Et universitet for dem, der har et løfte

Allerede som teenager havde Michael McKinney en del professionelle roller som skuespiller. Han var også sanger i en rockgruppe. En dag dukkede en talentspejder op fra Hollywood og tilbød ham en kontrakt med filmselskabet 20th Century Fox.

– Dengang var vi teen-idoler, og dørene åbnede sig meget hurtigt, fortæller Dr. Mike, da vi besøger ham og Dr. Adelle McKinney i Los Angeles.

– Mine forældre ønskede ellers at jeg, deres eneste søn, skulle blive præst. Jeg var kristen pr. osmose, vil jeg sige. Jeg fik kristendommen ind gennem påvirkning, men jeg kendte ikke Herren personligt. Jeg ville hellere have alt det andet.

– Her stod jeg med en kontrakt om optræden i Las Vegas på de store hoteller. Samtidig var jeg af egen vilje begyndt at søge tilbage til kirken. Jeg var som delt i to. Jeg fik en født på ny-oplevelse og blev fyldt med Helligånden. Så hørte jeg en stille indre stemme sige: Michael, er du sikker på, at det er, hvad du ønsker?

Jeg vidste, at jeg kunne få en masse succes, men at jeg ikke kunne have Ham med i det. Og nu vidste jeg, at jeg ikke kunne leve uden Ham. Så jeg gik tilbage til Hollywood og sagde nej tak til alle mulighederne.

Og jeg kiggede mig ikke tilbage. Jeg kom straks ind i en tjeneste som sanger ved kristne møder.

Fra Hollywood til mission

Selv om Mike var så ung, fik han personlige mentorer som selveste Kathrin Kuhlmann og Morris Cerullo. Vicepræsidenten i Four Square kirken, som opstod ud fra den store helbredelses-evangelist Aimee Semple McPhersons møder i Angelus Temple, tog Mike under sine vinger. Mike sang ved et møde med Full Gospel’s stifter, Demos Shakarian, og blev derefter tilbudt at synge i deres radioprogram, som blev sendt live fra en restaurant i Los Angeles hver morgen og blev hørt af hundredtusinder.

”Er det mon mig selv, der taler? tænkte jeg. Nej, Michael, det er mig, sagde stemmen. Så vidste jeg, at det var Jesus. Og så begyndte han at vise mig første del af mit liv.”

Snart kom jeg på bibelskole og sagde farvel til de gamle venner. Jeg ser ikke ned på det, jeg lærte som skuespiller og sanger, for Gud brugte det til noget godt. Jeg fik lært, hvordan man står og går. Hvordan man fremtræder på en scene. Hvordan man taler og formulerer sig. Jeg troede kun, det var for Hollywood, men Gud havde en plan om at bruge det. Og intet var spildt.

Smukke Adelle fra Hawaii

– Jeg mødte Adelle, da hun gik på University of Southern California. Hun kom fra Hawaii og var en ung talentfuld akademisk studerende. Anden gang, jeg så hende, stod hun bag orgelet med en bredskygget hat og blomster i håret og med en smuk dragt fra Hawaii-tøj. Og jeg sagde til min mor: Se hende der. Det er hende jeg skal giftes med.

Jeg vidste det bare, selv om Adelle intet vidste endnu. Hendes far kom sig aldrig over chokket, men hendes mor elskede mig og sagde: Han er jo en god dreng.

Udpeget af Katrin Kuhlmann

– Jeg blev senere ordineret som præst, og vi startede en kirke nogle år. Men jeg vidste på en eller anden måde, at jeg havde kald til noget andet. Jeg var evangelist, ikke pastor. Jeg gjorde mit bedste for at tjene dem alle med deres hovedpiner osv. Jeg elskede menneskene. Men det var ikke mig.

Engang havde Kathrin Kuhlmann pillet mig ud fra en flok præster i Shrine Auditorium, hvor hun optrådte hver måned med et stort korstog, hvor tusinder kom. Hun havde kaldt tre ældre præster ud og bedt over dem for en særlig salvelse, og netop som hun skulle til at prædike, sagde hun: Nej, der er én mere her. Og så vender hun sig til mig og siger: Unge mand, kom med herop.

”Vi véd jo godt, at det er Gud, der gør værket, og at titler ikke betyder noget. Men titler kan åbne døre”

Hun udtalte nogle kundskabsord over mig, og da hun lagde hånden på mig, faldt jeg for første gang under åndens kraft. Selv om jeg kendte til pinsebevægelsen, havde vi aldrig set noget, der lignede kraften ved Kathrin Kuhlmanns møder. Mine forældre havde fortalt mig om Aime Mc-Pherson, men det var før min tid.

Jeg var meget kontrolleret, og jeg er ikke en person, som let ser visioner. Men jeg så Herren Jesus. Han talte ikke til mig, men han så bare på mig. Og øjnene talte.

Kaldet fra Jesus

– Jeg var et år efter med til Morris Cerullas møder i San Diego, og jeg vidste, at jeg også ville blive helbredelses-evangelist. Jeg kan ikke forklare det, men det stod klart for mig. Og jeg havde aldrig set nogen – bortset fra Kuhlmann – der opererede i den åndelige dimension, som Morris Cerullo. De kraftige tegn og mirakler. Og den måde, han fik kundskabsord til mennesker gennem åndelig åbenbaring. Jeg ønskede så stærkt denne åndelige salvelse, at jeg blev helt syg indeni.

Jeg følte mig dybt frustreret, og jeg bad Gud om at vise mig, hvad jeg skulle. Og mens vi var på værelset, og Adelle sov, og jeg sad og læste, følte jeg mig pludselig omringet af en stærk følelse. Jeg troede, jeg havde et hjerteanfald. Men så forstod jeg, at det var det, jeg havde bedt om. Og jeg slap kontrollen. Og jeg blev løftet op, op, op. Fysisk var jeg i rummet, men åndeligt var jeg bortrykket, ligesom Paulus fortæller om. Nu talte en smuk mandsstemme til mig: Michael.

”Selv om jeg kendte til pinsebevægelsen, havde vi aldrig set noget, der lignede kraften ved Kathrin Kuhlmanns møder”

Er det mon mig selv, der taler? tænkte jeg. Nej, Michael, det er mig, sagde stemmen. Så vidste jeg, at det var Jesus. Og så begyndte han at vise mig første del af mit liv. Tre gang spurgte han: Michael, ved du ikke, hvem du er?

Nej, åbenbart ikke. Så mindede han mig om et ord, som min mor fik, da hun var gravid med mig som 40-årig. Et ord, jeg længe havde glemt. Men nu huskede jeg, at mor ofte havde taget mig op som barn og sagt: Husk på Michael, at Gud gav mig Jeremias 5,1 til dig. »Længe før jeg dannede dig i din mors liv, havde jeg planer for dig. Før du blev født, udvalgte jeg dig til at være profet for folkeslagene.«

Så viste han mig en lille del af det, som skulle ske. At jeg skulle komme til at bruge de overnaturlige nådegaver. Og Han sagde, at jeg ikke skulle blive indenfor min kirkes fire mure, for han ville sende mig til de fire verdenshjørner med sit evangelium.

Det er nu 40 år siden. Indenfor et år begyndte vi at rejse ud til nationerne, og vi har rejst lige siden. Vi begyndte i Filippinerne, og dørene åbnede sig, som Herren havde lovet. Vi fulgte bare barnligt, hvad Gud lagde til rette. I starten var der nogen i kirken, der ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke blev hjemme og passede menigheden. Men efterhånden fulgte nogle med på evangelisations-rejser.

Når vi efter et år fortalte Morris Cerullo om de store ting, vi oplevede, sagde han: Mike og Adelle, det er stort, men I vil komme til at se langt større ting. Og han havde ret.

”Kald universitetet Promise”

– Jeg overgav ledelsen af vores lokale kirke til en anden og blev selv feltpræst i hæren. Så spurgte en leder af et teologisk college i en anden stat, om jeg ville stå for en afdeling her i Californien. Det gjorde Adelle og jeg så en periode. Og Adelles fremragende viden og hendes evner som administrator reddede mig, griner Mike, som syntes, det var en hård opgave.

– En af vores studerende var en ældre dame, som tilbød at betale for det første år, hvis vi ville starte vores eget universitet. Og vi følte, at Gud ledte os til det. Vi fik mange gode forslag til et navn, men Gud gav mig navnet ”Promise”. Jeg hørte den der stemme igen, siger Mike og får tårer i øjnene.

– Han sagde altid mit navn: ”Michael, kald det Promise Christian University – for studenter, som har et løfte.”

Derfor har vi som motto vers 23 i kap. 10 i Hebræerbrevet, hvor der står: ”He is faithful who promised.” På dansk: Trofast er han, som kaldte jer, han vil også gøre det.

Hjælp til dem i tjeneste

Noget af det specielle ved Promise-universitetet er, at man forsøger at hjælpe travle præster og andre i kristen tjeneste med at få deres eksamener. Det er ikke nødvendigvis de dummeste, der prioriterer deres tjeneste frem for titler. Men det kan skade dem, at de ikke har den akademiske titel, forklarer Mike.

Og hvis en præst fx har arbejdet med sjælesorg i 20 år, ved han formentlig mere end en ung student, der kun tilgår emnet fra bøger. Promise giver derfor præsten point for hans erfaring og sætter ham i gang med at udvikle sin viden gennem studier. Det er ikke lettere, men studenten er mere motiveret. For målet er, at studierne skal føre til noget praktisk.

– Vi véd jo godt, at det er Gud, der gør værket, og at titler ikke betyder noget. Men titler kan åbne døre, siger Mike og nævner som eksempel en kristen kvinde, der ikke blev respekteret for sit kristne humanitære arbejde i et arabisk land. Efter at hun havde fået sin doktor-titel, skiftede mændene indstilling til hende.

Vedkender sig åbent det kristne grundlag

Alle de nu kendte og store universiteter var kristne i starten. Men i dag er den kristne inspiration i bedste fald forsvundet, hvis den ikke direkte er vendt til en aversion imod det kristne.

– Men vi tror og har set, hvordan akademiske studier kan inspireres af Helligånden, så der kommer noget genialt ud af det, siger Mike. Han er ikke i tvivl om, at Promise er et led i Guds planer.

– Jeg sagde i starten til Gud: Du må hjælpe os. Send os de rigtige folk. Og i løbet af to år kom der universitetslærere og doktorer til os fra de store universiteter med fremragende eksamener og evner.

Og jeg sagde: Nej tak. Vi har slet ikke råd til at betale den løn, I skal have. Men de sagde: Tal ikke om det. Vi er kommet, fordi Han kaldte os.

Vi startede i 2002 og har nu studenterklasser i flere stater og i udlandet. Og det vokser. Så vi tror, at Han er med i det.

Evangeliet til ledere

Mike McKinney bruges som taler ved mange konferencer i verden, og herigennem har han og Adelle mødt og vidnet for mange politikere og ledere. Flere har de bedt med.

– Gud lagde en ny vision i mit hjerte: At tale til politikere og ledere. Allerede som ni-årig mødte jeg tilfældigt præsidentfruen, Eleanor Roosevelt, og talte med hende. Jeg tror Gud leder os gennem det, vi oplever.

– Og selv om jeg ofte har forkyndt evangeliet for fattige i fx Calcutta, så har jeg ofte følt, hvor vigtigt det er også at møde ledere med evangeliet som en hjælp i deres vigtige arbejde. Og vi har netop oprettet et institut for Good Governance og holdt den første konference, hvor endda en konge deltog, fortæller Mike og nævner en række vigtige ledere ved navn.