Er du i forventning til dit liv og din fremtid?

Er du i forventning til dit liv og din fremtid? Eller er fremtiden blot kimen til bekymring og angst?

Simeon og Anna har al grund til at være trætte, bitre og opgivende, hvad fremtiden angår. Deres fremtid ligger bag dem.

Begge er de oppe i årene. Simeon beskrives som retfærdig, from og fyldt med Helligånd. Og hvad den 84-årige profetinde, Anna, angår, så bruges der mest ord på at beskrive hendes historie: Anna var gift med sin mand i blot 7 år, for så at blive enke. Og hun har tjent Gud i templet lige siden – nat og dag.

Men der er noget særligt ved disse to: De er i forventning!

I forventning til, at deres øjne skal se ham, som skal frelse og er et lys til åbenbaring.

Tænk engang, hvis vi kunne lære af Simeon og Anna? Et helt liv at være forventning til livet – at livet har noget godt at gi’, så længe vi lever.

Se bare på børnene op til jul: Forventningen lyser ud af deres øjne. Tænk, hvis vi også kunne lære af vores børn: At forvente sig alt godt af den tid, der kommer – ikke blot julehøjtiden, men af hele livet.

Desværre er forventningen ikke en selvfølge. Bekymringen – den bekymring, som tager kontrollen over os – kan have en tendens til at blive altoverskyggende.

For hvad er det, vi gør i bekymringen? I bekymringen forsøger vi at være vores eget forsyn. Vi forsøger at være vores egen fremtids Herre og kontrollere fremtiden.

Hvordan er det overhovedet muligt? I bekymringen lever vi konstant i morgen. Aldrig i dag! Vi er ikke nærværende, når vi bekymrer os. Vi er fraværende i dag for at kunne være, ja, nærværende i morgen.

Simeon og Anna havde al god grund til at være bekymrede for deres fremtid: Simeon kunne bekymre sig om Israels fremtid, og Anna kunne bekymre sig, om hun nogensinde ville få en mand igen. Men de valgte at vie deres liv til forventningen – forventningen om alle mennesker frelse.

Hvad gør forventningen ved os? I forventningen forventer vi noget godt af vores fremtid. Vi går til fremtiden med glædelig forventning og tro på det bedste.

Og vi forventer på en sådan måde, at vi formår at være nærværende lige nu og her – i det vi gør og er.

Men for mange af os er det svært at forvente det gode, fordi vi har oplevet svigt. Ofte vælger vi i stedet at gå til fremtiden med bekymring – uvidende om, hvad der skal ske. Eller vi vælger at hænge os i fortiden, hvor alt var meget bedre.

Anna var blevet 84 år gammel og havde været i forventning et helt liv.

Abraham var nær hundrede, da han fik en søn.

Der skulle gå mange, mange år, for Jesus kom. Og vi venter stadig på hans andet komme.

Nej, forventningen har et evighedsperspektiv. Et Guds perspektiv. Og hvad kræver en sådan forventning?

Forventningen kræver tålmodighed. I adventstiden lærer vi at vente. Ligeledes er vi nødt til at lære at forvente. For hvad sker, der når vi vælger forventningen? Så håber vi med et evighedsperspektiv.

At forvente er troen på, at Gud har kontrollen. – Ikke vi selv. Bekymringen er nemlig naiv. For i den tror vi, at vi kan kontrollere det hele selv.

Lad os se til Simeon og Anna. Lære af dem. Lære af deres forventning. For de havde al god grund at blive bitre og gnavne i deres alderdom – fyldt med bekymring, opgivenhed og håbløshed.

Men de valgte i stedet at forvente Jesu komme. De valgte at forvente frelse for dem selv og Israels folk.

Tør vi ligesom Simeon og Anna at forberede os hele livet? Have tålmodighed til at forvente det gode af vores fremtid? Tør vi at forvente det umulige fra os selv og Gud, som Simeon og Anna gjorde?

Søndagens tekst: Luk. 2,25-40:

25 I Jerusalem boede der en mand ved navn Simeon. Han var en mand, der omhyggeligt fulgte Guds lov og længselsfuldt ventede på Israels Messias. Han var fyldt med Helligånden, 26 og Ånden havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle dø, før han havde set den Frelser, som Gud havde lovet at sende. 27 Netop den dag, da Josef og Maria kom for at indvi barnet Jesus, som Toraen foreskrev, havde Helligånden givet Simeon den indskydelse, at han skulle gå op i templet, 28 og der mødte han dem så. Han tog straks den lille i sine arme og begyndte at lovprise Gud på følgende måde: 29 »Herre, endelig kan jeg som din tjener gå bort i fred, som du har lovet mig. 30-31 For nu har jeg set ham, som skal være alle folkeslags frelser, 32 ham, som er det lys, der bringer ny indsigt til mennesker og ære til dit folk, Israel.« 33 Josef og Maria stod overvældede og hørte på alt det, der blev sagt om Jesus. 34-35 Så velsignede Simeon dem og sagde til Maria: »Det barn vil blive årsag til fald for mange blandt Israels folk, men andre vil blive hjulpet. Han vil afsløre menneskers inderste tanker, og mange vil hade ham for det. Til sidst vil sorgen gennemtrænge dit hjerte som et sværd.« 36 Der var på det tidspunkt i Jerusalem også en gammel profet ved navn Anna. Hun var datter af Fanuel og tilhørte Ashers stamme. Efter syv års ægteskab 37 havde hun levet som enke, og nu som 84-årig var hun altid at finde i templet. Under faste og bøn tjente hun Gud dag og nat. 38 Hun havde stået i nærheden og brød nu ud i tak til Gud. Derefter fortalte hun om barnet til alle, som længtes efter Jerusalems befrielse. 39 Da Jesu forældre havde opfyldt alt, hvad der var foreskrevet i Guds lov, vendte de tilbage til deres hjemby, Nazaret, i Galilæa. 40 Der voksede Jesus op, og han blev en moden og klog dreng. Det var tydeligt, at Guds velsignelse var over ham.