Stegepanden slår til igen!
Skillet, hvis navn egentlig bare betyder stegepande, er ude med et nyt album.
De startede egentlig som et hip hip band, inden de skiftede til hard rock og hurtigt voksede i popularitet som band. De er et atypisk band, da de består af to mænd og to kvinder (hvilket man ikke ser ofte i rock-genren).
Den kvindelige trommeslager Jen Ledger fik succes sidste år med sit solo-album, der minder lidt om Avril Lavigne, og det virker som om Ledger har fået en smule mere plads vokalmæssigt på denne plade, og enkelte af sangene virker mere som duetter end en forsanger med en backing vokal, som fx titelsangen ‘Victorius’ eller på ‘Rise Up’ og ‘Terrify The Dark’.
Måske er det bare fordi, man lægger mere mærke til Ledger nu. Disse tre sange er også nogle af pladens bedste.
Skillet turnerer meget og har spillet i Danmark flere gange, og de kommer minsandten igen d. 6. nov. i Voxhall i Århus og d. 7. nov. i Amager Bio i København (kl. 20 begge steder). At dømme ud fra den nye plade, skal det nok blive nogle gode koncerter.
Udover de tre nævnte sange er ‘You ain’t ready’ og ‘Finish Line’ også ganske gode, hvor forsanger (og bassist) John Cooper klarer sig fint “alene” (uden de duet-agtige backing vokaler).
Men at have Ledger med på vokal (og trommer) er helt klart et plus for bandet.
Cooper fik en del opmærksomhed for nylig, da han d. 13. august skrev et længere opslag på Facebook med titlen ‘What in God’s Name is Happening in Christianity?’ hvor han stiller spørgsmålstegn ved, at vi i kirkerne tilsyneladende lærer teologi af 20-årige lovsangsledere, som efterfølgende falder fra troen. Han efterlyser, at kirkerne igen begynder at bygge på Guds levende ord, som et anker for vores tro frem for på tilfældige sange. Det er jo svært at være uenig i.