Ny kreativt 10. klasse spor på Grejsdalen

Grejsdalens Efterskole har besluttet at oprette en ny linje i 10. klasse fra sommeren 2017. Her får eleverne mulighed for at udfolde sig kreativt inden for flere genrer i linjen med navnet 10:Kunst.

– Eleverne skal have tid til at fordybe sig, siger Hanne Østergaard, som er den ene af to lærere, som skal være frontløbere på den nye linje.

Kunst, kunsthåndværk og tekstil design har bestået som valgfag gennem flere år og vil fortsat blive udbudt, men skolen vil mere end det, når det kommer til fordybelse. Nu laves en ny linje, som skal favne bredt. Eleverne kan blive udfordret inden for mange kreative udtryk, bl.a. graffiti, maling, læder, syning, maleri og trædrejning. Desuden vil eleverne også komme ud af huset ca. en gang i måneden og besøge kunstnere og museer.

Grejsdalens Efterskole profilerer sig på at være en kreativ skole gennem tre forskellige vinkler: medie, musik og kunst. De seneste par år har der været fokus på at opkvalificere medie og musik, og nu er det så tid til at have fokus på kunst. Det blev ved et bestyrelsesmøde d. 29. nov. besluttet at oprette 10:Kunst som fordybelsesspor på Grejsdalens Efterskole fra sommeren 2017. Fordybelsessporet skal køres i stilling af Hanne Østergaard og Verner Lind, som begge brænder for at udtrykke sig gennem kunstens mange facetter.
– Fordybelsen skal være med til, at eleverne kan få en oplevelse af at forsvinde væk fra den travle hverdag og opleve et åndehul, hvor de er i flow, siger Verner Lind.

Grejsdalens Efterskole vil gerne være med til at udfordre og modarbejde den opadgående stresskurve bl.a. gennem fordybelse i kunsten. Samtidig vil de også gerne nå ud over egen adresse, da de vil bringe kunsten ud i lokalområdet gennem ferniseringer og udstillinger, så andre også kan få mulighed for at fordybe sig i deres arbejde.

Siden 2006 har Grejsdalens Efterskole haft 10:Tro på 10. klasses skema. De elever, som gerne ville fordybe sig i Bibelen og praktisk kristendom har kunnet vælge det spor. Nogle år senere stødte 10:Medie til. Der arbejdes med medieproduktioner (lyd, billede og film) og grafisk design via Adobes programmer (InDesign, Photoshop og Illustrator).