Troslære om Guds evige frelse
Leif Andersen skriver levende og engagerede kommentarer til hvert af Romerbrevets kapitler og udfordrer i bogens fem hoveddele læserne til at forstå Romerbrevets radikale frelses- historiske drama.
Han ser i Romerbrevet en systematisk troslære, der hverken er tør eller teoretisk, fordi Paulus skriver som et menneske med forfærdelse over synden kombineret med fryden over frelsen i Kristus. Teksten er tidligere udgivet som en del af Bibelværk for menigheden, Lohse 1993 og nu som paperback.
En kommentar bog er spændende, for selv om man har læst bibelteksten før, måske mange gange, så vil der ofte være inspiration og ny forståelse ved at læse kommentarerne. Især bogens fjerde hoveddel om Guds udvælgelsesplan for jøder og hedninger fortjener grundig læsning, så man forstår Romerbrevets udlægning af Israels plads i Guds frelsesplan, og hvordan Israel og kirken hænger sammen.
Ikke tilegnet, men tilregnet
Leif Andersen forklarer, at den dristige lære om retfærdiggørelse af tro stammer fra David (Salme 32:1-2) samtidig med, at Kristi soningsværk også virkeliggør nådespagten i fortiden. Gud tilregner ikke mennesker deres synd. Det sker uden at vi gør noget for det, vi kan derfor ikke tilegne os retfærdiggørelsen, kun Gud kan.
Bogens tredje hoveddel om kap. 6-8 viser, hvad ”Helliggørelse under nåden” betyder, at det sker i kraft af Kristus i os, det skabes af Gud i vore hjerter i modsætning til retfærdiggørelsen, som sker uden for os, i Guds hjerte. Andersen har opløftende kommentarer til glædeskapitlerne, Romerbrevet kap. 5 og 8, da de også belyser lidelsen i kristenlivet foruden glæden!
Guds udvælgelsesplan for jøder og hedninger
Bogens fjerde hoveddel bidrager til indsigt i, hvordan jøder og kristne hænger sammen i Guds plan for frelse af alle folkeslag. Det vigtige er at forstå forskellen på det historiske og fysiske Israel dvs. jøderne som pagts folk – der er anderledes end andre folk – og så det åndelige Israel, der omfatter både hedninger og jøder af Abrahams tro. ”Kirken, bestående af jøder og hedninger, er altså ikke Guds folk i stedet for jøderne, men Guds folk på en anden måde end jøderne…. Denne grundlæggende tanke er nøglen til hele hoveddelen kap. 9-11!” (s. 77).
Femte hoveddel dækker kap. 12-15 med titlen ”Formaning til kærlighed”; her er fokus ”Iklæd jer Herren Jesu Kristus”, men vigtigt er også afsnittet ”Endetidsetik”.
Leif Andersen: Kommentar til Romerbrevet
120 sider • 100 kr. • Lohse