.

Stjernekikkert på pyramide

ACE ”ser” ligesom svævende henover jorden to af kongerne, kaldet Mensor og en mørklødet Sair i et fælles pyramideformet tårn, hvor de stirrer på stjernerne gennem lange rør. Stedet ligger i nærheden af Abrahams første bosted, efter at han rejste ud (dvs. Haram på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien, som netop er kendt for sin okkulte astrologi, red.).
De ser efter ”Jakobs stjerne” med en hale (ligesom en komet), og stjernen deler sig. Herefter viser der sig et billede af jomfruen med et strålende barn. Ved hans højre hånd voksede en kvist frem, der bærer en blomst, som et lille tårn med flere indgange. Dette tårn forvandles til en by.
Det fremgår ikke, om det var et syn, eller om det var et stjernebillede, de så. Men billedet minder om stjernebilledet Jomfruen, hvor jomfruen på gamle billeder bærer et aks og en kvist, sådan som det også er omtalt i Messias-profetien i Esajas bog kap. 11.
Ifølge dokumentationen i min bog om ”Jesus i stjernerne” var Betlehemsstjernen en konjunktion af Venus, Jupiter og Regulus, som stod tæt bagved hinanden og derved så ud som én kæmpe stjerne. Jupiter og Venus skiltes og mødtes igen. Det kan have set ud som om ”stjernen” deltes.

Tidligere fødsel

Dette sker samtidigt med Jesu fødsel – som ACE siger oprindeligt skete den 25. november, men fejringen blev senere rykket en måned af kirken for at passe med solhvervsfejringen.
(Vi ved, at fødselsdagen ikke blev fejret af den første kirke, som betragtede påsken som den afgørende begivenhed. Men efter at kristendommen blev statsreligion, begyndte man at fejre Jesus fødseldag.
Og der er også blandt bibeltroende usikkerhed om, hvilken dato og hvilket år, det var.)

700 timer på dromedar

Straks den 24. eller 25. november tager de to astrologiske høvdinge af sted.
Den tredie, Theokino, ser selv stjernefænomenet på sit eget sted og haster afsted med sin karavane for at slutte sig til de andre, som han kender.
De rejser ca. 700 timer i alt, svarende til ca. 60 dage. Men fordi de haster afsted også om natten på deres dromedarer og heste, tager rejsen dem kun en måned og 13 dage. Fra gammel tid har man regnet med, at vismændene ankom den 6. januar til Betlehem.

Jakobs stjerne

Undervejs (efter 54-60 timer) besøger de en by, som ACE husker som Causur og forbinder med Job og med den hedenske profet Bileam, der mod sin vilje profeterede velsignelse over jøderne, selv om han var lejet af den lokale konge til at forbande dem. Bileam profeterede ved den lejlighed også om den kommende Messias: ”Jeg ser ham komme – dog ikke endnu. Jeg skuer ham i det fjerne. En stjerne stiger op fra Jakob, en konge fremstår fra Israel.” (4. Mos. 124,17)
I 1967 opdagede arkæologer en inskription i et tempel i Deir Alla i Jordan om profeten Bileam, som bekræftede, at han var en historisk person.
ACE har set, at Bileams efterfølgere byggede et højt pyramide-tårn og nedskrev stjerne-observationer. Men deres astrologi førte til hæslige ofringer af børn.
Der var dog tre brødres slægter, som gennem 500 år holdt fast ved Bileams oprindelige Messias-forventing, og hvis døtre fortsatte med at profetere om barnet, der skulle komme. De hellige tre konger var høvdinge for disse tre stammer, og selv om deres ansigtskulører gennem mange generationers giftermal med andre stammer varierede fra brun over gul til hvid, så var de i slægt og havde det fælles stjernetårn.

Hvor kom de fra?

Ud fra ACEs detaljerede beskrivelser ser det ud til, at Mensor, den brune, var en kaldæer fra det nuværende Irak. Hun husker hans by som Acajaja, der lå på en ø i en flod. (I 1839, atten år efter, fandt forfatteren stedet i et leksikon: ”Achajacula, et slot på en ø i Eufrat i Mesopotamien.”)
Kaldæerne var netop kendt for deres stjerne-dyrkelse. Ordet Kalda betyder netop stjernebillederne.

Sairs bjergland husker hun som lyden ’partherme’. Det lå syd for et hav. Forfatteren Bretano beskrev dette folk som ukendt, men i dag ved vi, at patherne var et folk netop syd for det store kaspiske hav mellem Irak og Iran. Fra 247 f.Kr. – 224 e.Kr. voksede parthernes land til et stort iransk emperium, men blev så slået af romerne.
Faktisk var Zarathustras lære parthernes officielle religion. Filosofien lægger vægt på frihed til at vælge at følge det gode og sandheden for at blive visere og forenet med Skaberen (Avesta). Nogle ser ligheder mellem jødedom/kristendommen og Zarathustras lære, som indeholder en profetisk forudsigelse af den kommende Kristus. Dette passer godt med, at Sair og hans venner forventede og opsøgte den Messias, de havde forudset i stjernene.

Theokeno, den lyseste og rigeste af de tre, kom fra et land, der lå højere oppe og kaldtes Media, og lå mellem to have, fortæller ACE.
I dag ved vi, at Mederne var et stort folk mellem Babylon (Irak) og Parternes land (nord-Iran). Det strakte sig op mellem de to have – Sortehavet og Det Kaspiske hav. Op imod det oprindelige Armenien, hvor Noahs Ark strandede. Da det mediske imperium var størst, ca. 625-550 f.Kr., omfattede det Assyrien, Nordmesopotamien, Urartu (Armenien), Fars og mod øst formentlig frem til Baktrien (Afghanistan m.m.).
Mederne og Parterne blev senere en del af det store persiske imperium (Iran), som romerne erobrede 334.
På Jesu tid var mediernes land en mindre romersk satrap (lydig stat), og Theokino boede ifølge ACE fem dagsrejser øst eller nord for Mensor, som igen boede 3 dagsrejser fra Sair.
Kurdernes sprog er medisk, og de regnes som efterkommere af mederne. Så Theokino kan have været kurder.
Mederne fulgte også Zarathustras lære, ligesom der blandt kurderne endnu i dag er spor efter den gamle lære blandt yedierne, som ikke er blevet islamiseret.

Stort følge

ACE ser, hvordan de tre konger ankommer med et stort følge. De blev også ledt af et lysfænomen, som gik foran dem, og som ACE mener var en strålende engel. Hver af dem har ca. 15 familiemedlemmer med, og desuden er der tjenere og hjælpere. De har ikke blot guld, røgelse og myrra med, men en stor oppakning af madvarer og tøj og er bevæbnet med sværd og knive, da de slår lejr i hyrdernes dal. Men de er gavmilde overfor de lokale beboere, fortæller ACE.
Stjernen er forsvundet, og de er modfaldne efter mødet med Herodes og de skriftkloge i Jerusalem, som slet ikke lever op til deres store forventninger.
Men så ser de en stråleglans ud fra fødselsgrotten på en forhøjning i landskabet.

Hos Maria og Josef

Alle blotter deres hoveder i ærbødighed. Mensor åbnede først døren og ser, at hulen er fuld af himmelsk lys. Han henter de to andre. Josef møder dem, og de fortæller ham om stjernen.
Kongerne med hver fire af deres slægtninge går ind i grotten, tager deres sandaler af og bøjer sig i ærefrygt for barnet. Mensor lægger sine gaver ved Marias fødder. Hun rejser sig og tager barnet fra krybben og dækker det med sit sjal.
ACE er overvældet af den himmelske fred i grotten, som hun oplever i henrykkelse. Hun udbryder: ”Jeg er død, jeg er en ånd, ellers ville jeg ikke kunne se det, for det sker ikke nu, og alligevel er det nu, for det er ikke i tiden; i Gud er der ikke tid, for Gud er alt nutid.”
Hun ser Mensor tage en pose fra sit bælte med guldstykker og give det til Maria.
Sair kommer frem og falder på knæ med en beholder af små grønlige gummiagtige røgelsesstykker. Han knæler længe i dyb hengivenhed, før han trækker sig tilbage. Theokeno er meget gammel og tung og er ikke i stand til at knæle ned; men han står bøjet og placerer på bordet en gylden beholder, der indeholder en sart grøn plante. Det er myrra.
Senere kommer familiemedlemmer og tjenere og knæler foran barnet.
– Maria sagde først ingenting, men en blid bevægelse under hendes slør viste glæde og de følelser, hun havde. Barnets nøgne krop, som hun havde pakket ind i sit slør, syntes at skinne under hendes kappe. Bagefter talte hun et par venlige, ydmyge ord af taknemmelighed til hver konge, fortæller ACE, som også forklarer den symbolske betydning af gaverne.
Josef sætter alle gaverne hen i et hjørne, og ACE bemærker, at Maria og Josef ikke beholdt nogen af gaverne for sig selv, men senere forærede dem til de fattige.

Farvel – og flugt

Kongerne vækker opsigt i Betlehem, og Herodes sender spioner. Kongerne advares og sender deres slægtninge afsted i flere omgange for ikke at vække opsigt.
Mensor besøger igen grotten og får lov at holde Jesus i sine arme. Bagefter kommer de to andre med nye og mere anvendelige gaver. De græder dybt berørte til afsked, fordi de nu må flygte for Herodes. Maria tager sløret af Jesus og forærer dem sløret. De er dybt berørt ved at se Jesusbarnet utilsløret.
De vise mænd flygter herefter sydpå gennem ørkenen.
Da 16 af Herodes’ soldater finder frem til Maria og Josef og forhører Josef, anser de parret for ubetydelige mennesker, hvilket de rapporterer til Herodes.
Maria og Josef tager op til templet for at bringe en offergave. De bliver endnu en tid i Betlehem, indtil Josef i en drøm advares om Herodes’ onde planer, og de flygter ad samme vej som vismændene, men svinger af til Egypten. Også denne rejse havde Anne Catherine detaljerede visioner om.

Ikke opspind

Nu vil den skeptiske læser nok tænke: Det kan hun jo bare have fundet på.
Kunne hun? Kunne en bondepige, som kun har gået 4 måneder i skole i hele sit liv? Som havde levet på den samme egn uden adgang til tv og internet i 1820. Kunne hun af egen fantasti fortælle stof nok til flere bøger fulde om bibelske personer og lande UDEN at forkludre sin fortælling?
Ville hun ikke begå samme fejl som malere, der på den tid fx malede Jesu fødsel i en lille skovhytte med sne på taget og andre lokale karakteristika, som slet ikke passede ind i Mellemøsten?
Den slags findes der ikke noget af i Anne Cathrine Emmerichs visioner. Og der er heller ikke noget, der anfægter den kristne tro eller Bibelens bogstav eller ånd.

Fulgte Jesu liv i 3½ år

Fra 1820 begyndte Anne Catherine nu over ca. 3½ år at genfortælle dag for dag, hvad der var sket i Jesu sidste 3½ år, hvor han trådte frem og underviste og udførte mirakler.
En del af åbenbaringerne modtog hun i henrykkelse, mens hun andre gange genfortalte, hvad hun tidligere havde set i sine visioner.
Engang spurgte hun Jesus om grunden til de mange visioner. Jesus skulle have svaret, at det skete for at vise menneskene i en gudløs tid, at Gud findes.

Gibsons ’The Passion’

På grund af Europas rationalistiske virkelighedsforståelse er hendes omfattende og detaljerede beskrivelser slet ikke blevet udforsket endnu.
Men hendes beskrivelser af Jesu lidelser blev grundlag for Mel Gibsons verdensberømte film ”The Passion of the Christ”. Han blev dybt påvirket af hendes beskrivelser og ønskede at vise, hvor meget Jesus havde lidt fysisk. Noget ligklædet også har bekræftet.

Vi har tidligere i Udfordringen fortalt om Anne Marie Emmerichs syner om Maria og Josef og fødslen i en grotte i Betlehem. (Uge 47 og 50, 2010) Og om hyrderne og deres tårn. (Uge 51, 2012).