Vi kan leve i frihed – og sætte andre fri

Jesus befalede sine disciple at prædike evangeliet og uddrive dæmoner. Og det er der stadig brug for, skriver Graham Powell i bogen ’To verdener - kæmper om din sjæl’.

(Læsetid: 16 minutter)
Når vi beder om udfrielse for et menneske, må vi vise omsorg. Vores aggression skal være rettet mod ånderne, ikke det menneske, de plager, understreger Graham Powell.

Missionsbefalingen er et mandat, en kommando, som skal adlydes og en opgave, som skal udføres. Jesus gjorde det helt klart, hvad han forventede af sine efterfølgere. Han gav dem besked om at forkynde evangeliet om Guds rige i hele verden. (Mat. 24:14).

Efter at han var opstået fra de døde, sagde han det igen: ”Gå ud i hele verden og forkynd det gode budskab for alle mennesker.” (Mark. 16:15)

Når mennesker var kommet til tro på Kristus og levede i lydighed mod ham, ville andre mennesker kunne se fire tegn i forbindelse med de kristnes vidnesbyrd:

Overnaturlig autoritet – evnen til at uddrive dæmoner.
Overnaturlige sprog – evnen til at tale sprog, som de ikke havde lært.
Overnaturlig beskyttelse – de ville være i sikkerhed under farer.
Overnaturlig magt – evnen til at helbrede syge.

”Og disse tegn skal følge dem, der tror: med fuldmagt fra mig skal de drive dæmoner ud, de skal tale med nye tunger, og hvis de kommer til at tage på slanger, vil der ikke ske dem noget. Skulle de drikke gift, vil det heller ikke skade dem. Og de skal lægge hænderne på de syge, så de bliver helbredt.” (Mar. 16:17-18).

De kristne i den første kirkes tid opfyldte denne befaling. Jesus ønsker, at vi gør det samme (Mar. 16:19-20). Bemærk, at det overnaturlige tegn øverst på listen er uddrivelse af dæmoner …
”Jesus kaldte nu tolv af sine disciple til sig og gav dem autoritet til at uddrive onde ånder og til at helbrede alle slags sygdomme og lidelser.” (Mat. 10:1).

”På den måde gjorde han tolv af sine disciple til apostle…. med fuldmagt til at forkynde det glædelige budskab og til at uddrive onde ånder.” (Mar. 3:14-15).

Se også Mar. 6:7 og 12,13).

”Jesus udvalgte nu 70 andre disciple, som han ville sende i forvejen, to og to, til de landsbyer, han selv senere ville besøge. Da de 70 disciple vendte tilbage, fortalte de glædesstrålende:
”Herre, selv de onde ånder adlyder os, når vi bruger den autoritet, vi har fået fra dig.” (Luk. 10:1,17).

En forsømt opgave

Denne klare befaling om at sætte mennesker fri fra de onde ånders magt er ikke til at misforstå. Men fordi kirken i moderne tid, især i den vestlige verden, mere eller mindre har forsømt at gøre det, er der millioner af kristne, som kæmper med indre konflikter forårsaget af dæmonisk indflydelse i deres liv.

Mangel på lydighed til denne klare befaling skyldes ofte uvidenhed og vantro. Men for nogle er det uvilje mod at gøre det, som de ved, de burde gøre. Bibelen kalder det oprør.

For tydelighedens skyld vil jeg her sige, at uanset om jeg taler om dæmoner eller onde ånder, taler jeg om de samme åndelige væsener. Dæmoner er onde ånder, og onde ånder er dæmoner.

Tidligt i sin offentlige tjeneste gik Jesus ind i synagogen i Nazaret, hvor han fik overrakt rullen med profeten Esajas’ bog. Han fandt frem til disse ord og læste:

”Herrens ånd er over mig, fordi han har udvalgt mig. Han har sendt mig for at bringe godt nyt til de afmægtige og genoprette dem, hvis hjerte er knust. Jeg skal forkynde frihed for de fangne og løse de bundnes bånd. Det bliver en tid, hvor Herren tager imod alle, som kommer til ham… ” (Es. 61;1-2).

Nu var tiden inde til at denne messianske profeti skulle opfyldes. Fra Nazareth drog Jesus nu til Kapernaum, hvor vi læser, at han underviste, uddrev dæmoner og helbredte folk. (Luk. 4:31-43).

Overalt, hvor han kom, opfyldte Jesus disse ord og befalede sine disciple at gøre det samme.

Graham Powell kæmpede selv i mange år, før han blev udfriet. Nu rejser han verden rundt for at undervise om den åndelige verdens virkelighed og bede for mennesker.
Rammer folk i alle aldre

Ingen aldersgruppe er fri fra dæmonernes angreb eller behovet for at blive sat i frihed. I de næste afsnit skal vi se Jesus gribe ind, fordi han har medfølelse med disse mennesker, der har desperat behov for hans frigørende magt.

Ny Testamente nævner:

En dreng (Luk. 9:37-42).
En pige (Mar. 7:24-30).
En mand (Mar. 5:1-20).
En kvinde (Luk. 13:10-17).

Uddrivelse af dæmoner

Ekballo er det græske ord, som oversættes med ’uddrive’. Betydningen er bl.a. at ’bringe noget frem, kaste frem, kaste ud, drive ud, smide ud, fordrive, forlade, eller at plukke, trække, skubbe ud, drive, sende væk eller sende bort’. Det er et stærkt ord, som udtrykker en stærk handling.

Tempelrensningen: Jesus var oprørt over, at templet i Jerusalem var blevet et handelscenter i stedet for et bedehus. Derfor lavede han sig en svøbe af snore, væltede vekselerernes borde og drev dem ud (ekballo) fra templet (Joh. 2:13-17).

Stefanus blev smidt ud (ekballo) fra byen Jerusalem af det jødiske råd og derpå stenet til døde. (Ap.G. 7:57,58).

Paulus blev transporteret til Italien på et alexandrinsk skib, da fartøjet blev ramt af en voldsom storm. Besætningen prøvede at lette skibet ved at smide hveden ud i havet (ekballo, Ap.G. 27:38).

I alle disse tilfælde er der tale om handlinger, der er præget af beslutsomhed og aggressivitet. Sådan er det også med uddrivelse af dæmoner fra de mennesker, som de har bosat sig i.

Vis fasthed og kærlighed

Det betyder dog ikke, at vi skal behandle de mennesker, vi har med at gøre, med nogen form for vold. Vores aggression skal være rettet mod ånderne, ikke det menneske, de plager. Det er altafgørende, at vi skelner mellem et menneske i nød og de dæmoniske kræfter, som arbejder i dem. Hvis mennesker beder for dig, hvordan ville du da ønske, at de prøver at hjælpe dig?

Som regel taler jeg i et normalt toneleje, når jeg sætter mennesker fri. Somme tider taler jeg meget stille, så andre ikke skal høre noget, for ikke at gøre personen flov. Andre gange taler jeg højt, men det varer normalt ikke så lang tid. I flere år spekulerede jeg på, hvorfor jeg ofte følte, at jeg skulle kommandere højlydt i nogle korte øjeblikke.

På en tur til Norge for nogle år siden hørte jeg Herren sige det til mig dag efter dag, mens jeg hjalp mennesker: ”Troens gave virker, troens gave virker”. Det var en åbenbaring, for jeg havde aldrig oplevet, at troens gave virkede i mit liv. Det var på det tidspunkt, jeg fandt ud af, hvorfor jeg ind imellem talte højt.

Som teenager dyrkede jeg boksning. Når jeg var i ringen og kæmpede mod en modstander, gjaldt det om at vinde ved at ramme sin modstander med flere point-scorende slag, end han ramte mig med. Hvis du gav ham et knockout, havde du vundet kampen.

Jeg blev klar over, mens jeg uddrev dæmoner, at der var øjeblikke, hvor jeg på en særlig måde oplevede, at troen rørte på sig, så jeg ønskede at tale stærkt og ofte højlydt. Det var, som om jeg havde ramt min modstander med det ene slag efter det andet, og nu var øjeblikket kommet, da jeg skulle tildele ham det afgørende knockout. Mange gange, når jeg havde udtalt en stærk kommando, ville jeg stoppe op for en tid og bare vente på, at Gud skulle bringe frihed ind i den besattes liv.

Nogle mennesker, som har set Guds kraft vise sig, når man taler højt, konkluderer, at det nødvendigt at råbe for at sætte et menneske fri. Men sådan er det ikke.

Vi benytter os ikke af nogen bestemt teknik, men vi lader os lede af Helligånden. Desuden har vi alle sammen forskellige personligheder, og Gud arbejder gennem os på forskellige måder. Lad være med at kopiere en andens arbejdsmetoder. Lad i stedet Herren arbejde gennem dig på en måde, som er naturlig for den type person, du er.

Tre typer reaktioner

Man kan opleve tre typer af reaktioner eller manifestationer, når dæmonerne bliver drevet ud af mennesker:

1. Dramatiske manifestationer
Når ånderne forlader et menneske, vil der nogle gange være helt tydelige tegn på, at de forsvinder. Det viser sig både hos mennesker, som ånderne har plaget og hos ånderne selv.

Måske skriger ånderne nogle modbydelige ord gennem munden på det menneske, de har boet i.

Måske udviser personen overnaturlig styrke, så der skal adskillige mennesker til at holde dem nede. I nogle tilfælde forsvinder dæmonerne i forbindelse med opkastninger. I nogle dramatiske tilfælde har mennesker slet ikke bemærket, hvad der egentlig foregik under udfrielsen.

For nylig hjalp jeg en mand, som havde kæmpet meget med dæmoniske problemer. Før han blev kristen, havde han været involveret i meget synd, men nu ville han ikke længere leve, som han plejede at gøre. Tidligere havde han været voldelig, og til trods for store forandringer oplevede han stadig konflikter. Han skulle snart giftes, men havde tilbagevendende mareridt, hvor han myrdede sin forlovede. Selv om han elskede hende og ikke ønskede at gøre hende fortræd, var han alligevel bange for at komme til at gøre noget forfærdeligt.

Jeg befalede de morderiske og hadefulde ånder at forlade ham i Jesu navn. Da jeg insisterede, virkede det som om intet skete, men det gjorde det alligevel i allerhøjeste grad. Efter omkring fem minutter væltede manden pludselig om på gulvet, idet dæmonerne viste deres tilstedeværelse. Der måtte fire eller fem mænd til at holde ham nede i de næste 20-30 minutter, mens den dramatiske manifestation fandt sted.

Efter at den dramatiske kamp var overstået, og han havde oplevet en fantastisk frihed, spurgte han, hvad der var sket. Under hele uddrivelsen, efter at dæmonerne havde manifesteret sig på dramatisk vis, havde manden været bevidstløs. Han var nu klar over, at han var sat fri, men kunne ikke huske noget om befrielsesprocessen.

2. Milde manifestationer
Når det gælder de milde manifestationer kan et menneske måske føle, at ånden eller ånderne rører på sig, og at de derefter bevæger sig opad og forsvinder gennem munden. Det kan udtrykkes gennem gaben, hoste, bøvsen mm.

Andre milde manifestationer kan opleves som et pres eller en smerte i en bestemt del af kroppen. Det vil forsvinde, når hjælperen fortsætter med at beordre de onde ånder til at forsvinde.

3. Umærkelige manifestationer
Det er meget vigtigt at gøre sig klart, at der sker mange udfrielser i menneskers liv, uden at de oplever noget som helst ved det. Vi forkynder den frihed, som kommer gennem troen, og vi modtager den frihed, som troen giver. Det er det, jeg mener med ’umærkelige manifestationer’.

For nogle år siden holdt jeg et seminar i en dansk kirke, hvor man havde bedt om udfrielse for mennesker i over to år. Efter seminaret sagde præsten til mig: ’Sikke dog en åbenbaring, sikke en åbenbaring!’. Han fortalte mig, at han havde oplevet, at utallige mennesker blev sat fri. Men han havde tænkt, at når der ikke var synlige manifestationer, var der nok heller ikke sket nogen udfrielse. Nu blev han klar over, at der kan ske store udfrielser uden nogen synlige eller hørbare manifestationer …

Ja, der findes både dramatiske og milde manifestationer, men der findes også umærkelige manifestationer. Og der er naturligvis mennesker, som under bøn vil opleve alle de tre typer.

Hvor går ånderne hen?

Hvis vi vil vide, hvor de går hen, må vi høre det fra Jesus, fra Guds egen Søn. Se Mat. 12:43-45.

Hvis jeg føler, at en, der beder om udfrielse, ikke er villig til at tjene Jesus af hele sit hjerte, vil jeg ikke bede for ham.

En kristen, som lever Gud nær, behøver ikke at frygte, at nogen dæmon, som er uddrevet fra ham, skal vende tilbage igen. Men de mennesker, som ikke passer på og som bevidst lever i synd, har grund til frygt. Det er en sund frygt – Herrens frygt – som bevarer os fra at vende tilbage til de syndige veje og som beskærmer os mod dæmonisk indflydelse.

Guds fulde rustning

Hvis du er vokset op i et kristent hjem og ikke har levet et syndigt liv som denne verden gør det, skal du glæde dig over dit fantastiske vidnesbyrd! Er det ikke langt bedre at undgå at blive trællebundet end først at skulle bindes for derpå at blive sat fri? Du må aldrig skamme dig over sådan et vidnesbyrd. Når man vælger at leve efter Guds vilje, oplever man stor beskyttelse.

I Efeserbrevet bliver vi formanet til at klæde os på til kamp. Vi skal tage Guds rustning på for at blive beskyttet mod Satans angreb. Se Ef. 6:10-13.

Du høster, hvad du sår

I det øjeblik jeg gav mit liv til Jesus, blev der stemplet ’evighed’ i mit hjerte. Tidligere havde jeg været helt opslugt af at leve for de timelige ting. Men nu var jeg blevet klar over, at det var vigtigt at leve et retfærdigt liv. Der findes nemlig en lov om, at man høster, hvad man sår, og den lov har virkninger både i nutiden og i evigheden.

Jeg fik et lille hæfte med prædikener af evangelisten Dwight Moody. Hans budskab om såning og høst fik stor betydning for mig. Han beskrev livet som en mark omringet af et hegn. Hegnet er tiden, og hver eneste af os har en mark, hvor vi sår noget dag efter dag. Derfor vil vi alle komme til at opleve at høste. Jeg har ofte tænkt over det budskab. Han havde en liste, som nævnte følgende:

1. Når et menneske sår, forventer han at høste.
2. Et menneske høster samme type korn, som han sår.
3. Det gør ingen forskel, om man ikke kan kende forskel på frøene.
4. Et menneske høster mere, end han sår.

Vi ved alle sammen, hvordan loven om såning og høst virker på markerne og i haverne, men har vi tænkt over, hvordan det foregår i den åndelige verden? Hvis vi planter kartofler, forventer vi ikke at høste gulerødder. Selv om vi ikke ved noget om de frø, vi sår, vil vi alligevel høste det samme, som vi sår.

Forestil dig, at du spørger en landmand, som er ved at tilså sin mark om foråret, hvilken type korn han sår. Hvis han svarer, at han ikke ved det, vil du straks tænke, at han er utrolig dum.

Alligevel er det sådan, de fleste mennesker lever. De sår hver dag noget i den mark, som er deres liv, men de tænker næsten aldrig over, hvad de sår, og hvad de engang vil høste.

Det sker, at høsten slår fejl i den naturlige verden, men det sker aldrig i den åndelige verden. Og tænk så på det sidste af Moodys punkter: Folk høster mere, end de sår.

I nogle år boede Shirley og jeg i et af de vigtigste hvedeområder i Australien. Hver sommer nød jeg at hjælpe nogle af mine venner i landbruget med at høste deres afgrøder. Den mængde hvede som vi høstede – og det var utrolige mængder – var resultatet af en forholdsvis lille mængde korn, der var blevet sået. En dag talte jeg antallet af kerner på et af stråene, som kom fra en enkelt lille hvedekerne. Der var over 800 nye kerner fra den ene kerne, som blev sået.

Hvis vi anvender billedet på det åndelige område, vil vi se, at denne lov bringer velsignelse til nogle og forbandelse til andre.

Hvis vi sår i lydighed mod Gud i vores livs mark, hvis vi sår kærlighed, godhed, tilgivelse, ærlighed og så videre, vil der komme noget godt ud af det. Men hvis vi sår oprørskhed, selviskhed, vrede, umoral, fordomme, uærlighed osv. kan vi være sikre på, at det vender tilbage til os, og det er ikke godt.

Mange mennesker høster smerte på grund af deres ligegyldighed med hensyn til hvad, de sår. Tragedien er, at hvis vi ikke vender om fra denne forkerte måde at leve på, og vender os til Gud og modtager hans tilgivelse og kraft til at leve retfærdigt, så vil vi fortsætte med at høste smerte og senere de evige konsekvenser af vores såning. Når mennesker sår, vil de høste mere end de såede. Meget, meget mere!

I ’To verdener’ underviser Graham Powell om den usynlige åndelige verden, som præger os mere end vi aner.
Bogen er på 277 sider og koster 198,00 kroner på Udfordringens Forlag.

Vælger du dag for dag, at du vil følge Jesus?

Lever du på sådan en måde, at Gud kan arbejde i dig og hindre Satan i at gøre det? Valget er dit og mit.

Sommetider fortæller jeg mennesker, at jeg aldrig vaklede og vendte tilbage til verdens måde at leve på. Jeg siger også, at jeg ikke har noget ønske om at gøre det i fremtiden. Jeg siger det ikke for at prale, men for at formane andre til at være helhjertede i deres overgivelse til Kristus.

Jeg ved, hvad jeg er blevet frelst fra, og jeg har oplevet, at Gud satte mig fri. Hvorfor skulle jeg gå tilbage til mørkets veje og alle båndene? Hvorfor skulle du gøre det?

Vær stærk i Herren og i hans mægtige styrke!

Artiklen er et uddrag af kapitel 8 i bogen To verdener – kæmper om din sjæl.

Læs også