Cameroun har regnet den ud

(Læsetid: 2 minutter)
Af Cecilie Nygaard
Udsendt som volontør af
Mission Afrika

Religion er en privatsag. Sådan lyder det ofte i Danmark, når snakken falder på det at tro. Jeg er lige nu volontør i Cameroun gennem Mission Afrika, og her er det at tro på det glade budskab bestemt ikke noget, man holder for sig selv. Jeg bliver dag for dag mere og mere grebet og inspireret af camerounernes frimodighed og deres måde at leve med troen som en stor selvfølgelighed.

Mange camerounere finder vej hen i kirken om søndagen, og man mærker tydeligt, at der her skabes et frirum for alle. Kirkegang er en fest, og tøjet passer til lejligheden. Søndag er simpelthen ugens højdepunkt, men kristendommen skinner igennem alle ugens dage. Kirke er overalt, ikke bare om søndagen. Dette er noget, camerounerne synes at være gode til at tage meget bogstaveligt. Fx har jeg et par gange oplevet at blive en del af spontant opståede bedefællesskaber, og der sker noget helt specielt, når man oplever at være sammen om noget, der er så vigtigt for begge parter!

I Danmark kan man ofte føle, at man har nok i sig selv. Egoistiske og personlige behov får let lov til at dominere. Vi giver en hånd, men ser helst ikke, at hele armen bliver taget. Hernede lever den kristne mentalitet i bedste velgående. Med den største selvfølgelighed træder de til i både stort og småt, og jeg synes, det er så tankevækkende. Det er som om, de har regnet den ud!

’Mennesker trenger mennesker’ (mennesker har brug for mennesker), som der bliver sagt i den norske ungdomsserie SKAM. En del af essensen ved at være et udøvende kristent menneske bør netop være, at der altid er tid. Tid til et kram, tid til en snak eller tid til bare at være sammen med dem, man elsker og holder af.

Jeg tror, at vi i Danmark bør lade os inspirere af al den frimodighed og næstekærlighed, der hernede strømmer ud af folk. Spørger nogle om en hånd, bør vi tilbyde dem hele armen. For altså – ’What would Jesus do?’

Læs også