Europa må gøre bod for at undgå islamisering

På det seneste har jeg modtaget flere henvendelser fra personer, både fra indland og udland, som skriver til mig, at de er bekymrede for Europas fremtid.

De føler, at truslen fra islam kommer tættere på, og at vores kultur er under stærkt pres. Og at de, som er valgt til at passe på borgerne, ikke gør deres arbejde og heller ikke længere har ressourcer til det.

Kløften mellem befolkning og politikere bliver større og større. Politikerne fører en multikulturel inkluderende politik, som folket føler sig direkte truet af. Efter voldtægterne nytårsnat i Köln og andre nyhedshistorier om voldige overfald er mange borgerne bange og usikre i deres daglige færden. Men den politiske korrektheds tyranni gør, at de ikke tør stille kritiske spørgsmål af frygt for at blive kaldt racister og dårlige mennesker. Folk tør simpelthen ikke længere sige deres mening. Mange kristne har helt opgivet at sige noget af skræk for at ikke at fremstå næstekærlige nok.

Når folk skriver til mig, er det også for at spørge: hvad gør vi? Flere efterlyser en ny folkebevægelse, hvor man har modet til at sige fra overfor den misforståede accept af det, som tydeligvis destabiliserer vores kultur og samfund.

Ideen om en folkebevægelse er rigtigt god. Forandringer kommer fra folket, ikke politikere. Europæiske politikerne magter ikke opgaven. Folket kan ikke stole på deres politikere og bliver nødt til at tage sagen i egen hånd. Men er det så en ny politisk bevægelse, der skal til? Jeg tror mere på en åndelig bevægelse, en kristen bevægelse, hvor kirkerne finder sammen og viser en ny vej. En af grundene til, at Europa ikke kan klare presset fra islam, er, at kulturen har fornægtet Gud. Det er ikke nok med talen om at styrke de kristne værdier. Det har indtil videre ingen effekt haft.

Europa må vende om. For at gøre det må en ny bevægelse først og fremmest være en bodsbevægelse, der beder Gud om tilgivelse for det postmoderne projekt og viser en ny levevej, som i virkeligheden bare er at gå tilbage til de traditionelle værdier. Men først boden. Uden bod, ingen bedring.