Uheldig titel på god dokumentarfilm om dansk mission i Afrika

Udfordringen har bedt Mission Afrikas tidligere generalsekretær, Mogens S. Mogensen, om at anmelde en ny dokumentarfilm om missionens begyndelse.

Selv om dokumentarfilmen har fået den fordumsfulde titel ”De frelste” er den værd at se, skriver anmelderen.

En dokumentarfilm om mission! Det er bestemt ikke hverdagskost, så derfor spærrede jeg øjnene op, da jeg så, at en af verdens mest anerkendte dokumentarfilmfestivaler, CPH:DOX i København til marts lancerer filmen ”De frelste”.

Når mission en gang imellem behandles i medierne, sker det ofte på en fordomsfuld måde, og titlen på denne film, ”De frelste” kunne godt give bange anelser.
I søndags indledte Danmarks Radio sin dramaserie ”Liberty”, der handler om dansk U-landsarbejde i Tanzania – og det var ikke just noget kønt billede, der blev tegnet af det. Men i modsætning til ”Liberty”, der trods alle dens dramatiske kvaliteter er og bliver fiktion og derfor ikke giver sig ud for at tegne et troværdigt billede af dansk ulands-arbejde, så er ”De frelste” en dokumentarfilm, der søger at skildre virkeligheden.
Og lad mig sige det med det samme: det gør den godt!

”De frelste” handler om et spændende kapitel i dansk missionshistorie, nemlig det missionsarbejde, som Sudanmissionen påbegyndte i Nigeria i 1913, og som har ført til, at der i dag er en kirke, ”Kristi Lutherske Kirke i Nigeria”, med over 2400 menigheder og ca. 1,9 millioner medlemmer.
Filmen, der er instrueret og produceret af Morten Vest og med støtte fra Det Danske Filminstitut, bygger på arkivoptagelser, foretaget af missionærer gennem de sidste 100 år. Det vil sige dagbøger, artikler, billeder, film og interviews med nigerianske kristne og tidligere missionærer.

To spor

Filmen følger to spor, et historisk omkring missionens begyndelse i Nigeria i 1913 og et aktuelt omkring situationen i dag, og der klippes konstant mellem disse på en måde, der antyder, at missionshistorien ikke bare er fortid.

Filmen er bygget op om to missionærers virke, nemlig lægen Niels H. Brønnum, der med sin hustru Margaret rejste til Nigeria i 1913, og sygeplejersken Rikke Vestergaard, der efter årtiers virke i Nigeria stadig hvert år tager 4 måneder ud til sin klinik i et fjerntliggende område af Nigeria for at fortsætte sit missionærarbejde.

Missionens begyndelse

Sammenhængen mellem de to spor understreges i filmens første scene, hvor vi ser en nigeriansk kvinde og skoleleder, der iført en bluse med et billede af Dr. Brønnum minder eleverne om, at ”I er her for at forberede jer på at drage ud i verden og sprede Guds Ord, som blev bragt af denne ene mand. … hvis navn var Niels Brønnum”.

Et af filmens højdepunkter er historien om, hvordan Niels Brønnums unge hustru, der var gravid allerede, da de sejlede fra Danmark til Nigeria, inden de når helt frem til deres missionsområde føder en søn, men bliver syg og dør og bliver begravet.
Niels Brønnum sender sin søn Holger med en sygeplejerske tilbage til Danmark, men fortsætter sin rejse til Numan, hvor han begynder det arbejde i bachama-stammen, som både han og hans hustru så stærkt havde følt sig kaldet til.

Gennem filmen hører vi flere gange, hvordan Brønnum i sin dagbog henvender sig til sin søn og beskriver, hvad han oplever og tænker som missionær. ”Kun Gud kender din livsbane¨, men jeg håber du engang kommer her tilbage, om ikke andet så for at besøge din mors grav.”
Beretningen om Brønnums ’offer på missionens alter’, at han mistede sin hustru og måtte sende sin søn hjem, er en historie, som siden har gjort et meget stort indtryk på de nigerianere, som blev kristne i forbindelse med Brønnums missionsvirksomhed.

Missionen i dag

Et af de temaer, som filmen behandler, er netop spørgsmålet om kaldet, om missionærernes oplevelse af, at Gud kaldte og ledte dem til at rejse ned til Afrika for at forkynde evangeliet, arbejde som læger og sygeplejersker, som lærere og meget andet.

Hvordan de oplevede, at Gud kaldte dem, blev vi ikke indviet i, men visheden om at være der, hvor de følte, Gud ville have dem, spillede en afgørende rolle. Og som Rikke Vestergaard udtrykte det, så var hun klar over, at der var brug for hende ude i hendes klinik i et afsides hjørne af Nigeria.

Skulle nogen være i tvivl om det, så blev det til overmåde klart, når vi fulgte hendes arbejde med at tage sig af de ofte meget alvorligt syge, inkl. en person, som havde fået åbent kraniebrud.

Gennem film, fotos og dagbogsoptegnelser får vi et stærkt indtryk af, hvad det var, der mødte Brønnum og de første missionærer i Nigeria, og hvordan de – set med danske øjne – oplevede mødet med afrikanere, afrikansk kultur og religion. Samtidig giver meget gamle nigerianere deres oplevelse af mødet med de danske missionærer, og den danske kultur og den nye religion, som de bragte med sig.

Ikke uproblematisk

Som indledning til filmen stilles spørgsmålet: ”Missionærernes film skulle udbrede kristendommen. Vil de også vise, hvilken pris afrikanerne har betalt for den kristne livsstil?”

Ligesom alle andre religions- og kulturmøder (tænk blot på det, vi oplever i Danmark i dag), så var mødet mellem de danske missionærer og afrikanerne ikke uproblematisk – og ikke uden omkostninger.
En række af de interviewede afrikanere giver udtryk for stor taknemlighed over, at de danske missionærer bragte dem evangeliet og den vestlige civilisations goder: skoler og klinikker og dermed uddannelse og øget sundhed.

På den anden side førte kristendommens krav om monogami til, at polygame mænd for at blive kristne kun måtte beholde én kone og dermed måtte sende resten væk – til en meget usikker skæbne, måske prostitution. En problematik, som det indirekte fremgik havde pint missionærerne.

Brønnums og Sudanmissionens missionsarbejde sættes i filmen ind i den historiske kontekst, som mødet mellem afrikansk traditionel religion, islam og kristendom udgjorde. Sudanmissionens arbejde var en del af en større bestræbelse på at søge at dæmme op mod islams udbredelse fra Nordafrika og mod syd.

Hvad skulle der ske med alle de stammer, som fx bachamaerne og longudaerne, der fulgte deres traditionelle afrikanske religioner?

Opfattelsen blandt missionærerne var, at muslimerne favoriseret af de engelske kolonimyndigheder. Som den skoleleder, der optræder i filmens indledning, konkluderede i slutningen af filmen:
Hvis ikke Brønnum var kommet – og med ham mange andre missionærer – så ville disse stammer være blevet islamiserede.

Accepterer Kristus

Den tidligere ærkebiskop Nemuel Baba, som blev født ind i en animistisk familie, der blev muslimer, og som selv senere blev kristen, forholder sig ikke ukritisk til den måde missionærerne bragte kristendommen på, men efterlyser en større kontekstuel forståelse, som ikke var så udbredt i missionens første tid.

”Vi siger ikke, at vi har accepteret Brønnum. Nej, heller ikke alle de andre missionærer, som kom. Nej, vi har accepteret Kristus, som blev født for os.

Det er det, missionærerne skulle have lært vort folk. Bibelen tilhører alle. Det understreger vi, så folk kan passe den ind i deres egen kontekst. Som et sort menneske kom jeg med alt, hvad jeg er, til Kristus.” Og, fortsatte han, hvis ikke det er kristendom, så har vi ikke brug for kristendommen!

Det er ikke noget glansbillede, filmen tegner missionærerne. Filmen skildrer meget realistisk at missionsarbejdet, selvom det blev udført med stor idealisme og i tillid til Guds ledelse og velsignelse, også var præget af menneskelig skrøbelighed.

Inhabil anmelder

Jeg skylder læserne at fortælle, at jeg som anmelder af filmen dybest set er inhabil, da jeg så at sige selv er en del af den historie, som begyndte med Brønnum, og personligt har kendt mange af de medvirkende i filmen.

Sammen med min hustru og vor søn har jeg selv været missionær i 10 år udsendt af Sudanmissionen til Kristi Lutherske Kirke i Nigeria, som blev resultatet af Brønnums og mange andre missionærers – og først og fremmest utallige nigerianske kristnes – missionsarbejde, og siden været generalsekretær i Sudanmissionen i 6 år.

Og som vi synger i fædrelandssangen, ”Jeg elsker de grønne lunde”: ”hver glans, hver plet vil jeg bære, som falder på Danmarks navn”, sådan har jeg det også på en måde med Sudanmissionen.

I en mere end hundrede år lang missionshistorie i Nigeria er der meget at være taknemlig og stolt over, men der er også sket ting, som vi må bekende var problematiske, skadelige og forkerte. Som tidligere missionærer må vi vedgå arv og gæld.

Det er ikke til at vide, hvordan andre vil opleve at se filmen, men for mig var det en meget stærk oplevelse at følge historien om, hvordan danske missionærer oplevede, at de blev kaldet af Gud til en missionsopgave i det, der dengang kaldtes ”det mørke Afrika”.

De oplevede, hvordan de trods al deres menneskelige skrøbelighed blev brugt af Gud til i ord og gerning at dele de gode nyheder om Jesus Kristus med afrikanere, så der opstod en menighed og efterhånden en stor kirke, hvor der hver søndag sidder langt flere på kirkebænkene end i folkekirken i Danmark.

Er missionshistorien ved at være forbi

Filmen gjorde mine fordomme til skamme. Stort set. For jeg forstår ikke, hvorfor instruktøren valgte at kalde filmen ”De frelste”, da denne titel for de fleste danskere giver nogle associationer, som heldigvis ikke indfries i denne film.

Der er tale om en meget sober og nuanceret film, der sætter – et også kritisk – fokus på en missionshistorie, som sjældent er blevet belyst.

En missionshistorie, som hvad udsendelse af danske missionærer angår, er ved at være forbi. I slutningen af filmen svarer Rikke på spørgsmålet om missionærernes rolle er udspillet, at der stadig er mange behov, men ”Det er nok tvivlsomt, om der kommer flere efter mig”.

”De frelste” slutter med, at en række scener i filmen spilles baglæns.
Som om historien kunne rulles tilbage, men det kan den ikke. Og det er vel også en af filmens pointer, at de nigerianere, som vi møder i filmen, i høj grad netop er præget af den hundredårige missionshistorie, som Brønnum og mange andre danske missionærer var en del af.