Lad 2020 blive frimodighedens år

Længes du efter, at mennesker omkring dig bliver frelst og helbredt? Er du skræmt over, at Jesus også har kaldt dig til denne opgave? Når Gud har valgt at bruge dig, vil han også give dig ny frimodighed – hvis du vil.

(Læsetid: 7 minutter)
Høstarbejdere i bibelsk forstand er ikke kun udadvendte evangelist-typer. Der mangler også høstarbejdere til at undervise, helbrede, vise medlidenhed og omsorg. Tør du gå ud og stole på, at Gud kan bruge alle typer personligheder?

Der er nogle opgaver, man helst vil slippe for. Jeg husker, hvordan jeg på min første længere tur som 9-årig spejder stod og gemte mig lidt og håbede, at nogle andre blev peget ud.

– Ikke mig. Bare ikke mig! tænkte jeg, da spejderlederen kiggede ud over flokken.

Normalt tog vi steder hen, hvor der var et minimum af civilisation. Men ikke her. Der var godt nok en lille hytte med rindende koldt vand i hanen. Men toiletterne var et gammeldags das med en spand, der skulle tømmes to gange om dagen.

– Pyha. Det blev ikke mig, sukkede jeg. Jeg vidste så ikke, at turen var lang nok til, at alle nok skulle få lov til at prøve at bære den fyldte spand hen og hælde den ud i et nygravet hul.

 

Jeg ved ikke, om du tænder på at snakke med andre om Jesus. Min erfaring er, at næsten alle kristne ønsker at opleve vækkelse og se nye mennesker komme til tro. De fleste gribes af begejstring, når der fortælles vidnesbyrd om mennesker, som har oplevet ny frihed gennem overgivelse til Jesus. Ja, vi elsker at se mission, der lykkes.

I Bibelen er der mange billeder på mission og menneskefiskeri. Et meget kendt billede er “høstarbejde”. At mennesker er som korn på kornaks, der bliver modne, høstes og bæres hjem til laden. Jesus siger på et tidspunkt til disciplene: “Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor ham, der har ansvaret for høsten, om at sende flere arbejdere ud for at få høsten ind.” (Matt 9, 37-38)

 

Mange af os har været der – til bedemøder, hvor vi bad om vækkelse. Hvor vi bad “høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst”. Selv om jeg i min “ydmyghed” gerne ville stille mig til rådighed som høstarbejder, så syntes jeg bare ikke lige, det passede på mig. Det med at gå ud var jo en opgave for evangelisttyperne.

Og evangelist – det var jeg i hvert fald ikke.

Jeg havde prøvet

I 1990’erne var jeg inviteret med til et stort opsat arrangement i en midtjysk by, hvor vi stemte dørklokker og delte Lukasevangelier ud til alle. Målet var at få en snak med folk om Jesus og allerhelst overbevise dem om at komme med til et møde i byens hal om aftenen. Jeg følte mig helt ved siden af mig selv.

Min kammerat, som jeg gik sammen med, var langt mere udfarende og meget bedre til at gå ind i folk med træsko på. Det var ikke lige mig. Jeg krummede tæer, når vi langt om længe fik en snak op at køre.

Det var, som om stilen for evangelisering på den tid mest handlede om at trumfe folks argumenter med et bibelvers eller et retorisk trick, der skulle overbevise dem om at tro på Jesus. Hjertet bag arrangementet var helt i orden. Resultatet var vel også ok. Men jeg havde det sådan indeni i lang tid efter, at det her var ikke mig. Jeg var nok ikke evangelist.

 

Tilbage til vækkelses-bedemødet. Jeg havde ærlig talt ikke så dårlig samvittighed over at bede Gud sende flere evangelister. For jeg kunne godt se behovet. Og løsningen lå hos de andre. Hos evangelisterne.
Michael Bobjerg fortæller i bogen ’Sendt ud sammen’ om sin vandring fra en længsel blandet med frygt og tilbageholdenhed til en overbevisning om, at han og alle andre kristne er vigtige og brugbare i Guds plan for at bringe høsten i hus. Udkommer på Udfordringens forlag midt i januar.
I dag ser jeg, at jeg var blind. Bibelvers-blind. Det er den slags blindhed, der opstår, når man i kærlighed til et kendt skriftsted glemmer den sammenhæng, det står i. Før Jesus taler om høsten, står der nemlig: “Jesus gik nu omkring til alle byer og landsbyer i hele den egn. Hvor han end kom frem, underviste han i synagogerne og forkyndte de gode nyheder om Guds rige.Overalt helbredte han mennesker for alle slags sygdomme og lidelser. Når han så på skarerne, blev han fyldt af medlidenhed, for de var mishandlede og nedbrudte, og de vidste ikke, hvor de skulle gå hen for at få hjælp. De var som får uden hyrde …”Når udgangspunktet for Jesu tale om høstarbejdere er, at der mangler nogle flere til at undervise, helbrede, vise medlidenhed og omsorg – hvordan er det så lige, at vi ensidigt kan finde på at tolke disse vers, som om Jesus kalder på ekstroverte evangelister?

 

Jesus vandrede omkring og gjorde godt. Han helbredte og talte forløsende ord til mennesker, som længtes efter frihed. Han pegede på Guds plan for denne verden – at han var sendt som menneskenes redning, at han skulle dø og opstå for at alle kunne få del i Guds evige rige.

Men han vidste, at hans tid var kort, og at hans tjeneste også bestod i at opfostre efterfølgere, der kunne gøre det samme, som han selv havde gjort. Jesus var høstarbejder. Han var udsendt som underviser, profet, helbreder, hyrde – OG evangelist.

 

Når han efterlyser flere arbejdere, så begrænser han sig IKKE til en bestemt type eller til et enkelt snævert tjenesteudtryk. Hyrder er ikke udelukket! Det bekræftes i den efterfølgende beretning (Matt 10), hvor han sender disciplene ud to og to til at gøre de samme gerninger, som Jesus havde gjort. Læser man Det Nye Testamente igennem, vil man hurtigt gennemskue, at disciplene var meget forskellige i personlighed og tjenesteudtryk. Nogle var frembrusende, andre stille.

 

Nogle var tvivlere, mens andre bekendte højt. Nogle stod i forreste række, mens andre havde det bedst med at være lidt skjult i flokken. Jesus bad dem ikke tage en personlighedstest først. Han bad ikke de stille typer om at gå hjem og bede, mens de frimodige drog af sted på mission. Jesus valgte alle 12.

I en senere beretning (Luk 10) sender han 70 af sted på samme måde. Heller ikke her er der tegn på udvælgelse på baggrund af personlighed. Han udruster dem ganske enkelt. Han giver dem autoritet til at helbrede og uddrive ånder. Han giver dem instrukser om, hvad de skal gøre, og forbereder dem på at møde modstand, såvel som åbenhed for at tage imod den fred, de bærer på.

Det er, som om han ikke hæfter sig ved, om disciplene personligt føler sig tiltrukket af opgaven eller ej. Han sender dem ud i denne træning, og det ser ud til, at han er fuldt overbevist om, at de vil lykkes.

 

Mit ærinde er ikke at bringe skam over dig eller andre, der har tænkt: “Pyha! Det blev ikke blev mig.” Men læg mærke til den tillid, Jesus har til, at disciplene nok skal lykkes. Han er sikker på, at den udrustning, han har givet dem, vil bringe liv og frihed til mange, hvor de kommer frem. Jesus stolede på det. Tør du stole på, at alle kan bruges som høstarbejdere?

”Jesus kan bruge mig til at helbrede mennesker og bringe mange ind i Guds rige!” Sådan turde jeg ikke sige om mig selv for syv år siden. Jeg havde en kæmpe længsel efter at se disse ting ske, men var lammet af en tilbageholdenhed, der bestod af usikkerhed omkring opgaven, frygt for at fejle, og mest af alt frygt for, hvad andre skulle tænke om mig.

Men Gud sendte mig ud på en vandring, hvor jeg mødte kristne i Afrika og forskellige steder i Danmark, som udfordrede mig til at forholde mig til Jesu befaling om at gå ud på en meget enkelt og praktisk måde: Vær lydig – bare gør det, Jesus befaler os at gøre – men find først nogen, som allerede har frimodighed på det område, som du gerne vil træde ind i, og lær af dem.