Okkult baggrund bag religionskritiske klummer i Politiken

Af Karsten Pultz
Forfatter og musiker.
Brevkasseredaktør.

Politiken kører for tiden en religionskritisk klumme forfattet af religionshistorikerne Mikael Rothstein og Jens-André P. Herbener. Klummens overskrift ”Intet er helligt” henviser til, at man ikke lægger fingre imellem, når det kommer til med fornuft og rationalitet at dissekere menneskers tro.

Overskriften undrer mig, da det er mit indtryk, at intet har været helligt i Danmark i mange år. Homoseksuelle ægteskaber, som snart er standard, og TV programmer som ”Gift ved første blik”, viser, at der intet banebrydende kan være ved klummens indhold.
Herbener har udtalt, at han glæder sig over at leve i et land med religionsfrihed, hvor man har lov til at afvige markant fra det, som han betegner som den ”kristne normalitet”.
Jeg ved ikke om Herbener bor i et for mig ukendt, dansk ”bibelbælte”, for den kristne normalitet, han nævner, har jeg svært ved at få øje på.

Ikke fornuftsbaseret kritik

Betegnelsen ”kristen normalitet” signalerer, at hans dagsorden måske ikke så meget er at kaste et rationelt skeptisk blik på kristen tro, men måske blot at nedbryde den. Herbener og Rothstein, som gjorde sig bemærkede med deres kritik af den Darwintvivlende politiker Esben Lunde Larsen, har lagt sig i slipstrømmen på Richard Dawkins og ”de nye ateisters” fornufts- og videnskabsbaserede religionskritik.
De ønsker at udfordre troen på Gud gennem en evidensbaseret argumentation. Men ligesom med ”de nye ateister” viser det sig nu i tilfældet med Herbener, at behovet for at kritisere især den kristne tro ikke er så fornuftsbaseret endda.

Intellektuel satankult

Religionskritikere som Dawkins og den nu afdøde Christopher Hitchens hævder at tage udgangspunkt i rationalitet og videnskab.
Deres retorik afslører imidlertid, at der til grund for deres kritik ligger et inderligt had til kristendommen. En afslørende artikel i Weekendavisen demonstrerer, at Herbeners kritik af kristendommen også er andet end fornuftsbaseret.
Under overskriften ”Ingen hjemme i gudindetemplet” beretter Weekendavisen den 5. januar om en Herbener, som i sine studieår var del af en satankult – og discipel af den kendte satanist Erwin Neutzsky Wulff.
Kulten var ikke decideret bloddryppende, men snarere en intellektuel bekendelse til Guds modstander, krydret med LSD og andre hallucinogener.
I artiklen gives der et eksempel på, hvordan Herbener søgte råd hos Neutzsky Wulff om brugen af stoffer for at opnå trancendens. Herbener deltog på den tid i et projekt med en alternativ oversættelse af gammel Testamente.
Han mente, at der på det originale hebræiske fortaltes om sex mellem guder og mennesker, men at dette bevidst var skjult i oversættelserne. (I 1. Mosebog 6 fortælles om gudssønnerne som parrede sig med menneskenes døtre. Produktet blev nephilimerne, som der berettes om både i GT og i kendt ekstrabibelsk materiale som Enoks bog).

Et opgør mod bibelens seksualsyn

Udover kultens kristendomsfjendtlige handlinger, som fx at besætte en kirke juleaften, var sex tilsyneladende en vigtig ting.
Kendte intellektuelle okkultister som Aleister Crowley og Aldous Huxley, havde også stoffer på programmet, og illusionen om lykken ved total seksuel frigørelse var i høj grad det, som vendte dem imod kristendommen.
Det kunne tænkes, at Herbener motiveres af samme grund; Weekendavisen kan i hvert fald berette, at Herbener i dag både har en hustru og en bofælle.
Begge Herbeners kvinder besidder evnen til at kommunikere med ånder/guder, og de er intet mindre end indviede præstinder i det okkulte.

Ja tak til rationelle argumenter

Personligt glæder det mig, når min tro udfordres med rationelle og videnskabelige argumenter. Jeg er selv kommet til tro via videnskabelige argumenter og frygter derfor ikke rationel kritik af kristendommen.
Når det afsløres, at indflydelsesrige skribenter som Herbener har andre meget irrationelle grunde til kritik af kristen tro, ærgrer det mig.
Det at man ønsker at nedbryde kristendommen, fordi man selv sværmer for det okkulte, danner ikke basis for en frugtbar dialog mellem troende og ikke troende.