Kvist måtte krybe til korset

(Læsetid: 2 minutter)
Af klummeskribent Iben Thranholm, Cand. teol., journalist og samfundsdebattør

Det er ret unikt, at vi i Danmark har den tradition, at Folketingets årlige åbning i oktober indledes med en gudstjeneste. Hvad der næsten er endnu mere enestående er, at den bliver holdt i hævd trods voksende sekularisering og multikulturalitet. Dog er fanden ofte løs, enten når det afsløres hvilken præst, der skal prædike ved anledningen, eller hvis præsten i sin prædiken siger noget, der kan tolkes som en blåstempling af visse politiske synspunkter. Sådan var det også i år.

Da det kom frem, at det var valgmenighedspræst Morten Kvist, der også har været medlem af Etisk Råd, som skulle prædike ved gudstjenesten i Christiansborg Slotskirke, brød helvede løs.

Tilbage i 2008 kom Morten Kvist i modvind, da han stillede sig kritisk over for, at Københavns Kommune godkendte to homoseksuelle par som plejefamilier for anbragte børn. I et interview med Politiken udtalte han, at der ”nemt kan gå rettighedsfundamentalisme i det” – For nu at stille det skarpt op: Hvad med de pædofile – har de også rettigheder? De pædofile har et stærkt behov for at være sammen med børn, skal de så have lov til det?”.

Udtalelsen vakte så meget harme hos SF, at de valgte at boykotte gudstjenesten. Også Socialdemokratiets Mogens Jensen, der selv er homoseksuel, fandt Kvists udtalelser så afskyelige, at han valgte at blive væk. Kulturminister Mette Bock forsvarede sit valg af Kvist med, at i Danmark har vi trosfrihed, og at en prædiken er forkyndelse og ikke politik. Hun understregede også, at hun intet har imod homoseksuelle. Morten Kvist selv reagerede med at sige, at citatet var taget ud af kontekst, og for at tage brodden af kritikken forsikrede han, at han gerne ville vie homoseksuelle nu, selvom han tidligere har udtrykt skepsis. Kvist måtte krybe til korset overfor regnbuekrigerne.

Det er tankevækkende, at denne storm af kritik rammer en valgmenighedspræst. Loven om valgmenigheden fra 1868 blev netop vedtaget for at styrke tros- og ytringsfriheden. Men i dag må selv en valgmenighedspræst rette ind og adlyde de politiske paroler, hvis han skal overleve. Havde Kvist sagt, at ægteskabet er mellem en mand og en kvinde,
og at et barn skal have en far og en mor (af forskellige biologisk køn), kunne han al med sandsynlighed have vinket farvel til at prædike for politikerne. Det er gået markant tilbage for trosfriheden i Danmark, siden valgmenigsloven blev indført.

Præster, der ikke vil kysse kejserens billede, må nu være parate til at se sig selv udstødt.

Læs også