Kirken fastholder det traditionelle ægteskabssyn

Den anglikanske Kirke har for nylig gentaget sin traditionelle holdning til sex og ægteskab: Sex er forbeholdt en mand og en kvinde, som er gift med hinanden.

Udtalelsen fra kirkens ”House of Bishops” kom også ind på de såkaldte civile partnerskaber. Anledningen var, at en britisk højesteret har givet heteroseksuelle par mulighed for at få en civil registrering, hvilket tidligere har været forbeholdt samkønnede par, skriver Christian Headlines.

Ifølge Guds hensigt

I kirkens udtalelse hedder det, at ”for kristne, er ægteskab – det vil sige den kontrakt om livslang forening mellem en mand og en kvinde, som indgås med ægteskabsløftet – den rette kontekst for seksuel aktivitet.

Når det gælder civile partnerskaber, ønsker kirken at opretholde denne standard, at bekræfte værdien af dedikerede, seksuelt-afholdende venskaber og øve sensitiv pastoral sjælesorg overfor de kristne, som bevidst vælger at leve på anden vis.”

Her tilføjes det, at ”Seksuelle relationer uden for det heteroseksuelle ægteskab opfattes som noget, der ikke lever op til Guds hensigt for mennesker”.

Ingen kirkelig velsignelse

Ifølge The Guardian udtaler kirkens talsmand, Rev. Dr. Malcolm Brown, at der er stor forskel på ægteskaber og civile partnerskaber.

“For de samkønnede civile partnerskaber findes der ikke nogen formel gudstjeneste eller velsignelse, men præsterne vil, som altid, blive opfordret til at respondere sjælesørgerisk overfor par, som ønsker at formalisere deres relation på denne måde.”

Biskopperne fastslog, at usikkerheden om et eventuelt seksuelt forhold mellem registrerede partnere betyder, at kirken ikke uden videre kan acceptere disse partnerskaber som værende i overensstemmelse med kirkens lære. Derfor vil Den Anglikanske Kirke ikke tilbyde gudstjenester til velsignelse af dem, der indgår registreret partnerskab.

Den Anglikanske Kirke tillader præster at leve i samkønnede registrede partnerskaber, hvis de vel at mærke er seksuelt afholdende. Storbritannien legaliserede samkønnede vielser i 2013. Kirken tillader det dog ikke.

I december 2019 blev det første heteroseksuelle partnerskab registreret i Storbritannien.