Isfuglen og snogen

Ole Bering

På min ”pilgrimsfærd” i den danske natur opdager jeg stadig flere spændende nicher. Skaberværket er fantastisk. Èn person kunne bruge et helt liv på at fordybe sig i en enkelt dyreart.

Min sidste opdagelse er isfuglen. Denne farvestrålende fugl ud af god, tropisk familie er så spændende et bekendtskab, at jeg drømmer om at forevige den farvestrålende flyver, også kaldet ”det blå lyn”.

Indtil videre har det dog kun været ”lige ved og næsten”. Isfuglen er stort set umulig at fange med kameraet, når den forlader sit redehul, udgravet i en brink langs en å, for at tage et raid hen over vandoverfladen på jagt efter fisk til sig selv og dens unger.

Ja, jeg blev så optaget af denne ualmindelige og beundringsværdige fugl, at jeg skrev en sang om den, når nu jeg ikke havde fået den portrætteret.

Men en dag skete katastrofen. Ved Klostermølle, hvor jeg havde spottet et redehul, brød fjenden ind i bogstaveligste forstand. Nemlig i form af en snog, der svømmede hen og krøb ind i reden.

Beviset på denne ugerning blev lagt på Facebook. Jeg vil ikke sige, at min verden brød sammen, men det var tankevækkende og lidt vemodigt.

Tænk sig, at sådan en flot og kompetent fugl skulle have ødelagt det, som den byggede op for sig selv og sin ”familie”. Det minder mig lidt om slangen, som fristede de første mennesker til at gøre oprør mod Gud og derved banede vejen for synd og adskillelse.

Men det onde blev allerede fra skabelsens start dømt til at tabe. Gud sagde om kvindens afkom, at ”slangen skulle hugge ham i hælen, men han skulle knuse dens hoved”. Det er Jesus Kristus, der er tale om. Da han gik i menneskers sted ved at dø på korset, besejrede han syndens, dødens og Djævelens magt. Det er den kendsgerning og det ord, som vi mennesker må forholde os til i mødet med verdens ondskab. Og vi må stille os på Guds og på sejrherrens side i den kamp, for han har stillet sig på vores side. Vi kan bl.a. dagligt bede: Fri os fra det onde.

Med hensyn til isfuglen ved Klostermølle tror jeg nok, den har gravet sig et nyt redehul bag et buskads, som snogen forhåbentlig ikke kan finde. Vent og se: en dag får jeg taget et godt billede!