God Sankt Hans – med et åndeligt perspektiv

Af Bent Skovhus Christensen
Sognepræst ved
Sædden Kirke

Vi satte engang levende kvinder på bålet. Men hvad med heksen i samfundet og vores eget liv i dag?

Sankt Hans er mange steder rundt om i landet en rigtig folkefest – selv på trods af det lunefulde vejr. Der er traditioner, der holdes i hævd med familie og venner. Eller som i Sædding ved Esbjerg, hvor kirken holder Sankt Hans med op til et par tusind deltagere. Det er lysets fest. De lune og lyse sommeraftner giver os mere lyst til livet.

Skolebørnene skal snart have den sommerferie, de har længtes efter og glædet sig til. De fleste af os andre skal vel også snart have ferie.

Brænd en heks

Nogle steder har man tradition med, at der er en heks på toppen af Sankt Hans-bålet, som skal brændes af. Hekseafbrænding ved Sankt Hans er et symbol på, at nu skal alt det onde jages på flugt.
I 1500- og 1600-tallet var det alvor. Så sent som i 1600-tallet blev nogle udråbt til at være hekse og ført til bålet – og brændt.

Udnævnelse til heks gik oftest ud over enlige kvinder, som havde svært ved er klare sig selv – eller dem, som led af en eller anden sindssygdom. Disse skulle passe meget på, hvad de gjorde. Hvis de kom til at sige noget (måske i vrede og afmagt), og der kort efter var en som døde, kunne dommen hurtigt blive: Hun er en heks – og i ledtog med den Onde selv. Brænd hende.

Går man på byvandring i Ribe med guide, får man også gerne en af de mest kendte heksehistorier i Danmark om Maren Spliid. Hun var en dygtig skrædders kone, der blev anklaget for at være heks af en anden skrædder, som var mindre dygtig. Han kastede en stor klump op, som måtte være Djævelens værk. Så kom han i tanke om Maren Spliid, som 13 år tidligere havde ønsket ulykke over ham. I virkeligheden var det nok misundelse over, at det gik hendes mand bedre end ham. Nu måtte hun jo så være heks. Hun endte i 1641 på bålet uden for byen, men med store dele af byens befolkning som tilskuere.

I dag kan vi have meget svært ved at tro, at noget sådant er sket i Danmark. Men man gjorde det af usikkerhed – og frygt for det onde.

Morsomme fæle hekse

Her i år 2017, i den moderne tid, synes vi, hekse er morsomme – hyggelige – muntre. Særligt i historierne for børn, som mange voksne også elsker.
I Anders And møder vi den hyggelige madam Mim – som hygger sig sammen med andre hekse – og vel også jævnligt tager en lille ferie til Blokbjerg. Fra Anders And kender vi dog også den ondskabsfulde Heksia de Trick. Men Rip, Rap og Rup snyder hende jo oftest, så det hele ender godt.

I historierne om Prop og Bertha møder vi også en ond heks, som søger at ødelægge tingene for menneskene.

Men det lys, som tændes i vort indre, bliver først rigtigt til et flammende bål, når vi får hjælp fra Jesus. Det mørke og det onde vil nemlig altid forsøge at slukke vort lys igen. Foto: Skt. Hans-fejring i Esbjerg.

Send heksen til Island

Afbrændinger af hekse her til Sankt Hans har ikke så meget at gøre med de gamle rigtige heksebrændinger eller heksene fra Anders And – og så alligevel. Det var en gruppe lærerstuderende på Jelling seminarium, der omkring år 1900 afbrændte en halmfigur af en heks på Sankt Hans-bålet. Derfra har traditionen bredt sig til hele landet. Her i dag er der alene tale om på symbolsk vis at jage alt det onde på flugt.

Det var også omkring 1900-tallet, at Holger Drackman skrev midsommervisen, som vel alle steder bliver sunget til Sankt Hans. Den er dog først rigtig blevet kendt, efter at Shu-bi-dua i 1980 lancerede den med en ny melodi. I den synger vi:
Hver by har sin heks
og hver sogn har sine trolde,
dem vil vi fra livet med
glædesblus holde;
vi vil fred her til lands
Sankte Hans, Sankte Hans,
den kan vindes,
hvor hjerterne aldrig bliver
tvivlende kolde!

Vi tænder bål som symbol på, at vi ønsker at sende det onde væk. Heksene bliver sendt ad hekkenfeldt til. Hekkenfeldt hentyder til vulkanen Hekla på Island. Eller til Bloksbjerg, som ikke er byen Bloksbjerg ved Randers, men bjerget Brocken i Harzen i Tyskland. Men det betyder, at vi skal sende det onde langt væk fra os.

Du er selv en heks

Det onde er i alle byer og sogne. Mord, løgn, kriminalitet, mobning, bagtalelse, hærværk, uansvarlighed og meget andet. Årsagen til, at alt dette findes i hver en by og hvert et sogn er, at det stammer fra os selv. I os selv hersker det onde mere eller mindre. Det var måske nok værd at smide det på bålet – symbolsk i hvert fald.

I virkeligheden skal vi give de onde ting til Jesus. For det var alt det onde i os, han døde for på korset. Det er det onde, som adskiller os fra Gud. Men ligesom ilden renser alt, sådan renses vi fra synd ved tro på ham.

Så vi får fred i os selv med Gud og med hinanden og her til lands. Så vi kan glædes – ikke bare ved bålet, men i hverdagslivet derhjemme.
Men spørgsmålet rejser sig: Er vi villige til at tage kampen op imod det onde? Det onde, som ikke bare er noget symbolsk, men noget virkeligt. Også selv om vi ikke tror på hekse længere. Det er en virkelighed i vort indre.

Vores lovgivning prøver at tage toppen af det onde i landet, men vi kommer kun det onde virkeligt til livs, hvis vi jager det onde ud af vort eget liv. Egoismen, kærligheden som et krav, hovmod, gerrighed efter at få mere, anklagen ”det er de andres skyld” og meget, meget mere. Når vi tager kampen op og arbejder for, at det onde kommer ud af vort liv, så kan freden og kærligheden vinde frem. Så bliver Sankt Hans ikke bare til lysets fest som udtryk for det lys, vi får fra solen. Så bliver der også tændt et lys i vort indre.

Men det lys, som tændes i vort indre, bliver først rigtigt til et flammende bål, når vi får hjælp fra Jesus. Det mørke og det onde vil nemlig altid forsøge at slukke vort lys igen.

Johannes’ fest

Når vi nu fejrer Sankt Hans, så er det ikke bare lysets fest eller en fest, hvor vi sender heksen og det onde bort. Sankt Hans er nemlig en fest for Johannes Døberen fra Bibelen. Deraf navnet Sankt Hans. Ham, der omvendte jøderne til Gud og døbte Jesus. Derved berører vi i Sankt Hans både det onde og det gode. Johannes forkyndte nemlig det gode, det som var ret og godt for menneskelivet.

Men i kampen mod det onde i os er det godt at holde sig til Jesus, som har overvundet alt det onde. Han brokkede sig aldrig. Han veg ikke tilbage for at hjælpe de svage. Han viste os vejen til en ægte kærlighed. Hvis man holder sig til ham, er der mulighed for at hente kraft og styrke til at overvinde det onde i os selv.

Så kan vore hjerter virkelig fyldes med varme og glæde.
Så bliver der fred her til lands
Sankte Hans, sankte Hans,
den kan vindes
hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde.
God Sankt Hans fest!

Artiklen er en revideret udgave af Bent Skovhus’ kronik fra 2007.

Udfordringen

Om Udfordringen

Udfordringen giver dig kristne nyheder og emner fra ind- og udland hver uge.
Del artiklen! (Klik på ikonerne nedenfor)
Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someonePrint this page