Den barmhjertige …muslim?
– Der er desværre ikke flere pladser, sagde den afrikansk udseende vært på byens herberg. Vi havde vandret knap 30 km på pilgrimsruten Camino de Santiago i det nordlige Spanien – og var meget trætte.
Han forklarede, at der var et andet hostel…men det var 4 km derfra og oppe på en bakketop. Fødderne gjorde ondt for hvert eneste skridt, så tanken om at skulle vandre tilbage med 7 kg oppakning på ryggen, var ikke specielt rar!
– I kan køre med mig, når jeg har fri om en halv time. Jeg bor ikke så langt derfra, tilbød han pludselig.
Vi sagde begejstrede ja tak til hans venlighed. På vejen derhen fortalte han med et skævt smil, at han, trods det frivillige arbejde med at modtage kristne pilgrimsvandrere, faktisk var muslim og kom fra Gambia i Afrika. For da han tidligere selv havde vandret på caminoen, havde han følt noget særligt, så nu ville han gerne hjælpe. Selvom han var muslim og jo tilhørte en anden tro.
Jeg kom bagefter til at tænke på Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner (fra Luk. 10,25). Her forklarer Jesus, hvordan man skal behandle sin næste, hvem ens næste er og ikke mindst, hvordan man får evigt liv. Det hænger åbenbart sammen.
Samaritanerne var en udstødt gruppe, som jøderne mente havde misforstået nogle ting, blandt andet tilbad de ikke Gud i Jerusalem. Uden at sammenligne alt for meget, så kan man sige, at vi kristne lidt på samme måde mener, at muslimerne har misforstået flere afgørende ting om Gud, tro og tilbedelse.
Men på trods af dette, så bliver samaritaneren altså ”helten” i Jesus’ historie, mens de to personer, som vidste mest om den korrekte tro, nemlig levitten og præsten, er ”bad guys”. Interessant, at Jesus lige vælger disse tre karakterer, ikke?
Vi blev heller ikke hjulpet af en from, katolsk præst, men af en ung, muslimsk mand fra Gambia. Barmhjertighed og hjælp koster altid noget. Tid, penge, måske endda anseelse…det er altid lidt ubelejligt og besværligt i øjeblikket.
Men ønsker vi at elske Gud og vores næste som os selv, så må man være klar til at se den enkelte, som man møder på sin vej – og hjælpe dem, uden at forvente noget igen. Ligesom muslimen og samaritaneren gjorde det.
