Kayla døde som martyr
En dansk fotograf og tidligere medfange fortæller om Kaylas vidnesbyrd overfor den brutale ’Jihadi John’, som har dræbt mindst 10 fanger på video.
Som amerikaner blev hun tortureret, voldtaget og truet. Men hun holdt aldrig op med at hjælpe andre. Og hun forsvarede sin kristne tro overfor bødlerne.
Det siger fire af Kayla Muellers tidligere medfanger samstemmende i dokumentaren ”The Girl Left Behind” på ABC News 2020.
Kayla arbejdede for organisationen Support to Life blandt syriske flygtninge i det sydlige Tyrkiet. I august 2013 rejste hun til den syriske by Aleppo sammen med sin syriske ven, Omar Alkhani, som skulle installere en satellit-forbindelse på et Læger uden Grænser hospital. Med i bilen var to andre medarbejdere for Læger uden Grænser. Kayla interviewede flere patienter for at kunne skrive deres historier i sin blog. Men næste dag, den 4. august 2013, blev de kidnappet.
Omar Alkhani blev frigivet nogle måneder senere, men Kayla var fange hos IS i 18 måneder. Hun blev udsat for tortur, trusler, isolation, tvangsarbejde og voldtægt. Hun blev flyttet flere gange, men tilbragte seks uger sammen med andre vestlige fanger i et forladt olieraffinaderi i Syrien i 2014, mens IS håbede at få udbetalt en større løsesum for hende.
Den modigste af os
En af Kaylas medfanger var den danske freelance fotograf Daniel Rye Ottosen.
Han fortæller, at fangevogterne, som blev kaldt ”The Beatles”, samlede fangerne, og Jihadi John sagde: ’Det her er Kayla, og hun er meget stærkere og smartere end jer, hun er konverteret til islam. Men hun sagde: ”Nej, det gjorde jeg ikke”, fortæller Daniel Rye Ottesen.
Han indrømmer, at han blev meget overrasket. Han havde selv forsøgt selvmord under IS-vagternes tortur.
– Jeg ville ikke have haft mod til at sige det. Vi var alle meget imponerede over den styrke, hun viste foran os andre. Det var meget tydeligt, siger Daniel Rye Ottesen. Han tilføjer, at Kayla og en amerikansk medfange også havde mod til at spille en slags Trivial Pursuit ved hjælp af breve gemt i et fælles toilet.
Kidnapning blev fortiet
I Stockholm mødte journalisten fra ABC News to af Kaylas kvindelige medfanger.
– Hun var en rigtig god ven. Hun var intelligent og sjov. Meget god og gavmild, siger Frida Saide og Patricia Chavez, der begge er 35.
De to er først nu blevet kendt af offentligheden som tidligere IS-fanger. De var udsendt med Læger uden Grænser og fortæller i dokumentaren om deres tid sammen med Kayla. De boede sammen med andre fanger, som håbede på at blive løskøbt. I løbet af få uger blev mindst seks mandlige fanger, heriblandt den amerikanske journalist James Foley, henrettet af de grusomme ”Beatles”. Men som amerikaner blev Kayla generelt behandlet værre end de andre.
– De ville skrige hende i øret og bebrejde hende alt det, USA har gjort i hele verden, siger Frida Saide og Patricia Chavez.
Kvinderne havde fået et chok over at møde Kayla i fængslet. For deres organisation havde helt undladt at fortælle dem, at Kayla var blev kidnappet sammen med tre medarbejdere fra Læger uden Grænser i en af organisationens biler seks måneder tidligere.
En af lederne fra Læger uden Grænser havde derimod forsikret Frida og Patricia om, at der kun var en lille risiko for kidnapning. Han undlod helt at fortælle om de fire i bilen i Aleppo, siger Frida og Patricia.
Sexslave hos IS
I maj 2015 kom det frem, at Kayla havde været ”personlig fange” hos IS-lederen Abu Sayyaf.
I august sidste år forlød det, at hun havde været ”gift” med IS-leder Abu Bakr al-Baghdadis som hans ”fjerde kone”. Hun blev voldtaget igen og igen og udsat for tortur både af al-Baghdadi, Abu Sayyaf og dennes sadistiske kone, Umm Sayyaf.
En yazidisk teenage-pige, Julia, som sad fanget sammen med Kayla, fortæller om hendes uselviskhed og vilje til at overleve midt i lidelserne som sexslave.
– Hun var som en mor eller en søster for os andre, selv om hun selv var i en meget vanskelig situation. Hun var altid optaget af, hvordan de andre fanger havde det. Hun holdt heller aldrig op med at bekymre sig for det syriske folk med alle de skrækkelige ting, der var og er i denne krig. Hun holdt aldrig op med at have omsorg for andre, siger Julia.
Ofrede sig for medfanger
Mens Kayla var fange hos IS-lederen, afslog hun at flygte sammen med to yazidiske piger.
– Jeg er amerikaner. Hvis jeg flygter sammne med jer, vil de gøre alt for at finde os igen, sagde hun.
Kayla prøvede hele tiden at skjule, hvor fortvivlet hun selv var, fordi hun ville holde modet oppe hos de yngre piger. Og da de to fik en chance for at flygte, bad Kayla Gud hjælpe dem til at undslippe.
– Jeg vil aldrig glemme dette offer. Hun var meget god imod os. Jeg vil aldrig glemme det, siger Julia, som senere hjalp amerikanske styrker med at finde Abu Sayyafs hus. Han blev dræbt, mens konen blev taget til fange.
Svigtet af Læger uden Grænser og USAs regering
Men hvorfor blev Kayla efterladt og svigtet af både USA og Læger uden Grænser?
Fox News har afsløret, at Det Hvide Hus allerede i maj 2014 vidste, hvor Kayla og flere andre amerikanere blev holdt fanget. Men først syv uger senere foretog man en redningsmission. Og da var fangerne allerede blevet flyttet.
I marts 2014 tog IS selv kontakt med Kaylas forældre for at forhandle løsepenge. For at sikre sig at hun stadig var i live, bad forældrene hende besvare tre spørgsmål, som kun hun selv og familien kendte svaret på. Dermed havde forældrene fået livstegn fra hende, så de kunne prøve at skaffe de mange millioner euro, som IS forlangte.
Men Carl og Marsha Mueller oplevede, at FBI og USAs regering hindrede deres forsøg på at hjælpe datteren. Obama mødte ikke op til et planlagt møde i Det Hvide Hus og fortalte bare under et senere pressemøde, at USA ikke forhandler med terrorister.
Læger uden Grænser havde længe fortiet kidnapningen. Ledelsen i Bruxelles følte heller ingen forpligtelse til at hjælpe de fortvivlede forældre med at kontakte datteren. Men det dobbelte svigt fra USA og Læger uden Grænser fik IS til at behandle Kayla endnu dårligere.
Da Frida Saide og Patricia Chavez blev frigivet, medbragte de breve til hendes forældre med IS’ krav for frigivelse. Samtidig smuglede de et brev med, som Kayla havde skrevet til familien med hemmelige oplysninger.
Men Læger Uden Grænser tilbageholdt af principielle grunde i ugevis de breve, som blev sendt mellem forældrene og IS.
Da USA begyndte at bombe i Irak og Syrien i september 2014, holdt IS op med at svare på forældrenes mails. På det tidspunkt var Kayla overladt til Abu Sayyaf.
IS har hævdet, at Kayla døde under et jordansk bombardement som hævn for, at IS havde brændt en jordansk pilot levende. Det er også blevet sagt, at hun døde under et amerikansk bombardement.
Nogle tidligere medfanger mener derimod, at hun blev henrettet af IS, måske af al-Baghdadi selv. Under alle omstændigheder blev Kayla Mueller bekræftet død den 6. februar 2015.