Hvorfor gå over åen efter vand til stressede præster?

Omkring hver femte af Folkekirkens præster bliver ramt af stress. Det har fået nogle stifter til at tilbyde holistisk behandling på den Gamle Avlsgård i Ribe, hvor sund kost, motion og fysioterapi tilbydes sammen med yoga og healing. Men hvorfor søger man hjælp gennem Østens religioner i stedet for kristen retræte?

Blandt årsagerne til præsternes stress nævnes relationelle faktorer som mobning og samarbejdsproblemer. Indre faktorer som en høj grad af pligtfølelse kan få præsten til at føle, at han eller hun skal stå til rådighed døgnet rundt i sin embedsbolig. Der er følelsesmæssige belastninger sammen med en tavshedspligt, der gør, at præsten må bære meget alene. Så det er ikke så underligt, at præster går ned med stress, mener sognepræst Henrik Vejlgaard Kristensen fra Varde, som i 2016 skrev en afhandling om problematikken.

Sognepræsten nævner en kollega, som havde en skræmmende oplevelse: ved en begravelse kunne vedkommende ikke løfte skovlen, da der skulle kastes jord på kisten. Præsten måtte sygemeldes med stress.

De stress-ramte har brug for behandling, og på den Gamle Avlsgård i Ribe har man mange sunde tilbud med fx samtaleterapi, sund kost – og forbud mod mobiltelefoner. Men tilbuddet om yoga, meditation og healing, som hører med i pakken, kan Varde-præsten dog ikke anbefale.

Man kunne jo også få den tanke, at kirken og den kristne tro ifølge stifterne ikke selv har noget at bidrage med!

Foreningen Agape, som tilbyder rådgivning og terapi på et kristent grundlag, har naturligvis også fokus på forebyggelse og behandling af stress.

På Agapes hjemmeside kan man læse konkrete anbefalinger om motion, afslapnings- og vejrtrækningsøvelser, søvn, samt vigtigheden af at have huller i kalenderen, justere krav og kende sine egne advarselssignaler.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Her leder man forgæves efter henvisninger til andre religioner. Og tak for det!

Hvis lægen ikke vil bruge sin egen medicin, bliver patienten skeptisk. Hvis præsten – eller hans overordnede i kirken – ikke selv forventer, at den kristne tro holder i mødet med hverdagens udfordringer, bliver menigheden skeptisk overfor budskabet.

Mon ikke Skaberen ved, hvad der er bedst for hans skabninger?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jesus kendte både sit eget og disciplenes behov for hvile. Det ser vi fx i Markusevangeliet 6,31, hvor disciplene lige er vendt tilbage til Jesus efter en prædiketur:

»I trænger til at hvile jer,« sagde Jesus. »Lad os tage hen til et øde sted, hvor vi kan være alene.« Folk blev nemlig ved med at komme og gå, så de ikke engang havde ro til at spise.” (Fra Bibelen på Hverdagsdansk)

Jesus og disciplene sejlede over søen mod et øde sted. Det med retræte er altså ikke noget nyt. At disciplenes retræte på den modsatte bred så blev afbrudt af en folkemængde, som var vandret rundt om søen for at møde Jesus dér, er en anden sag.

Jesus tog sig alligevel af de mange, der var valfartet rundt om søen. De trætte disciple kunne hvile sig og høre Jesus forkynde. Bagefter oplevede de underet, da han bespiste 5000.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Retræten gik med andre ord slet ikke som planlagt. Men de var sammen med Jesus, hørte hans ord og modtog hans gaver. Der er ingen grund til, at danske præster skulle nøjes med mindre.
Der findes flere retræte-steder og andre tilbud om hjælp på et kristent grundlag. Hvorfor ikke benytte sig af dem?

Læs mere: Stressramte præster tilbydes yoga og healing