Tid til Gud

Var det Gud, der havde hørt min bøn? Eller var det mon bare en tilfældighed?

Da jeg var 12 år gammel, havde jeg et armbåndsur. Det var før mobiltelefonens tid, så det var helt nødvendigt for at kunne nå skole og fritidsaktiviteter til tiden.
En dag gik jeg en lang tur med vores hund. Op gennem byen, videre op til skolen og sportspladserne og tilbage igen. Efter sådan en lang tur, skulle jeg lige omkring toilettet, og da går det op for mig, at uret er væk.

På dette tidspunkt skal jeg lige orientere om, at jeg er vokset op i et forholdsvis almindeligt dansk hjem, hvor man bliver døbt og konfirmeret, men ellers ikke bebyrder kirken med besøg. Samtidig var jeg spejder, hvor vi skulle have forkyndelse indimellem. Det var der vist ikke ret mange, der dybest set troede på, der hvor jeg kom.

Jeg var et søgende barn og var åben for alle mulige forklaringer på, hvordan man søger mening med tilværelsen. Måske var Gud der? Jeg overvejede at bede til Ham og nåede frem til den konklusion, at det kunne da ikke skade.
Kære Gud, hvis du virkelig er der, vil du så sørge for, at jeg får mit ur tilbage?
Så mærkede jeg noget under min bluse. Da jeg undersøgte det nærmere, var det – mit ur! Kom jeg så til tro? – Nej. Ikke den dag. For var det nu Gud? Eller var det mon bare en tilfældighed?
Jeg har stadig ikke luret, hvordan armbåndsuret kunne komme ind under blusen og lægge sig der. Alligevel var det nemmere at forholde sig til en tilfældighed end til en levende Gud.

Senere lånte jeg bøger om håndtydning, læste Tarotkort og beskæftigede mig med en bred vifte af de ting, jeg i dag kender som New Age. Omveje ud i tomheden, som kunne have været undgået, hvis jeg havde været åben for at give Gud æren for miraklerne i mit liv.

Måske kender vi det, at vi beder til Gud om noget. Og når han så svarer, har vi glemt, at vi bad om det, og glemmer at give ham æren? Når vi så går og venter på svar, kan vi måske endda begynde at bebrejde ham, at han tager sig for god tid.
Prøv at takke Gud for tre ting i dag.