Georg smider Ordet på bordet

På Facebook-siden ”Ordet på Bordet” sender han dagligt fælleskirkelige andagter til 1158 følgere.

– Det passer til min natur at have omsorg for mennesker, siger Georg Berthelsen, der her står i sin ”uniform” fra Frederiksborg Slot.

Georg Berthelsen er vagt og kustode på Frederiksborg Slot i Hillerød og servicemedarbejder i Billund Lufthavn. Før var han præst i Horsens Frikirke, og nu er han redaktør på Ordet På Bordet, eller som han kalder det: ”Pastor i en cyberkirke”.

Når du kommer indenfor på museet i Frederiksborg Slot i Hillerød, kan du være heldig at møde en smilende mand med et varmt håndtryk, der byder dig velkommen. Georg Berthelsen har de seneste par år været ansat som vagt og kustode på slottet, der rummer et museum med malerier, gamle smukke møbler og skiftende særudstillinger. Den varme velkomst tilskriver han sin personlighed og de 25 år som præst i Horsens Frikirke.

– En af mine opgaver er at stå ved døren og byde velkommen. Det passer godt til min natur og præstegerning – at have omsorg for mennesker. Jeg kan godt lide det internationale præg, hvor man møder folk fra mange forskellige kulturer. Og så er jeg sådan skruet sammen, at jeg altid får en lille small talk med folk, når tiden tillader det, siger Georg Berthelsen.

Job med særlig omsorg

I august 2018 flyttede han med sin kone Inge fra Horsens til Nordsjælland, nærmere bestemt Fredensborg, for at være tættere på deres to børn og fem børnebørn, som bor i Hillerød. Men relationen til det jyske er stadig bibeholdt. Jobbet på slottet er nemlig et deltidsjob, som har gjort det muligt at fortsætte i et job som servicemedarejder i Billund Lufthavn. Her er opgaverne nogle af de samme, at hjælpe mennesker.

– Jeg hjælper med indtjek, følger børn og handicappede ud til flyveren. Og jeg tager imod folk ude ved flyveren. De kalder også sommetider på mig til specialopgaver. For eksempel hvis en person har flyskræk, eller nogen kommer hjem, fordi de har mistet nogen og er helt ude af den, fortæller Georg Berthelsen, der nyder anledningen til at komme til det jyske, hvor han stadig plejer relationerne med de mange, han har fulgtes med i tiden som præst i Horsens.

– Næsten hver gang besøger jeg nogle af de ældre eller nogen, der har det svært. For mig er kirke ikke et medlemsnummer. Man bliver en del af familien.

Når ud til over 1.000

Georg Berthelsen er stadig aktiv som forkynder og modtager løbende invitationer til at tale i kirker landet over. Emnerne kan variere fra almindelige bibelske temaer eller det særlige emne omkring kristnes forhold til Israel. Et tema han også fremmer som formand for organisationen Ebenezer, der støtter jøders hjemkost til Israel.

Siden september 2017 har prædikestolen også været i cyberspace, hvor Georg Berthelsen begyndte at sende andagter ud på facebook-siden ”Ordet På Bordet”. Han havde tidligere skrevet andagter og blev af nogle venner opfordret til at lave en side på facebook. Og da en ven gav ham lov til at overtage siden ”Ordet på Bordet”, der ikke var taget i brug, slog han til.

– For mig er det vigtigt, at det ikke lyder for andagtsagtigt eller religiøst. Det giver mulighed for at have andre ting med. Fra starten var det min drøm, at det skulle være fælleskirkeligt, med et bred gruppe af skribenter, som kan afspejle flere aspekter af det kirkelige liv, end jeg kan dække alene, siger Georg Berthelsen, der nu glæder sig over at have skribenter fra blandt andet Folkekirken, Frelsens Hær, Apostolsk Kirke, Baptistkirken og Pinsebevægelsen.

– Min drivkraft er at komme ud med Ordet og evangeliet og nå endnu længere ud. Da jeg begyndte på det, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg efter 2 år var nået så langt, siger han og refererer til sidens 1158 følgere. – Jeg troede kun, at andagter var for gamle mennesker, der ikke kunne komme i kirke og sad med deres andagtsbog derhjemme. Men jeg har opdaget, at det er mennesker i alle aldre, der følger mig. Folk med vidt forskellig kirkelig baggrund.

Har sin egen cyberkirke

Den tidligere frikirkepræst lægger ikke skjul på, at han også får meget ud af at forberede og dele andagterne.

– Det gør, at jeg er nødt til dagligt at hente noget nyt fra Skriften. Det tvinger mig til at finde Bibelen frem og sætte mig ind i det, se hvad jeg kan give videre, og hvad der taler til mig. Det er en glæde, at selv om jeg ikke er pastor i en lokal kirke, så har jeg nu en ”cyberkirke” på over 1.000 mennesker – nogle jeg deler evangeliet med i et antal, der ligger langt ud over, hvad jeg har gjort i mange år, siger Georg Berthelsen.

Holder sig fra debat

Løbende får han mange kommentarer og opmuntringer fra læsere, der følger andagterne. Men han forsøger at holde sig ude af debatter, der let kan udvikle sig.

– Jeg har ikke mødt så meget kritik. Desværre, kan man måske sige. Men jeg går ikke så meget op i kommentarerne, der kører ud i en debat. Mit mål er ikke, at jeg automatisk knytter læserne til mig som venner. Det er ok at holde en lille afstand, siger Georg Berthelsen, der håber, at han får lov til at nå endnu længere ud og få en endnu flere skribenter.

– Jeg håber, at det stille og roligt udvikler sig. Der kommer nye følgere til hver eneste uge. Sådan har det været hele tiden. Jeg glæder mig over, at mange andagter bliver delt videre på facebook, så jeg kan faktisk ikke overskue, hvor langt det i sidste ende når ud. Og så håber jeg, det kan udvikle sig med flere skribenter fra forskellige kirkelige kredse, så bredden bliver endnu større.