Ingen skal føle sig presset til abort

Af René Nord Hansen,
folketingskandidat for Det
Konservative Folkeparti

Når man som forældre har været til den første scanning med sit barn, den såkaldte nakkefoldscanning, og fået en melding om, at ikke alt er, som det burde være, at der er risiko for, at ens barn fødes med den ene eller anden form for handicap, følges det op med en samtale, hvor en lægefaglig person skal give råd og vejledning i forhold til de risici, der er forbundet med den pågældende graviditet, fødsel og det efterfølgende liv.

Det er en samtale, som i bund og grund handler om liv eller død, hvor sundhedssystemet vil have forældrene til at overveje en abort. Det er en samtale, som ofte foregår i et kaos af bristede drømme, tvivl og magtesløshed hos de forældre, som nu skal tage stilling til, om de vil lade graviditeten fortsætte eller afslutte den.

At tage en sådan samtale kræver en hårfin fornemmelse for situationen og en respekt for det svære valg, disse forældre står i. Derfor må man også forvente en samtale ført på et vist niveau uden forudindtagede dagsordener eller dårlige argumenter.

Da min hustru og jeg sad til sådan en samtale, blev vi rystede over, hvor lidt opbakning vi fik til vores beslutning om at beholde vores barn på trods af udsigten til at få et barn med svære handicaps.

Vi har ikke på noget tidspunkt været i tvivl om at, vi ville beholde vores barn, hvilket vi meddelte lægen klart og tydeligt ved samtalens begyndelse og forventede, at vi derfra kunne få en god og konstruktiv samtale om, hvad vi kunne forvente os af graviditeten, og hvad vi skulle forberede os på, når han blev født – gode råd og vejledninger, så vi kunne blive klædt bedst muligt på som forældre til et barn med handicap.

Men sådan blev det ikke.

Lægen satte ind med spørgsmål, som gjorde mig mundlam. Hun spurgte først, om vi havde andre børn. Da vi kunne bekræfte det, spurgte hun, om vi var klar til at udsætte dem for den belastning, det ville være at få en svært multihandicappet lillebror. Spørgsmålet er relevant nok, men når man stiller spørgsmålet, skal man død og pine være bevidst om, at man balancerer på en knivsæg, hvor man let kan ende i en grøft, hvor mennesker med handicap bliver reduceret til et ubelejligt problem frem for medmennesker, der både udfordrer, men også beriger familien og samfundet som helhed.

Derfor blev jeg enormt trist om hjertet, da lægen derefter spurgte: “Hvad med kommunen? Har I tænkt på alt det bøvl, der vil blive med kommunen, når I står der med et svært handicappet barn?”

Nej, det havde vi da virkeligt ikke skænket en tanke, og det kunne da heller aldrig blive et argument for at få foretaget en abort, tværtimod ville det være et stærkt argument for at kæmpe for et kommunalt system, som vil tage ordentligt hånd om mennesker med handicap.

Hvorfor skulle kommunen hives ind i denne samtale som en modspiller, frem for en medspiller?

Vi valgte fra dag et vores dreng Albert til, og det mødte vi ikke særligt meget forståelse for eller opbakning til i samtalen. Vi var overladt til en følelse af, at hvis vi ikke fik fjernet barnet, var vi selvforskyldt i alle de udfordringer, der måtte komme.

Sådan må det ikke være – sådan må vi ikke ved livets begyndelse skubbe mennesker med handicap og familierne omkring dem ud på et sidespor, sådan må vi ikke presse mennesker i en sårbar situation til at få foretaget en abort.

Jeg vil kæmpe for, at den samtale uanset hvor i landet den bliver ført, må foregå i respekt for dem, der vælger at beholde deres barn på trods af udsigten til, at det vil blive født med det ene eller andet handicap.

Jeg vil kæmpe for mangfoldighed og større rummelighed i vores menneskesyn både på sygehuset og på Christiansborg, så et liv med udfordringer, langt eller kort, stort eller beskedent bliver værdsat og betragtet som en berigelse og ikke en begrænsning for vores samfund.

Vores dreng levede kun i halvandet døgn efter sin fødsel. Det var ikke et langt liv, men det var et helt liv. På den korte tid gav han mig, sin mor og sine søskende så ufatteligt meget. Jeg vil ikke være de timer med min søn foruden, for han har gjort mig til et større menneske med en større forståelse for livets mangfoldighed og forunderlighed. Det vil jeg gerne tage med mig ind i dansk politik.