Enkle og smukke proklamationer

(Læsetid: 2 minutter)

Lena Løbners nye cd er fyldt med lovsang og tilbedelsessange og fylder atmosfæren med sin proklamation om, hvem Jesus er.

Sangene har Lena skrevet gennem de seneste år, og de består af en blanding af dansk og engelsk og med medley af nogle ældre sange ind i mellem. I coveret finder man foruden sangteksterne en lille historie om hver sang, hvordan Lena har fundet inspirationen til melodi og tekst. Det gør albummet meget personlig, og man lytter med en ekstra ærbødighed, når man har i tankerne, at sangen er blevet til ud fra en personlig smerte eller under en særlig oplevelse af Helligåndens inspiration.

Fx er sang nr. 1 ”Du er med mig” og sang nr. 5 ”Ingen som dig” begge blevet til ud af Lenas personlige smerte i perioder med svære omstændigheder eller oplevelser. Med det i tanke opleves det ekstra stærkt at mærke freden, der følger med musikken, og Lenas stemme, der synger om Herrens godhed, ledelse og himmelsk overflod.

Om sang nr. 3 ”I live to see” fortæller Lena, hvordan hun bad Jesus om at give hende en sang, som en bekræftelse på, at hun var på rette vej. Og med det samme kom tekst og melodi til hende – det blev til en sang om Guds storhed og ledelse.

Jeg var fornylig til et møde i min kirke, hvor Lena Løbner var på besøg og ledte lovsangen. Vi sang bl.a. sang nr. 8 ”Stoler på dig”, hvor omkvædet har lydt i mit indre mange gange siden:

”Du svigter os aldrig, forlader os ej”
”Du svigter os aldrig, forlader os ej”
”Du svigter os aldrig, forlader os ej”
”Det står i Dit Ord”

Det er den enkle sandhed, der, proklameret med følsomhed og autoritet på samme tid, virker så stærk. Og det, der løber som en rød tråd gennem hele albummet, er bibelske sandheder, sunget af en musiker, som du ikke et øjeblik er i tvivl om, lever i tæt relation med frelseren.

Lena Løbner har udgivet flere cd’er, bl.a. ”Hope” fra 2016 og nu den nye ”Ingen som dig”.

Foruden Lena Løbners vokal og guitar medvirker Joachim Hejslet på keyboard og percussion samt kor, Frank Anker på bas og kor, og på sang 10 er det Camilla Løbner og Regina Løbner, der supplerer korsangen. Cd’en er produceret hos Joachim Hejslet Jørgensen i Amazingspace Studio, hvilket er din garanti for en udgivelse i teknisk høj kvalitet.

’Ingen som dig’ er udgivet af foreningen Håb for alle og kan købes via foreningens hjemmeside, på itunes eller via MobilePay på 30526508. Den koster 149,- kr. inkl. forsendelse.

Læs også