Når der gøres forskel på kristne og muslimer
Det er kommet frem, at en lille engelsk pige på 5 år, som tilhører en kristen familie, for nylig blev tvangsplaceret i familiepleje hos en muslimsk familie i London.
Da myndighederne besluttede at fjerne pigen fra sin mor, stod bedsteforældrene parate til at tage sig af barnebarnet. Men de sociale myndigheder i London nægtede bedsteforældrene at lade pigen bo hos dem. I stedet blev hun placeret hos en muslimsk familie.
De tog det kors, som hun bar om halsen, af. De fortalte hende også, at påske og jul var en dum ting at fejre, og der blev talt arabisk til hende, som hun ikke forstod.
Da pigens familie blev klar over, hvad der foregik, krævede de straks, at hun blev fjernet og kom i pleje hos bedsteforældrene, som de først havde anmodet om. De sociale myndigheder i London mente stadigt ikke, der var begrundelse for at fjerne pigen, og derfor gik familien til højesteret. Her tog en kvindelig muslimsk dommer sig af sagen og sørgede for, at pigen blev fjernet fra den muslimske familie.
Lad os forestille os den omvendte situation. At det var en muslimsk pige, der var blevet placeret hos en kristen famile, som havde taget tørklædet af hende og sagt, at hun ikke skulle følge ramadanen. Der ville have lydt en ramaskrig fra politikere, medierne og meningsdannere. Den kristne familie ville blive udstillet som børnemishandlere og hadefulde mennesker.
Når myndighederne vurderer om en kristen familie kan blive plejefamilie, bliver de spurgt om deres syn på homoseksuelle ægteskaber. Går de ikke ind for det, får de som regel ikke lov til at få plejebørn i hjemmet. Gad vide om de engelske myndigheder spørger de muslimske familier om det samme? En undersøgelse viser, at halvdelen af britiske muslimer mener, at homoseksualitet bør være forbudt.
Sagen fra England om den kristne pige i den muslimske familie viser, at der ikke er lighed for religionerne, men derimod en klar forskelsbehandling. Fejlplaceringen af pigen viser også, at man prioriterer at følge en multikultural politisk ideologi i højere grad end hensynet til det enkelte menneske og barnets tarv. Det er sådan totalitære samfund opererer, ikke kristne.