Hvad skal Gud dog gøre?

”Forstå Det Gamle Testamente i selskab med børn” er skrevet af indskolingslærer Katrin Schmidt.

(Læsetid: 10 minutter)
Syndfloden og arken hører med til bibelhistorien. Her er Noas ark malet i 1846 af den amerikanske maler Edward Hicks.

Syndflod, død og vold – selv for mange voksne er Det Gamle Testamente vanskeligt at kapere og ikke altid lige let at forstå. Hvordan kan man give børn en indføring i denne del af Bibelen uden at skræmme dem eller gøre dem bange for Gud?

Efter en længere barselsperiode melder jeg mig igen parat til at deltage i børnearbejdet i vores menighed. De søger stadig frivillige i min søns gruppe. Han glæder sig til, at jeg skal arbejde der.

Da jeg får materialet udleveret og hastigt løber igennem årets emner, føler jeg mig pludselig lidt beklemt: Det Gamle Testamente, hele det næste halve år. Læseplanen lægger fint ud med Skabelsesberetningen, Edens Have, sjove dyr, vidunderligt skabte mennesker, Gud som en kærlig, omsorgsfuld, helt personlig ven. Dejligt, det glæder jeg mig til!

Men fra og med tredje lektion er der andre emner på programmet: Syndefaldet, brodermordet på Abel, syndfloden, Babelstårnet, de første krige, Jerikos indtagelse. Halsbrækkende begivenheder, farlige slag, mord og drab, rædselsscenarier, et væld af voldelige og grufulde handlinger – men samtidig en Gud, som går forrest og er trofast hele vejen igennem.

Min glæde fordufter ud i den blå luft. Børnene er jo stadig så små, tænker jeg. Min søn er kun seks år gammel!

En ny synsvinkel

Siden min søn kom til verden, har jeg set på alt med andre øjne. Hvor et træ tidligere ikke kunne blive for højt til, at jeg turde klatre helt op i toppen, slås jeg i dag med højdeskræk. Og ligesom jeg tidligere havde levet ud fra overbevisning, at vanskeligheder var en del af livet, de gjorde os stærke og var med til at modne os, så vil jeg helst nu holde dem væk fra mine børn.

Hvor jeg tidligere som en begejstret fan af bøger og historier havde læst eventyr og fabler højt for mine elever i skolen for at give dem indblik i tyske kulturværdier, bliver jeg i dag skræmt over grusomheden i de samme fortællinger og har gemt mine eventyrbøger væk i kælderen, fordi det endnu er for tidligt at give den slags lekture videre til mine børn.

For mit eget vedkommende er jeg imidlertid lykkedes med at nå frem til nogle forklaringer på de virkelig vanskelige passager i Bibelen, forklaringer, som virker for mig, men nu kan jeg mærke, hvordan min hals snører sig sammen ved tanken om, at jeg skal snakke med børnene om disse ting.

Da undervisningsplanen er bygget fortløbende op, kan jeg ikke bare vælge at bruge andre emner uden at bringe uorden i det hele. Jeg får på en eller anden måde kæmpet mig igennem materialet og går i gang med at tilrettelægge den første lektion.

Skabelsen, super! Den morer mig, jeg maler og tegner et stort billede, som jeg kan bruge til at fortælle historien ud fra. Jeg er fuld af ideer. Timen forløber godt. Det er dejligt at formidle bibelhistorie for børnene! De fleste følger godt med, de kender historien og fortæller begejstret det, de ved, og jeg føler efter timen, at jeg har bestået opgaven.

Noas Ark er kendt stof

Da jeg efter tre uger igen kaster et blik på materialet og ser mit næste emne, er jeg nogenlunde lettet: Det handler om Noahs Ark.

Egentlig et forfærdeligt emne – hele menneskeheden drukner ynkeligt i oversvømmelsen. Bortset fra en enkelt familie og et par udvalgte dyr af hver art bliver alt tilintetgjort.

Min fordel: Historien er velkendt. Inklusive min søn Noah har vi i alt tre Noah’er i gruppen. Min Noah kender allerede arken fra sit første slumretæppe, kærligt broderet af hans oldemor.

Jeg lægger omdrejningspunktet i historien på Noahs forhold til Gud, hans lydighed og hans tillid. Sidst i beretningen, da regnen falder, kommer jeg ikke udenom at nævne, at oversvømmelsen dækker hele jorden.

Der kommer næsten ingen spørgsmål i den forbindelse. Børnene har slugt historien råt eller hørt den så tit, at de ikke har yderligere spørgsmål. Jeg er lettet.

I forbindelse med den næste forberedelse er jeg rådvild: Tårnbyggeriet i Babel, sprogforvirringen, den ødelagte kommunikation. Hvordan forklare seksårige dette? Jeg beslutter mig for at gøre det enkelt, lige ud ad landevejen.

Jeg vil lægge alle forbehold til side og lade, som om jeg har intelligente, videbegærlige mennesker foran mig, som jeg helt igennem kan stole på, og ikke små sarte sjæle. Jeg beder til, at de næste lektioner ikke vil ødelægge mine små elevers vidunderlige, barnligt naive tro og få dem til at fortvivle over Gud.

Straf eller forbarmelse

Senere er jeg forundret over, hvor klogt børnene tager historien til sig, stiller gode spørgsmål og drager fornuftige slutninger.

Historien er ikke velkendt for alle og vækker så meget des mere gruppens interesse. En dreng kommer i tanke om syndfloden og Guds store skuffelse over menneskehedens udvikling, som jeg faktisk ikke havde lagt så stor vægt på, fordi jeg jo ville skåne børnene. Han giver indigneret udtryk for manglende forståelse for, at disse dumme mennesker allerede igen klokker sådan i det. Hvordan kunne de da også finde på at ville bygge et tårn, der var højere end Gud, når det dog er Gud, som har skabt dem, og som sørger for alle mennesker?

Før jeg kan nå at fortælle historien til ende, lyder der et spørgsmål fra den ophidsede gruppe: ”Jamen, hvad skal Gud dog gøre? Hvad skal Gud stille op med disse mennesker? Hvordan skal han reagere på denne fornyede ulydighed?” Ophidselse og målløshed.

En anden dreng bryder stilheden og siger blot to ord: ”En syndflod.” Ja, selvfølgelig. Der skal en ny syndflod til. Det her kan Gud ikke lade sig byde!

Min betænkelighed med hensyn til, om børnene ville blive bange for Gud, bliver i høj grad gjort til skamme. I stedet sorger de sammen med Gud over hans faldne skaberværk og leder efter løsninger. Et andet barn bryder ind: ”Nej, det går ikke. Gud har jo lovet aldrig mere at sende en syndflod. Og han holder, hvad han lover.” Stor opstandelse! Børnene er rådvilde. Hvad nu? Hvad vil Gud nu gøre?

Jeg fortæller historien til ende, børnene er på ingen måde chokerede, finder snarere straffen for mild og er forbavsede over, at de forskellige sprog opstod i forbindelse med byggeriet af tårnet i Babel.

Guds store dilemma

Efter denne time går jeg optimistisk i gang med at forberede mig til de næste. De følgende søndage taler vi om folkene, som vender sig fra Gud og bygger deres egne guder af træ og sten; om Israels folk, som Gud udvælger sig til at finde en vej til at vinde sine tabte børn tilbage.

Vi taler om, hvordan Gud viser verden sin kærlighed og barmhjertighed ved at bruge Israel som eksempel – for så på ny at blive Gud for alle folkeslag. Og vi ser på, hvordan mennesker blandt dette udvalgte folk sætter sig op imod Gud og ikke vil høre på ham.

Igen og igen reagerer børnene uforstående og oprørte. Mange historier er nye for flere i gruppen, og interessen er stor.

En bestemt sætning går som en rød tråd gennem hele semestret: ”Jamen, hvad skal Gud dog gøre?” Med dette folk, med disse mennesker, med hele menneskeheden? Igen og igen lyder kommentaren:

”Der skal en syndflod til. De har fortjent det, men det går jo ikke. Gud har lovet …” Og så den spændte venten: Hvordan vil Gud handle denne gang? Hvad finder han på for at komme videre med dette stivsindede folk og den menneskehed, som har vendt sig fra ham?

Børnene viser mig med en bemærkelsesværdig tydelighed, hvilket dilemma Gud befinder sig i, da han jo har forpligtet sig til aldrig at vende sig fra sine børn. Fulde af forstandighed drager de konklusioner og sætter brikker i puslespillet sammen, altid på Guds side, forbløffede og begejstrede over hans løsninger og veje til at bringe sig tæt på mennesker.

Da vi er nået til slutningen på de gammeltestamentlige lektioner, begynder det at gå op for mig: Hvor anderledes vil jeg ikke kunne snakke med børnene om Jesus, når vi snart går i gang med Det Ny Testamente! Hvor stor pris vil de ikke kunne sætte på Guds alt forandrende, frelsebringende og kontaktskabende løsning på den århundredlange konflikt mellem Gud og menneskene og forstå Guds kærlighed og barmhjertighed!

På baggrund af det forgangne halve års lektioner manifesterer Jesus sig nu som den ultimative, altoverskyggende løsning. Og som Guds ufatteligt store barmhjertighedsgave til en fordærvet menneskehed.

Pludselig giver alt mening for mig, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har fået lov til at tage del i denne lærerige, berigende proces. Jeg har forstået noget vigtigt om bibelindhold og om børn, som jeg havde undervurderet.

Fundamentet er lagt

Det næste år følger jeg gruppen videre, og vi oplever en helt anden fase med hinanden. Gruppen er forandret, vokset fra hinanden, fraværende. Jeg mærker, hvordan skolestarten kræver børnenes opmærksomhed. De er næsten ikke i stand til at forholde sig til indholdet på søndagene.

Jeg er glad for at have fået lov at opleve det forgangne semester med dem, så jeg kan passe forandringerne ind. Også i denne nye fase vil jeg gerne følge børnene og være der for dem.

Jeg tænker med taknemmelighed tilbage på søndagene, hvor børnene var totalt årvågne og kunne optage alt som små svampe. Jeg ved, det ikke var forgæves. Det, vi har oplevet og lært, er ikke væk.

Der vil komme perioder igen, hvor det vil dukke op og danne fundament for ny indlæring.

Da jeg højgravid med vores tredje barn tager afsked med min elskede gruppe, ved jeg, at denne tid altid vil stå præget i min erindring. Jeg mærker, hvordan det brænder i mig efter at formidle mine erfaringer videre til alle forældre: Vi har lov at tiltro børn noget!

Vi skal være der for børnene, når de mangler svar på deres kloge spørgsmål, og benytte os af de åbne vinduer i deres udvikling! Så skal vi bevare roen og løsne tøjlerne, hvis de for en stund klapper i og lukker sig inde i sig selv, for da har vi lov at stole på, at intet er gået tabt, men kun for en tid er overskygget af andre udfordringer, som de skal tackle. Alt imens kan vi selv modtage og vokse ganske meget i denne proces.

Katrin Schmidt er indskolingslærer og mor til tre børn. Teksten er oversat fra Magasinet Lydia 2/2018, side 46

Læs også