Holocaustoverlevende kunne slappe af i Danmark

Ordet og Israel har i den forløbne uge haft besøg af en gruppe holocaustoverlevende fra Israel.

(Læsetid: 5 minutter)
UNESCO-byen Christiansfeld så nogle af gæsterne fra Israel for første gang i deres liv en kirke indefra. De blev vist rundt i byen af missionær Knud Elmo Knudsen (med sort hat). Roza Kilimek står til højre i billedet. Hendes mand, Yosef, ønskede ikke at blive fotograferet.

Jeg møder Leif Sonne fra Ordet og Israel uden for cafeteriet på Gammelbro Camping. Kort efter kommer Rosa Kilimek. Hun fortæller sin mands historie ved hjælp af tolken, den russiskfødte messianske jøde Maxim.

– Jeg er selv født efter krigen, men hørte om det fra mine forældre. De overlevede, men min far kom hjem fra krigen uden hænder og ben. Jeg så hans smerte efter krigen. Far levede et langt og meget hårdt liv, men han kom til at bo sine sidste år i Israel, fortæller Rosa.

Da Rosa blev gift med Yosef, lærte hun hans historie at kende. Han fortalte hende om sin opvækst i ghettoen, og hvordan han overlevede. Men der har været så meget tungt i hans liv, at han ellers er helt tavs. Kun Rosa kender hans historie, og han er glad for, at hun vil fortælle den.

– Det med Yosef var værre end det, jeg hørte fra min far, siger hun stille.
Yosef var seks år, da krigen startede. Han boede i ghettoen Birset i Moldova, som blev drevet af rumænsk militær. Og rumænerne kunne somme tider være værre end tyskerne.

Ligesom de andre israelske gæster begyndte Rosa i løbet af ugen at slappe af og nyde opholdet i Danmark. Hun gemmer fx ikke sin davidsstjerne under blusen.
Tiggede mad

– Jøderne boede i en stor bygning. Men børnene havde mulighed for at slippe ud af ghettoen gennem et hul i hegnet. Yosef og de andre børn gik så til folk i landsbyen for at tigge mad.

Yosef havde kun en skjorte og et par bukser. Ingen sko – bortset fra det, han selv kunne flikke sammen af forhåndenværende materialer.

Ghettobørnene gik sammen rundt for at tigge, og de kom ofte hjem med kartofler og grønsager. Dem gav de til de voksne, som kogte suppe af det hele. Men om vinteren var for koldt at gå uden jakke. Da sultede børnene for alvor, og de frøs, hvis det ikke lykkedes dem at samle brænde.

Yosef levede fra 1941-1944 i ghettoen. Heldigvis ville mange lokale gerne hjælpe ghettoens børn, og gennem dem lykkedes det flere af de voksne at overleve. Men ca. 70% af de 1.000 personer i ghettoen overlevede ikke.

Yosef, hans mor og en fætter overlevede. Men faderen og hans familie døde.

Først efter krigen, da Yosef var 11 år, begyndte han i 1. klasse i Ukraine. Men som jødisk dreng oplevede han igen antisemitisme.

Som 18-årig kom Yosef i hæren, hvor han tilbragte fem år. Han mødte Rosa omkring 1973, og de blev gift. I 1990 flyttede parret til Israel, hvor han fik arbejde for en tysk virksomhed.

Fysisk og psykisk nedbrudt

Nu er Yosef 82 år. Han og Rosa har en søn, en svigerdatter og to børnebørn. Han taler aldrig om krigen, for smerten sidder for dybt i ham. Kun via Rosa bliver historien fortalt.

Også fysisk er Yosef mærket af sin svære barndom, og han har døjet meget med sygdom. Han har således hele livet lidt af en hudsygdom.

Var bange for at rejse

– Nogen i Israel fortalte os om muligheden for at komme med på denne tur til Danmark. Vi er lykkelige for at være her, og vi takker Gud for det, siger Rosa.

Samtidig afslører hun, at det ikke var uden bekymring, at de tog med.

– Jeg tænkte i flyet: Hvad sker der, når folk ser min Davidsstjerne, siger hun med hånden på halssmykket, før hun tilføjer, at hun havde hørt om antisemitisme i Skandinavien.

Mange glemmer de frygtelige ting, men det må ikke ske. Historien skal fortælles. Både for jøderne og alle andre – også for muslimerne – er det vigtigt at fortælle om Holocaust.

Folk skulle helst tale om tiden under holocaust. Men mange ønsker ikke at gøre det.

I fare efter Murens fald

Rosa og Yosef forlod Moldova pga voksende nationalisme. Sovjetunionen havde i sin tid samlet mange forskellige folk, men efter Murens fald var alt i opbrud.

Og jøderne vidste af grum erfaring, at uroligheder ofte vil gå ud over dem. Jøderne kommer altid i klemme. Det er sket så mange gange før i det område.

I Moldova var folk imod både russerne, jøderne og alle andre etniske grupper. Mange frygtede simpelthen nye pogromer i tiden omkring Murens fald. Det gik ikke helt så galt, men mange jøder rejste for en sikkerheds skyld til Israel på den tid.

De havde igen oplevet at se jødestjerner og hagekors på deres huse foruden teksten ”Jøder, gå hjem!”. Det gjorde de så. Nu er der næsten ingen jøder tilbage i den del af Europa. Hvor der tidligere var 100 synagoger, er der nu kun en tilbage. Det hang også sammen med kommunismens forkastelse af al religion som ”folkets opium”.

En bøn til danskerne

– Jeg ønsker for den unge generation, at de skal elske hinanden og deres land. Vi har brug for fred. Vi lærer ikke de unge at hade. Det er op til Gud at gengælde, siger Rosa.

Efter et par dage i Danmark siger Rosa om oplevelsen:

– Jeg elsker folket i Danmark – og renheden. I har rene vinduer. Hvis man vasker vinduer i Israel, er de beskidte dagen efter. Jeg må finde ud af, hvad I vasker dem med! Jeg har også været i en kirke for første gang i mit liv. Den var meget smuk. I Jerusalem føler jeg altid noget særligt, fordi byen er hjem for flere religioner. Vi må leve i fred med hinanden.

Hvad ønsker du, at danskerne gør for jer?
– At I beskytter og hjælper Israel og står sammen med Israel. Det er et helligt land for os alle!

Læs også