Flygtninge vil blive ved med at komme…

Fremtidsforsker Patrick Johnstone ser i dette interview på muligheder og udfordringer i fremtidens flygtningepolitik.

(Læsetid: 9 minutter)
Flygtningene vil blive ved med at komme, hvad enten vi kan lide det eller ej. Det giver udfordringer, men også store muligheder, mener britiske Patrick Johnstone.

Af Delia Holtus

”Det, jeg ser på politisk plan, gør mig trist og modløs,” siger fremtidsforsker Patrick Johnstone. ”Men det, Gud gør, gør mig begejstret!”

Den 78-årige brite påbegyndte i 1964 arbejdet med bønnebogen ”Operation World”, og bogen nåede i de følgende år op på et millionoplag. Målet med opslagsværket er at forsyne kristne med oplysninger om alle lande i verden – oplysninger, som hjælper dem til målrettet at bede for mennesker i de respektive lande.

Patrick Johnstone fortæller her om det store antal flygtninge, vi ser, og de muligheder og udfordringer det fører med sig.

– Nu kommer mennesker fra disse lande pludselig til os! Hvilken utrolig anledning er det ikke til at fortælle dem om Jesus! siger britiske Patrick Johnstone i et interview med magasinet Lydia.
Findes i hele verden

– I Europa diskuterer politikerne immigrationslove og loft over modtagelse af flygtninge. Tror du, at man kan standse strømmen af migranter?

Nej. Flygtninge vil blive ved med at komme – hvad enten vi kan lide det eller ej. For presset i deres hjemlande er stort!

På verdensplan er antallet af flygtninge enormt. Europa har måske taget imod mellem 800.000 til en million flygtninge. Jordan, Libanon og Tyrkiet har sandsynligvis taget imod ni gange så mange. De har altså et meget større problem. Men det er naturligvis bedst, hvis flygtninge kan blive indkvarteret i nærheden af deres hjemland, så de senere kan vende tilbage.

Der er forskellige årsager til tilstrømningen af flygtninge, og mange har at gøre med levevilkårene i de afrikanske lande. Dertil kommer, at befolkningen i de fleste europæiske lande ikke får børn nok til at erstatte den forrige generation.

I de næste fyrre år vil indbyggerantallet i mange lande, især i Mellemeuropa, falde til omkring det halve. Det vil betyde tomme lande! I Italien sker det allerede. Afrikanske indvandrere bliver bosat i bjerglandsbyer, som er blevet forladt af den italienske befolkning.

Der opstår med andre ord et vakuum, som langsomt vil fyldes. Jeg tror, at der på verdensplan vil være en vedvarende strøm af flygtninge, indtil befolkningen har stabiliseret sig. Indtil da vil der blive ved med at komme mennesker – om vi kan lide det eller ej.

Det eneste, vi kan gøre for at dæmme op for flygtningestrømmen, er at bidrage til at forbedre levevilkårene i hjemlandene. Men det vil koste os økonomisk.

Vi importerer for tiden råstoffer fra Afrika og forarbejder dem her. Og den største profit skabes i forarbejdningsindustrien, ikke hos råstofproducenterne.

Hvis vi hjælper afrikanske lande til selv at forarbejde deres råstoffer, vil det forbedre disse landes økonomi – og som følge deraf befolkningens livskvalitet. Men alligevel vil vakuummet i Europa fortsat tiltrække mennesker.

Krig og hungersnød skaber flygtninge

– Hvilke andre udviklingstendenser ser du i fremtiden?

Jeg tror ikke, ret mange mennesker i Europa forstår, hvad der sker i Syrien, og hvad krigen her i virkeligheden drejer sig om. Vi har været så fikseret på ISIS og ivrigt fulgt med i, hvordan de har erobret det ene område efter det andet …

Nu er ISIS imidlertid næsten besejret. Det betyder dog ikke, at krigen i Mellemøsten er slut. Den er først lige begyndt. For islams to retninger, shiitterne og sunnierne, hader hinanden.

Det altovervejende shiittiske Iran har som mål at styrke sin hær og udvikle atomvåben. Landet er nu den stærkeste militærmagt i den muslimske verden. Og nu vil de gengælde sunnimuslimerne den dårlige behandling, de har mødt i de forgangne 1500 år.

Hvad der for tiden sker i Irak, Syrien, Libanon og Yemen er alt sammen del af en og samme krig. Et andet problem er den vedvarende tørke i Afrika. Yemenitterne dør! Der er ikke noget vand. Ti millioner mennesker risikerer at dø af hungersnød. Hvor skal disse mennesker gå hen? Den økonomiske ustabilitet i Afrika vil bestandig drive flygtninge til Europa, for hos os er der vand.

Det er den negative side. Men der findes også en positiv side, for det er Gud, der styrer!

Et plus for evangeliet

– Hvor ser du Guds virke?

Jeg tror, vi skal se på det samlede billede. Jeg har i mange år skrevet på bogen ”Operation World”. Bøn for mennesker i Mellemøsten har altid været et stort anliggende for mig.

Hvordan kan vi bringe evangeliet til mennesker i lukkede lande? Og nu kommer mennesker fra disse lande pludselig til os! Hvilken utrolig anledning er det ikke til at fortælle dem om Jesus! Mange af disse indvandrere bliver kristne. De er nøglen til fremtiden. For selv om de ikke vender tilbage til deres hjemlande, er de i kontakt med familiemedlemmer, som lever der.

På denne måde kan Gud bruge dem til at bringe evangeliet til lande, som vi længe har bedt for.

Min kone og jeg er i Derby med i en gruppe, som interviewer mennesker, som vil døbes. Cirka firs procent af dem i vores menighed, der er blevet døbt, er indvandrere – tidligere muslimer, som er blevet kristne.

Vi har næsten to hundrede tidligere muslimer i menigheden, især iranere, afghanere og kurdere. Fordi den yderliggående retning inden for islam vokser i disse år, vender millioner af muslimer sig fra deres tro.

Menigheden må erstatte familien

– Hvad betyder det for menigheden?

Det arabiske samfund er meget familieorienteret. Derfor er der et aspekt, man ikke må glemme: Bliver man kristen, kan man risikere at blive udstødt af sin familie, og det er traumatisk.

Derfor har enhver således brug for en ny familie. Hvis menigheden ikke kan tilbyde denne fornemmelse af at tilhøre en familie, er der risiko for, at personen vender tilbage til islam.

Men i den vestlige verden begrænser menighedslivet sig mange steder til gudstjenesten om søndagen. Det er for lidt for disse mennesker. De har brug for fællesskab. De har brug for følelsen af at være værdsatte og elskede, sådan som de er. De har brug for en erstatningsfamilie.

Det forandrer naturligvis en menighed. Men jeg tror, kristne menigheder er bedre til at hjælpe mennesker i integrationsprocessen end andre grupper i samfundet.

Forandring skaber undertiden frygt …

Det hjælper, når man hører det enkelte menneskes historie. I sidste uge talte vi for eksempel med en mand, som havde lært en kristen i Iran at kende. Den kristne indbød ham til møder i en hemmelig huskirke.

En dag kom manden lidt for sent til et møde og nåede lige at se, at politiet havde stormet bygningen. Lederen af huskirken blev dræbt, alle andre fængslet. Manden flygtede, for han var klar over, at hans navn stod på den sorte liste. Han flygtede til Tyrkiet og videre derfra til England. Hvordan kan en som ham vende tilbage? Man ville slå ham ihjel eller sætte ham i fængsel!

Den samme aften interviewede vi en kurder fra Irak. Hans mor døde, da han var elleve år. Han fandt senere ud af, at det var hans egen far, der havde dræbt hans mor, fordi hun var kommet til tro på Jesus.
Manden var rystet i sin grundvold. Hvordan skulle han nogensinde kunne stole på sin far igen? Han besluttede at lære mere om sin mors tro og blev til sidst kristen.

Når man hører historier som disse, er det svært at gøre sig kold og sige: ”De skal holde sig væk!”
Derfor tror jeg, at hvis man er bange for forandring, hjælper det at lære mennesker at kende som enkeltpersoner og opbygge et forhold til dem. Den, der er åben for det, betræder en anden verden.

Man møder mennesker, som er helt anderledes end os – og alligevel på så mange måder ligner os. Mennesker med samme behov og samme problemer. Når man lærer dem at kende, ændrer det alt.

Integration

– Mange frygter, at der opstår parallelsamfund. Hvordan kan vi hjælpe med at integrere flygtninge?

Vi må benytte os af anledningen til at møde flygtningene, når de ankommer. For hvis vi forpasser den første tid, så organiserer de sig selv.

De flytter lidt efter lidt ind i lejligheder i det samme kvarter, og der opstår en ghetto. Så er situationen låst fast, og det bliver svært at nå disse mennesker. Men hvis man byder dem velkommen, lige når de ankommer, er situationen en anden.

I vores menighed har vi en gruppe, som udfører et vidunderligt stykke arbejde blandt indvandrere: De forærer dem en velkomstpakke. De informerer sig på forhånd om de mennesker, som er nytilkomne.

Hvis en familie har børn, lægger de legetøj i pakken. Desuden pakker de chokolade og nogle nyttige ting i samt adresser på, hvor man kan få hjælp – hvor der for eksempel findes gratis sprogkurser. Derpå tager de pakkerne med til de huse, hvor de nyankomne er indkvarteret. Skønsmæssigt kommer halvfjerds procent af alle de mennesker, de besøger, i menigheden på et eller andet tidspunkt. Og mange af dem bliver kristne. Hvis man byder dem velkommen, holder de sig ikke for sig selv. Faktisk hører gruppen ofte udtalelser som: ”I er de første englændere, vi har lært at kende, som ikke er socialarbejdere eller offentligt ansatte.”

Patrick Jonstone og Jason Mandryck har sammen skrevet den seneste udgave af Operation World, som beskriver den åndelige istuation land for land som oplæg til forbøn og evangelisation.
Kvinde til kvinde – og mand til mand

– Er det muligt som kvinde at hjælpe til ved et sådant velkomstarrangement? Kan man som kvinde henvende sig til en mand, eller bør man overlade det til mændene?

En ugift kvinde gør bedst i ikke at nærme sig en mand – i det mindste ikke alene. Det er de ikke vant til i deres kultur. Det ville næsten kunne opfattes som et tilbud.

Jeg synes, det er bedst at gå to og to sammen, også selvom det er to kvinder. Allerbedst er det, hvis mænd taler med mænd og kvinder med kvinder.

Vækkelse i Europa

– Er der noget, du gerne afslutningsvis vil sige til kristne i Europa?

Det, jeg ser på det politiske og samfundsmæssige plan, gør mig modløs. Men det, Gud udvirker, gør mig glad! Vi oplever et åndeligt opbrud blandt de mennesker, som kommer til Europa, som vi aldrig har oplevet det før.

De fleste mennesker i Europa, som i dag kommer til tro på Jesus, er ikke europæere, men nogle, som er kommet hertil udefra.

Artiklen er bragt med tilladelse af kvindemagasinet Lydia.

Læs også