Tålmodighed

(Læsetid: 3 minutter)
Kristoffer J Niclasen, stud.theol.

Tålmodighed. En af de mest irriterede ord i det danske sprog. Der er en god grund til at denne sindsstilstand bliver kaldt for en dyd, for hvor er den svær at lære, nærmest umulig at mestre, men hvor er den værd at kæmpe for – det kræver dog, ja, tålmodighed.

Uanset hvor smukke metaforer man kan finde for denne ”visdommens ledsager” (Augustin); metaforer om larven der venter i puppen, om trækfuglenes hvileløse færden – så er det næsten øretæveindbydende at bringe det op som et eksempel.

For naturen har sine love, imens mennesket er autonomt. Det ligger i syndefaldet, det ligger i vores frie vilje, og derfor handler det om valg imod kaos, noget vi brydes med på det daglige plan. Ånd versus kød.

Jeg er i skrivende stund i en venteposition. Ikke at det, jeg står i på nogen måde kan sammenlignes med Uriasposten i Bibelen, men et problem for mig, det er det.

Det tager på energien og det påvirker flere andre områder af mit liv. Måske det er derfor, man siger, at en ulykke sjældent kommer alene? Handler det måske om perspektiv?

Er mange af de ting vi går rundt med af bekymringer muligvis et resultat af åndsformørkelse og blinde vinkler? Ikke at der ikke er noget, der kan være et helt konkret problem, men det at en situation eller begivenhed nærmest bliver en ballon med sort blæk, der går hul på og tværer selv de gode områder i vores liv sorte som tjære… manglende perspektiv? Manglende tålmodighed?

For mig er det i hvert fald sådan, at jeg lod min situation farve mit syn fuldstændigt. Listende ind i det helligste indre af mig selv kom anarkisten med sin pensel og mørkelagde mine smukke, farverige malerier. Heldigvis, inden jeg som Van Gogh skar mit øre af, kom min ven mig til undsætning. Over en god pizza og kølig øl vendte vi bl.a. den situation jeg står i. Jeg er også overbevist om, at det var det, der fik mig til senere at tænke på Jesus, der velsigner de små børn og siger, at man skal være som dem.

Der gik en klap åben, inspirationen ramte mig.

Der er forskel på at være som et barn (childlike) og at være barnlig (childish). At være barnlig er en kortsynethed. Det er at lægge armene over kors i stædighed, at nægte at se nye muligheder, at stå i stampe, pege fingre og skrige – en tilstand af ”lad MIT rige komme”.

At være som et barn er at have håb, at være nysgerrig. I kærlighed at stole på sin far, stole på at han bærer én i sin favn i al slags vejr. Det er en sindsstilstand af ærefrygt og forundring, at leve i ydmyghed – og tålmodighed.

Læs også