Mig … og Jesus

Hvem vil vi gerne have med på en selfie? En god ven. Messi? Èn, der kaster lidt glans over os.

De fleste selfier er jo beregnet til at vise andre, hvordan vi opfatter os selv, eller hvordan vi gerne VIL opfattes. Det kan være, vi har fået en ny bluse, står på toppen af Kilimanjaro eller er til en fed koncert. Som regel prøver vi at se glade og smilende ud på en selfie.

Men i virkeligheden er vi måske kede af det inde bag facaden. Hvis vi kunne se ind i den usynlige verden, så er der altid mindst to på sådan en selfie: nemlig mig … og Jesus! For han har jo lovet at være med os på alle dage, både når alt går som smurt, og når det er op ad bakke.

Vi er aldrig alene. Det oplevede to desillusionerede disciple på vejen til Emmaus. Der dukkede pludselig én op og slog følge med dem. Det var den opstandne Kristus. Han viste forståelse for dem, talte med dem og åbnede deres sind, så de forstod skriften. Mindede dem om, at han var nær på deres vandring.

Når vi prøver at skabe et billede af os selv over for andre, så lad os håbe, at det må mærkes på os, at Jesus er med i vores liv. At han vil være med på selfien, både når vi er glade og kede af det.
Lad os huske det, når vi knokler alene med tingene. Men lad os også huske, at han er med os, når vi går ud af vores dør og møder naboer og kollegaer. Han er med os, når vi har overgivet vores liv til ham.

Som kristne i en turbulent hverdag skal vi ikke stå frem med forkromede vidnesbyrd – den flotteste selfie, man kan forestille sig. Men vi kan give udtryk for vores erfaring af Guds hjælp og bevarelse midt i de udfordringer, vi står med. Vi er autentiske mennesker, medmennesker, som folk kan spejle sig i.

Det er en fantastisk selfie af mig … og Jesus, der altid er mig nær!