Nordmænd synger salmer i protest mod vindkraftanlæg

Verden over synger man kristne salmer som udtryk for protest. Billedet er fra demonstrationerne i Hong Kong, hvor hundredtusinder i i flere uger har sunget ”Sing Hallelujah to the Lord”. Foto: Flickr

Vindkraftmodstandere i Sunnmøre gør nu ligesom demokrati-forkæmperne i Hong Kong: de synger kristne salmer i protest.

Da energiselskabet Zephyr, som skal bygge et vindkraftanlæg på Haram-øen i det vestlige Norge, kom for at møde lokalbefolkningen, blev de mødt med både vrede og salmesang.

– Direkte vendt mod den daglige leder, Olav Rommetveit, begyndte forsamlingen at synge Arne Garborgs salme ”Gud signe Noregs land, kvar heim kvar dal og strand”. Salmen er en bøn om, at Gud må tage vare på både fjeld, dale, øer og hav i Norge, skriver NRK Møre og Romsdal. Der var både tårevåde øjne og stærke følelser på Haram-øen.

Salmer i Hong Kong

I Hong Kong har folk i flere måneder protesteret imod kinesisk kontrol. Også her har demonstranterne – både kristne og ikke-kristne – brugt en kristen salme som kampsang.
Den engelske salme ”Sing Hallelujah to the Lord” har således lydt fra hundretusinder af demonstranter, selv om kun 10 procent af indbyggerne menes at være kristne.

Ikke et nyt fænomen

At kristne salmer bliver brugt som protestsange er ikke et nyt fænomen. Den amerikanske sociolog R. Serge Denisoff (1939-1994) mente, at hele protestsangtraditionen har sit ophav i salmer eller sange fra de græsrodsagtige protestantiske vækkelsesbevægelser. Sociologen betegnede disse salmer og sange som ”protestpropaganda”.

Også den amerikanske borgerrettigheds-bevægelse har brugt kristne sange. Mest kendt er nok ”We shall overcome”, som er en tidligere gospelsang af den afroamerikanske komponist Charles Albert Tindley.

Martin Luther King, Jr. citerede fra ”We Shall Overcome” i sin sidste prædiken i Memphis, Tennessee, søndag den 31. marts 1968, kort før han blev myrdet.

Salmer mod nazisterne

Da Vidkun Quisling i 1942 blev indsat som ”ministerpræsident” for den norske NS-regering ville den tyske besættelsesmagt markere det med en festgudstjeneste klokken 11 i Nidarosdomen den 1. februar. Modstandsmanden, domprovst Arne Fjellbu, opfordrede folk til i stedet at komme til en alternativ gudstjeneste klokken 14. Det gjorde flere tusinde, og politiet fik ordre til at lukke dørene. Men folk holdt stand og sang blandt andet salmen ”Vor Gud han er så fast en borg” af Martin Luther. Denne demonstration blev starten på kirkeoprøret mod nazisterne i Norge.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I Danmark var der i krigens første år mange ”alsangsstævner”, hvor folk samledes for at synge fædrelandssange. Et alsangsstævne den 1. september 1940 samlede 150.000 i København. Herfra blev sangen transmitteret direkte i radioen til de øvrige byer, hvor folk således kunne synge med. I alt sang skønsmæssigt 720.000 danskere med den dag.
KPK/Bodil