Jeg er meget genert – hvordan får jeg en kæreste?

Tænke over, hvad der er dine stærke sider. Det kan være noget du kan bedre end de fleste, en særlig interesse eller noget helt andet.

Hej Suh.
Jeg er en dreng, som desværre har meget lavt selvværd, og jeg er meget genert.

Jeg vil meget gerne have en kæreste, men jeg har meget svært ved at komme i snak med en pige. Mine venner siger, at jeg bare skal prøve, men hvordan kan jeg det, når jeg er så genert.

Hvordan skal jeg snakke med en pige, når jeg ikke ved, hvad jeg skal sige, og jeg bliver helt rød i hovedet, når jeg prøver.

Det er ikke særlig godt, og jeg er bange for, jeg aldrig får en kæreste. Hvad skal jeg gøre. P.s. Jeg er 15 år.
K.

Kære K.
Jeg kan godt forstå, at du synes, det er mega træls, at du har svært ved at komme i kontakt med en pige, og jeg vil selvfølgelig gerne give dig nogle gode råd.

1) Alle har svage og stærke sider, og selvom dit selvværd er lavt, så er der helt sikkert noget, du er god til.

Begynd at tænke over, hvad der er dine stærke sider. Det kan være noget du kan bedre end de fleste, en særlig viden, en særlig interesse eller noget helt fjerde.
Det er her du kan være ”på hjemmebane”. Når du gerne vil i snak med en pige, så prøv at tænke over, hvor du kan møde en pige, som måske har bare nogenlunde samme interesser. Eller som i det mindste kunne tænkes at have lyst til at snakke om disse ting.

Det vil måske automatisk sortere nogle piger fra, men til gengæld vil de, der er tilbage, måske være et bedre match for dig, og du vil have mere frimodighed i forhold til en samtale, fordi I kan snakke om ting, du faktisk ved noget om og/eller er god til. Det er selvfølgelig meget vigtigt, at I ikke KUN snakker om dig og dine interesser, husk også at spørge til hende: Hvad hun interesserer sig for (hobbyer), hvad hun kan lide (fx musik, film, You Tube), hvad hun laver, når hun er sammen med sine veninder osv.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



2) Når man rødmer, opleves det ofte meget mere voldsomt af en selv, end det i virkeligheden er. Hvad jeg mener er, at du selvfølgelig selv kan mærke, at du bliver varm i kinderne, måske sveder du i hænderne eller under armene eller bliver tør i munden osv – men det er ikke sikkert, at det er så synligt, som du forestiller dig.

Du kan dog skjule eller nedtone de ting ved at tænke lidt praktisk. Hav f.eks. en mørk t-shirt/trøje på, hvor svedpletter under armene ses mindre (og hvis det er en lang fest, så hav evt. en skifte-trøje med – i samme farve).

Hvis du er sikker på, at du rødmer meget i ansigtet, så kan du evt. benytte dig af lidt make-up creme, som holder din ansigts-kulør i en neutral farve (men sørg for at få råd af nogle, der ved noget om det, en god veninde, en søster eller lign. så du ikke køber noget helt forkert og i en forkert nuance!!).


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Du kan også være opmærksom på altid at have noget tyggegummi på dig, som kan modvirke mundtørhed, og som i øvrigt er en glimrende måde at virke imødekommende på – altså, når man byder den anden et stykke.

3) Din generthed, når du skal indlede en samtale med en pige, kan forstås som et udtryk for en lille angst.

Du mangler altså simpelthen mere mod. En måde at arbejde med det her på er bl.a. at optræne dit mod. Lidt alternativt kan du derfor prøve at give dig selv nogle udfordringer, som har til formål at gøre dig mere robust i forhold til ting, der gør dig nervøs.

Det behøver ikke at have noget med piger at gøre, men kan være at springe fra en højere vippe i svømmehallen end du plejer at gøre, at tage et iskoldt brusebad (hvis det altså er udfordrende for dig) osv – brug din fantasi!


Artiklen fortsætter efter annoncen:



4) Selvom du rigtig gerne vil have en kæreste NU, så er jeg altså nødt til at sige til dig, at du ikke behøver at gå i panik endnu!

Der er MASSER af tid til at finde dig en kæreste, og du bliver kun mere moden og får nemmere ved ”det med piger”, jo ældre du bliver.

I mellemtiden så sæt pris på de veninder, du evt. allerede har eller måtte får hen ad vejen, og lær alt hvad du kan om piger, hvordan de tænker og føler, fra dem.
Hilsen Suh