344 kinesiske præster underskriver tros-erklæring
På grund af kommunistregeringens øgede kontrol over kristne i Kina har 344 præster nu underskrevet en fælles tros-erklæring for at kunne stå sammen overfor regimet.
Ifølge St. Charles Institute har de 344 underskrevet en udtalelse med titlen ”A Declaration of the Christian Faith.”
Underskriverne fastslår, at de både er kinesere og kristne og indsat af Gud som præster i kinesiske byer og landsbyer. Herefter hedder det: ”Vi tror og er forpligtet til at lære verden, at den ene sande og levende treenige Gud er skaber af universet, verden og alle mennesker… Vi tror og er forpligtet til at lære, at alle mennesker, fra nationale ledere til tiggere og fængslede, har syndet. De vil én gang dø og derpå blive dømt retfærdigt. Uden Guds nåde og forløsning vil alle mennesker gå evigt fortabt. Vi tror og er forpligtet til at lære verden, at den korsfæstede og opstandne Jesus er den eneste Herre over den globale kirke, den eneste Frelser for hele menneskeheden og den evige Hersker og Øverste Dommer over universet. Til alle, som omvender sig og tror på ham, vil Gud give evigt liv og et evigt rige.”
Udtalelsen henvender sig direkte til Kinas regering i en liste med fire overskrifter. Her fastslår pastorerne, at de kristne kirker i Kina ubetinget tror, at Bibelen er Guds ord og åbenbaring. De understreger samtidig, at kristne i Kina er villige til at lide og dø for troen på Kristus ligesom tidligere generationer af hellige.
De kristne i Kina er dog villige til at adlyde autoriteter, som er indsat af Gud. Endelig fastslår gruppen i lyset af førnævnte grunde, at de ”tror og er forpligtet til at lære alle troende, at alle sande kirker i Kina, som tilhører Kristus, må fastholde adskillelsen mellem kirke og stat og forkynde Kristus som kirkens eneste hoved.”
Pastorerne erklærer til sidst, at de ikke vil gå på kompromis, uanset om det kommer til at koster dem friheden eller deres liv.