Vi er ikke alle Guds børn

Hvis man er kristen, så er der en skarp skelnen mellem at være Guds barn og at være elsket af Gud. Det er ikke det samme – og det er faktisk ret vigtigt.

Jeg så for nylig en officiel video fra Den katolske kirke, hvor paven taler om, at vi skal i fredsskabende dialog med alle religioner. Fint nok, tænkte jeg. Men så sluttede han af med at sige:
”Blandt alle religionerne, er der én sikkerhed: Vi er alle Guds børn.” Derefter siger hver enkelt repræsentant for islam, buddhisme, jødedom og kristendom: ”Jeg tror på kærlighed” som om det skulle understrege, at vi alle er Guds børn.

Jeg er chokeret over, at en åndelig leder som paven bruger udtrykket ”Guds børn” om alle mennesker på tværs af religioner. Kender han ikke sin bibel? Ved han ikke, at Johannes skrev: ”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn (Jesus)” (Johs. 1:12). Læs fx også 1. Johs, 3:1, Johs. 11:52, Johs. 8:44, Gal. 3:26. Eller i Romerbrevet 8:14-17: ”For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn”.

Sådan kunne man blive ved. At være Guds barn er faktisk et meget brugt udtryk i Bibelen. Ja, Gud elsker alle mennesker, men nej, vi er desværre ikke alle Guds børn. Vi bliver ikke alle frelst, bare fordi vi tror på, at der findes en Gud.

”Du tror, at Gud er én; det gør du ret i. Det tror de onde ånder også – og skælver” skriver Jakob i Jakobs brev kapitel 2. Det betyder absolut ingenting, om du tror på, at der findes en Gud. Ingenting!

Pas på, du ikke bliver forført af mennesker og slogans, som fordrejer Bibelens ord og sniger universalismens grimme og antikristelige ansigt ind. Det er en alvorlig sag.

Kend din bibel og læs den så ofte, at du ved, hvad der står i den. Den eneste måde du kan blive Guds barn på, er ved at tro på Jesus og hans stedfortrædende død og opstandelse.