– Gud kan rumme sygdom, død og lidelse

Lovsanger, tilbeder, missionærbarn. Livet er et langt – til tider svært - kald for Lena Løbner, der opfordrer til, at vi tager lidelsen på os. Men også fremelsker inderlighed i hvile foran korset.

(Læsetid: 15 minutter)
– Det er vigtigt at følge det, som ligger på hjerte: Tage sit kors op og også turde lidelsen, mener Lena Løbner.

– Det, jeg laver i mit liv nu, er det, jeg føler, Gud har forberedt mig til i hele mit liv. Siden jeg var barn, har jeg ønsket at gøre det, jeg gør nu. Jeg er midt i at se Gud arbejde. Han har været trofast hele mit liv og ledt mig til det, fortæller Lena Løbner.

I Israel har hun overtaget noget af sine forældres missionsarbejde i landet gennem 25 år. De har været missionærer i Afrika og Israel i sammenlagt 55 år:

– I marts måned sidste år fyldte min far 85, og der lukkede mine forældre deres missionsarbejde ned som planlagt gennem lang tid. De skriver stadig bøger og taler med mennesker. Efter at have samarbejdet med dem i mange år var det naturligt for mig at overtage en stor del af deres opgaver.

– Jeg sagde ja til kaldet efter en drøm, hvor jeg så mine forældre løbe med en fakkel. Så tabte de den – den svingede op i luften, og jeg hørte en stemme sige:”Er du villig til at tage den fakkel? Ellers ryger den på jorden”.

Lena Løbner bad over det i nogle dage, før hun besluttede sig for at overtage nogle af forældrenes relationer, venskaber og projekter.

En særlig vigtig opgave har været udgivelse og udbredelse af en bog om 120 holocaust-overlevere i alderen 70 og 90 år, som var i koncentrationslejre, da de var mellem 4 og 18 år. De fortæller om deres trosoplevelser midt i lidelsen. Lena Løbner har pt 30 eksemplarer af bogen, som skal sælges til ”sponsorer”, der vil hjælpe med at skaffe indtægter og donationer til udbredelse af bogen ved at betale 1.000 kroner for et eksemplar.

I øjeblikket er hun desuden ved at færdiggøre en cd, der udkommer til maj. Yderligere informationer om bøger og musik kan findes på hjemmesiden for hendes velgørende forening: Håb for Alle.

Missionærbarn

– Mine forældre har tidligere været missionærer i 45 år i Afrika, hvor jeg er født – i 1966 i Tanzania. De gav mig som ganske lille en pose bolsjer. ”Dem skal du dele ud”, sagde de, da vi besøgte en stamme, som aldrig havde set hvide før. Det var stærkt at blive taget med i processen.

– Da jeg var ti år, flyttede vi til Danmark, hvor jeg startede i 3. klasse. I Afrika havde jeg aldrig tænkt over, at jeg legede med afrikanske børn, men herhjemme lagde jeg mærke til, at jeg ikke var helt dansk, når jeg legede med danske børn.

– Vi har alle brug for omsorg, mad og familie … basale ting, som betyder noget. Som missionærbarn lærer man at acceptere andre kulturer. Det er vigtigt.

– Børn er utrolige skabninger. De er bare i det, de er i, og tænker ellers ikke så meget over, om de er fremmede – tager bare en dag ad gangen. Vi har mange kulturer i Danmark nu. Det er meget vigtigt, at vi ikke fremmedgør og skaber skel mellem hinanden. Mennesker er mennesker uanset hvor på jorden, vi er.

– Vi har alle brug for omsorg, mad og familie … basale ting, som betyder noget. Som missionærbarn lærer man at acceptere andre kulturer. Det er vigtigt.

– Mange fra forskellige religioner kommer til korset, kommer til Jesus lige nu. Hvis vi kan hæve os op over den politiske debat – vores egne følelser og fordomme – og kommer højere op, der hvor Gud er, så vil vi se mange ting ske. Hvis der er noget, verden har brug for i dag, så er det det kristne budskab, menigheden og kirken, påpeger Lena Løbner.

Sygdom og sang

Som barn i Danmark havde hun meget sygdom og lå en del på hospitalet. Efter en knæskade i gymnastik i teenageårene måtte hun droppe det sportslige samvær med klassekammeraterne.

– Jeg havde store problemer med mine led, efter mit knæ hoppede ud af led – når jeg spillede håndbold. I en lang periode døjede jeg også med svær eksem på hænderne.

– Som ti-årig var jeg begyndt at spille guitar og synge. Nu begyndte jeg at tage ord fra Biblen og nogle af salmerne og sætte min egen melodi på. Jeg startede også et børnekor.

– Det hjalp mig i forhold til identitet. Som teenager er det godt at have noget at gå op i. Det kreative – at spille, synge, male, skrive digte – er en god måde at komme ud med det inderste, mener Lena Løbner, der opfatter sig selv som ”en glad teenager”.

Bed om hjælp

I 1987 blev Lena Løbner gift. Parret fik to børn, men ægteskabet holdt ikke. Hun blev skilt, selvom hun ikke ønskede det.

– Så stod jeg alene med to små piger, og der var meget at se til. Jeg havde en kontoruddannelse, men valgte at blive dagplejemor, da børnene var små, så jeg kunne være der for pigerne.

– Skilsmissetiden var en periode, hvor jeg ofte var ked af det og græd meget. En særlig slem nat sagde jeg til Gud: ”Nu må du tage mit liv. Nu er der ikke mere”. Om eftermiddagen næste dag blev det uvejr med torden og lyn på himmelen. Da jeg tog på vandhanen, slog lynet ned igennem vandhanen og igennem min arm. Jeg faldt om. Bagefter sad jeg chokeret på gulvet med mange smerter i venstre side og ondt i mit hjerte. Hele venstre arm hang ned til siden, fortæller Lena Løbner.

Alligevel tog hun sig sammen og fortsatte med alle de praktiske opgaver, der var forbundet med at være dagplejemor og samtidig tage vare på sine egne to små børn. Udmattet faldt hun i søvn den aften.
Næste morgen havde hun stadig ondt og ringede til lægen og forklarede, at hun havde ondt i hjertet.
”Er der sket noget?”, spurgte lægen og blev helt ude at det, da hun hørte om lynnedslaget: ”Du skulle have bedt om hjælp med det samme”.

– Da gik det op for mig, at ”Herren kunne have taget mit liv den dag”. Men jeg havde slet ikke mærket mig selv, fordi jeg havde så travlt. Jeg skulle ordne og gøre så mange ting – som jeg ikke ville unde min værste fjende – og samtidig følte jeg, at jeg svigtede Gud på grund af skilsmissen.
– Men Gud så mit hjerte. Og Gud havde givet mig en ny chance. Jeg var så glad.
– Gud ser ikke på det ydre. Han ser på hjertet, understreger hun.

Ugen efter ringede dagplejekontoret og spurgte, om hun havde lyst til at lave en cd med sange til dagplejebørn. Musik var lige det, hun brændte for, så hun måtte sige ja.

– Den cd bliver der stadig sunget til rundt omkring. Jeg synes, det er stort, at jeg fik kræfter til at lave en cd midt i det hele. Gud hjalp mig!

– Samme uge var der nogle, der spurgte, om jeg ville lede i lovsang på Sankt Annæ Gymnasium. En nat kom sangen ”Kom med din regn” til mig, som jeg sang til koncerten, hvor der kom ca. 1.500 mennesker.

– Jeg var svag, havde tabt mig meget og turde ikke stille mig frem, men da jeg begyndte at synge, kom Guds nærvær. Midt i alt dette følte jeg, at Gud ville noget med mig på trods af det hele, fortæller Lena Løbner, der adlød hver gang.

I 2005 skrev hun bogen: ”Vend din skæbne” – en titel inspireret af Salmernes Bog, hvori der står, at Gud vendte deres skæbne.

Lovsanger og tilbeder Lena Løbner er på vej med en ny cd, der forventes at udkomme til maj. Og arbejder for at udbrede en engelsk bog med holocaust-ofres beretninger om lys i mørket. En opgave hun efter en drøm har overtaget fra sine missionærforældre.
Uundværlige roser

At give uden bagtanke er vigtigt for Lena Løbner, der lærte at dele bolsjer ud som barn.

– Hvis der er noget, verden har brug for i dag, så er det det kristne budskab, menigheden og kirken, påpeger Lena Løbner.

– Dagen efter natten, hvor jeg sagde til Gud, at han måtte tage mit liv, kom en mor til et af mine dagplejebørn med roser til mig: ”Tak fordi du tager dig så godt af min lille pige”, sagde hun, da hun gav mig roserne. Også der følte jeg, at Gud så mig. Netop da havde jeg så meget brug for at vide, at jeg var elsket og ok. Det blev til sangen: ”Tak for alle roser, som du giver til mig”.

– Det med at være noget for andre mennesker … Se behovene og være noget for dem uden løn – uden at planlægge eller tage noget for det. Dét synes jeg, at jeg gør i dag. Og jeg har et brændende ønske om at formidle vigtigheden af det til andre kristne. I stedet for at snakke så meget … Vi lever for meget i vores hoveder.

– Forleden leverede min datter og jeg tøj til hjemløse. Hendes naboer og venner havde også tøj til overs, som de fik. Så er man høj og glad bagefter. Den dimension er vigtig – der står jo i Esajas 58, at du skal give til den, der ikke har tøj, mad … og har du to kjortler, så giv den ene væk. Lad være med at tænke så meget over det. Gør det, gør noget!

– Jeg har en dyb længsel efter, at flere sætter noget mere handling på – får lyst til at gøre det! Og det skal være lysten, der driver værket, opfordrer hun.

Fra sorg til håb

I 2010 startede Lena Løbner foreningen ”Håb for Alle” i kølvandet på personlig sorg. Hun havde påbegyndt arbejdet sammen med veninden Camilla Holstein, som hun arbejdede sammen med, inden hun døde af kræft.

– Jeg var i sorg, fordi jeg havde mistet min veninde – og samtidig følte jeg, at alt gik fra hinanden i en kristen organisation, som jeg var med i på det tidspunkt. Derfor gik jeg og tænkte: ”Hvordan skal jeg nu kunne leve mit liv?”. Camilla og jeg havde sunget sammen, og jeg vidste, hun gerne ville have, at jeg fortsatte med at synge. Jeg sang også for hende, da hun døde.

– Camilla havde overvejet at flytte på hospice, men valgte at dø på Ledreborg. Efter at hun var gået bort, fik jeg inspiration til at gå ind på et hospice: ”Har I lyst til, at jeg kommer og synger en sang?” fortæller Lena Løbner.

”Spiller du guitar?” spurgte personalet. Der blev klappet i hænderne, da hun svarede ja. Det var, som om Gud havde lukket en dør, men åbnet et vindue, følte Lena.

De lavede en aftale, og snart sad hun i dagligstuen på hospicet og sang med lukkede øjne:”Oh store Gud”. Alle på stuerne kunne høre det. Da hun åbnede øjnene igen, sad der en lille dame i kørestol i stuen.

– ”Kender du: ”Nu titte til hinanden?” spurgte damen. Og så sang jeg den for hende. Tårerne trillede ned ad hendes kinder, mens jeg sang. ”Den vil jeg gerne have spillet til min begravelse”, sagde hun bagefter til mig.

– Det var som om, livet blev mere enkelt igen. Det handler om liv og død. Og jeg kunne bruges i det regi. Det hjalp mig i min sang, at jeg hjalp hende. Tak Herre! … Gud ved præcis, hvor vi er i vores liv, og hvad vi har brug for. Ugen efter ringede de fra hospicet og inviterede mig tilbage, og siden har jeg fået invitationer til at synge på hospice i hele Danmark.

– Min tro er blevet udvidet efter sorgen. Den er blevet stærkere, forklarer Lena Løbner.

I 2012 indspillede hun en cd – ”Tak for alle roser” – og uddelte den gratis til alle hospicer.
Alle hendes indtægter går gennem den velgørende organisation, hun har startet. Når der er penge til overs, får hun lidt i løn.

Forsigtig

Gennem ti år har hun prøvet at hjælpe mange unge piger og familier, som har boet i hendes hus. Hendes egen familie bor lige i nærheden.

Har du overvejet at blive gift igen?
– Når man har været gift, har børn, børnebørn og arbejde, er livet fyldt op. Mine 24 timer går hurtigt.

– Trods chancer har jeg ikke haft behov for – og måske ikke turdet – gå ind i et nyt ægteskab. ”Gud, mit liv er dit”. Jeg føler, at jeg tilhører Jesus. Har Gud en mand til mig på et tidspunkt, er det noget andet. Men jeg har lært, man må passe på sig selv der. I parforhold er der en andens sjæl, der kommer indover – med minder og følelser. Dér kommer der en anden ind. Det er bedre at være alene end at være gift med den forkerte. Det er at gamble med sit liv, hvis det er den forkerte.

– Mine forældre har altid hørt sammen og suppleret hinanden godt. De har været et forbillede for mig.

– Jeg har siden jeg var barn haft gudsfrygt. Det liv, Gud har givet mig, må jeg leve og være taknemlig for. Jeg er frimodig, når jeg beder, men understreger også: ”Det, som du mener er bedst for mig, det gør du”. For han ved, hvordan jeg er skruet sammen, forklarer hun.

I dag rejser Lena Løbner en del i Danmark, Island, Færøerne, Sverige og Israel – og bygger relationer mellem mennesker i forskellige menigheder, prædiker og fortæller om sit arbejde …
Hun kommunikerer om Gud igennem sang, bøger, undervisning, relationer og venskaber.

– Uanset hvad der sker i vores liv, så er der et liv bagefter. Efter skilsmisse, dødsfald, sammenbrud … som når Camilla dør, og jeg tænker: ”Hvordan kommer jeg videre herfra?” Der er altid mennesker, der har brug for den gave, vi har.

– Det er stærkt, at Gud som pottemager, når karret mislykkes, laver et nyt kar. Han starter forfra. Det nye er ikke, som det var.

– Gud har taget mig og klasket mig sammen på sin drejeskive, og så har han lavet et nyt kar. Det er vigtigt at kunne se tilbage, være taknemlig for det gode og lære af det dårlige … vide, at man kan få lægedom for sine sår. Han ønsker, at vi kommer på benene igen hurtigst muligt.

– Der kunne skrives en helt ny bog om, hvordan jeg er kommet igennem svære ting takket være ham.
– Jeg er lovsanger og tilbeder. Nogle år var det svært for mig at tilbede og synge for mennesker – I 2009, 10 og 11. Så kom det til mig, at Gud elsker børnene. Jeg havde masser af børnesange og lavede en glad cd med titlen:”Hvis jeg var en and”, siger Lena Løbner.

Den cd delte hun ud til 200 familier. Det gav mening at starte der. Hun havde undervist en lille pige på otte år, som døde af kræft, i dansk og matematik. Og også lavet en sang om hende.

– Det er en smertens vej, når man tager sit kors op og følger Gud. Jeg kan mærke andres smerter – uden filter nogle gange. Så må jeg lige tage et par dage bagefter, hvor jeg må græde og bede ind for Gud. Det er en del af tjenesten.

– Mit budskab i forhold til andre kristne handler om, at der står, vi skal dø med Kristus og være ét med hans lidelser, så bliver vi en del af hans opstandelse. Vi vil gerne have del i hans opstandelse, men ikke i lidelser. Det kan ikke lade sig gøre.

– Gud har givet mig mange materielle gaver, og jeg føler, at hvis han tog dem fra mig i morgen, ville jeg stadig være glad.

– Jeg har været igennem lidelsen, men jeg er stadig på Guds drejeskive. Når vi lærer om Josef – hele hans liv var én lang smerte, men Gud ophøjede ham. Hele hans liv var en lang historie om at blive brudt, brudt og misforstået.

– Når vi er døde med Kristus, har synden ikke længere ret til os. Paulus taler om korsets hemmeligheder. Det er dér, vi lever. Man kommer aldrig uden om korset. Hvis man har en afhængighed af et eller andet, kan man også kun blive fri ved korset.
Dér tilgiver og renser han os.

– I mit arbejde på hospice har jeg forstået, at Gud er meget større end jeg troede, for han kan rumme sygdom, død, lidelse … som han selv gik igennem, tilføjer hun.

Lene Løbners bog og cd’er kan bestilles gennem www.haabforalle.dk

Læs også