Abrahams frygt og bæven ifølge Kierkegaard

”Det er da nu min agt af fortællingen om Abraham i form af problemata, dvs. ’problemer’ , at uddrage det dialektiske, der ligger i den, for at se hvilket uhyre paradoks troen er, et paradoks, der formår at gøre et mord til en hellig og gudvelbehagelig handling, et paradoks, der giver Abraham Isak igen, hvilket ingen tænkning kan bemægtige sig, fordi troen netop begynder der, hvor tænkningen hører op.” S.79

Søren Kierkegaards værker udgives i disse år igen, nu i en lempelig bearbejdning af Kierkegaardeksperten Jens Staubrand.
Og det er en håndsrækning til de læsere, som gerne vil læse Kierkegaards skarpe filosofiske og teologiske udredninger, men måske ikke er helt hjemme i græsk, latin eller for den sags skyld antikkens – og 1800-tallets teater og litteratur.
’Abrahams frygt og bæven’ bærer undertitlen ’dialektisk lyrik’ hvilket refererer til Hegels dialektiske princip, som forfatterens bruger til at modstille Abraham på forpligtelser; dels overfor sin søn og dels overfor Gud.
Modsætningen handler samtidig om den enkelte over for det almene, og om hvorvidt almene etiske principper (fx du må ikke slå ihjel) kan suspenderes under henvisning til en absolut forpligtelse overfor et individuelt kald.
I virkeligheden en diskussion, som kan perspektiveres til nutidens radikaliseringsdebatter. Men her problematiserer Kierkegaard den heltestatus, som Abraham får i datidens teologiske fremstilling. Abraham er ikke som de tragiske helte, der ofrer sig selv eller familiemedlemmer i en større sags tjeneste, siger forfatteren, tværtimod kan hans handlinger tolkes som et udtryk for et vanviddets håb og et selvhad (s.29), og under alle omstændigheder må Abraham have gennemgået en total resignation overfor det løfte, Gud havde givet ham, inden han begiver sig afsted på trosrejsen.

Vejen til troen

Kierkegaards mål er bl.a. at påpege, at man ikke kommer længere end til troen, i en tid, hvor det ellers var et yndet udsagn, som filosoffer, teologer og andet godtfolk brugte om deres respektive forsøg på at forklare tilværelsens omdrejningspunkt. I troen vinder vi alt, siger han (s.73). Troen er en lidenskab (s. 100). I troen er der evig ungdom (s.31). Men, siger han, vi glemmer eller underspiller, at vejen til troen er fyldt med frygt og bæven; følelser, som i den grad må have kendetegnet Abrahams 3 dage lange vandring til offerhøjen på Morijas bjerg.
Hvori det lyriske består, er straks sværere at sige, men Kierkegaard digter videre på de sparsomme oplysninger, Bibelen giver os om Abrahams rejse til Morija for at ofre sin søn Isak, idet han skaber forskellige scenarier, hvor Abraham udtrykker, hvad han tænker om den forestående handling. Herved træder paradokset tydeligt frem, for Abraham kendte ikke til historiens afslutning, da han forlod sin hustru, sin betroede tjener og begav sig afsted for at dræbe sit eget barn. Havde han gjort det, var det vel ikke en troshandling?
Men på den anden side vil enhver person, som ville efterligne Abrahams handlinger, blive arresteret og underlagt en nærmere psykiatrisk undersøgelse, fordi det er i åbenlys strid med almene etiske regler og gældende lov. Paradokset fastholdes lige til bogens sidste sætning: ’Enten er der da et paradoks til, at den enkelte som den enkelte står i et absolut forhold til det absolutte, eller Abraham er tabt’.

Udfordrer selvforståelsen

Bogen er på vanlig Kierkegaardsk vis fyldt med en række henvisninger til klassiske og moderne (for den tid) fortællinger, som skal forsøge at belyse den bibelske tekst fra nye vinkler. Nogle er da også med til at tydeliggøre, at den bibelske beretning ikke er nogen glansbillede-fortælling om helte og fantasirejser, men tværtimod udfordrer den menneskelige selvforståelse, som universets midtpunkt.
Men der er også temmelig lange udflugter, som fører læseren til havets bund med Agnete og Havmanden, til oraklet i Delfi og mange andre steder, som måske nok kunne undværes.

Søren Kierkegaard:
Abrahams frygt og bæven – dialektisk lyrik ved J. Staubrand
196 sider
250 kr.
Søren Kierkegaard Kulturproduktion